Operastafetten. Frem mod dette års Copenhagen Opera Festival i august lader vi på Louises Becks idé stafetten køre mellem branchens chefer i Aarhus, Holstebro, Esbjerg, Odense og København. De svarer alle på fire ens spørgsmål og et særligt spørgsmål, de har fået af en kollega i stafetkæden. I denne uge har operachef på Det Kongelige Teater, Elisabeth Linton, stafetten. Hun sætter blandt andet fokus på, hvad larm og acceleration betyder i livet og kunsten.
Hvilken vision vil du gerne indfri for musikdramatikken?
“Jeg har mange visioner og opgaver, jeg stiller mig selv, men en er at udvide repertoiret. Jeg ser en tendens med, at det er de samme ti populære titler, som går igen overalt – også på min egen scene – og det er en forståelig, men farlig vej at gå. At hjælpe publikum med at få øjnene op for nye – både ældre og nyskrevne – værker er noget, der ligger mig meget på sinde.”
Hvilke tendenser er du inspireret af?
“Jeg bliver ofte inspireret af billedkunsten. Måske fordi det bringer mig lidt på afstand – det er ikke ”min” verden, jeg kan være publikum og nyde/opleve, uden at tænke for meget på teknik og håndværk.
Jeg oplever en tendens, hvor det tværæstetiske træder frem, en eksperimenterende og nysgerrig kunstscene, hvor der både er plads til de historiske medier som maleri, skulptur og tegning og til nyere udtryk inden for fx performancekunst eller digital kunst, og hvor disse kan kobles sammen.”
Hvad ser/hører vi for lidt af?
“Pianissimo! Vi lever i en strøm af larm, også i overført betydning. Der er en konstant kamp om vores opmærksomhed, og det er alle vegne – vi bemærker det nærmest ikke længere. Jeg tror, at vi – i livet som i kunsten – har brug for intimiteten, sårbarheden, stilheden. Hvis du overfører det til musikken, er det jo i pianoet, at magien sker.”
Hvad skal vi gøre oprør imod?
“Mod accelerationen – mod forestillingen om, at alt konstant skal gå hurtigere, være mere effektivt og mere strømlinet.
I en tid præget af tempo, swipen videre og hurtige løsninger er kunsten en nødvendig modvægt, der kan og skal insistere på det langsomme, det sanselige og det komplekse. Der er brug for at vi gør oprør mod tyveri af vores tid (læsetip i sommer: Momo og kampen om tiden af Michael Ende).
Oprøret er derfor også en insisteren om tid. Tid til at lytte, tid til at være tilstede, tid til at være i det uafklarede, og tid til at lade noget vokse frem – både i den kunstneriske proces og for publikum.”
Spørgsmål fra Ditte Troldtoft og Frederikke Kampmann, Operaen i Midten: Hvilke forandringer ser du som de vigtigste for operaens udvikling de næste 10 år?
“Vigtige forandringer er allerede i gang på tværs af hele kunstscenen, så også i operaen. Ingen sætter længere spørgsmålstegn ved, at begreber som bæredygtighed, inklusion og mangfoldighed har en naturlig plads i et operahus. Anerkendte forlæggere som Riccordi bidrager lige nu til arbejdet med at lave misogyne og racistiske librettoer spilbare, forskere graver u-opførte og glemte værker af kvindelige komponister frem, og operaen tager stor del i scenekunstbranchens eget bæredygtighedsforum, Theatre Green Book.
I en tid præget af digital støj, polarisering og fragmentering tilbyder opera noget sjældent: mennesker, der samles fysisk om en fælles, følelsesmæssig oplevelse
Hvad der viser sig at blive den største forandring, ved vi først om ti år. Det afhænger af, hvordan resten af verden udvikler sig. En udfordring, som jeg håber, vi har fundet en løsning på, er balancen mellem bæredygtig produktion, dvs. at vi co-producerer mere og mere, sådan at produktionerne får en længere levetid og opføres for et større publikum, og et stadig mindre marked for vores scenekunstnere, såsom instruktører, scenografer, lysdesignere, kostumedesignere og koreografer. Der bliver færre jobmuligheder, og det vil i sidste ende påvirke både mangfoldighed og kvalitet. Det ser jeg som et stort dilemma.
Omvendt er det mit håb og min forventning, at flere og flere opdager operaen, som snart den eneste scenekunstform, der er 100 % her og nu, 1:1 – ingen forstærkning, ingen mix, ingen autotune. I en mellemstor til stor produktion er der 100-200 kunstnere, der spiller sammen, live og unplugged for publikum hver aften. Det finder du ingen andre steder, og det vil bidrage til, at operaens rolle i vores samfund bliver vigtigere. I en tid præget af digital støj, polarisering og fragmentering tilbyder opera noget sjældent: mennesker, der samles fysisk om en fælles, følelsesmæssig oplevelse.
Vores operahuse kan således være kulturinstitutioner, og mødesteder og samfundsaktører; kulturelle kraftcentre.”
LÆS MED I NÆSTE UGE, hvor Elisabeth Linton sender stafetten videre til kunstnerisk direktør på Sort/Hvid, Nathalie Mellbye, med spørgsmålet: Hvad er et modigt kunstnerisk valg, som du endnu ikke har haft mulighed at gennemføre på Sort/Hvid – og er der noget holder dig tilbage?
Elisabeth Linton er uddannet som instruktør fra Den Danske Scenekunstskole med opera som speciale. Hun har arbejdet som både instruktør og dramaturg med både opera, musical og skuespil på nordiske og europæiske scener, og kom til Det Kongelige Teater fra en stilling som chefdramaturg på Malmö Opera. Hun modtog i 2007 en Reumert for Skriftestolen, og har siden hun blev ansat som operachef på Det Kongelige Teater i 2022, blandt andet iscenesat operaerne Rosenkavaleren, La bohème, Nabucco og Momo og tidstyvene, skuespillet De tre musketerer i Ulvedalene og Matilda the Musical. Elisabet Linton er ansat frem til 2031.
