Populært lige nu

Annonce

Bæredygtig Scenekunst NU lancerer Theatre Green Book på dansk

Bæredygtig Scenekunst NU indkaldte i sidste uge til lanceringens af den danske version af Theatre Green Book. En guidebog, der tilbyder løsningsmuligheder, som kan hjælpe scenekunstbranchen til at blive mere bæredygtig. Præsentationen fra de engelske udviklere gjorde det klart, at der skal ændres i meget for at sikre en bæredygtig fremtid.   

Annonce

”Dejligt overraskende at så mange mennesker vil læse en bog, der er lidt kedelig,” lød det med et glimt i øjet, da holdet bag Bæredygtig Scenekunst NU, Christian Gade Bjerrum og Jacob Teglgaard, bød velkommen til lancering af den danske version af Theatre Green Book på Det Kongelige Teater. 

Bogen er en guide til at skabe en mere bæredygtig drift i scenekunstbranchen og omfatter feltet bredt fra produktion til drift af bygning og er i den oversatte version tilrettet danske produktionsvilkår. 

”Som interesseorganisation er en del af vores ansvar at finde de bedste grønne initiativer for branchen,” sagde Jacob Teglgaard. Deriblandt er Theatre Green Book, der er udviklet i England, som er en grøn vejviser, der sætter standarder for en bæredygtig adfærd.

En fælles frustration

En af hovedaktørerne bag bogen er Paddy Dillon, der sammen med Lisa Bruger og Paul Handley fra National Theatre i London, var i inviteret med til lanceringen, så de kunne fortælle om afsættet og deres visioner bag bogen. 

Annonce

Paddy Dillon fortalte om optakten til Theatre Green Book, der bød på en lang række samtaler med repræsentanter fra hele branchen. Temaet var bæredygtighed, og det blev hurtigt tydeligt, at der var en fælles frustration på tværs af faggrupper, som handlede om, at udviklingen ikke gik hurtigt nok. Sammen satte de sig derfor for at undersøge, hvad der skulle til for at starte rejsen mod en mere bæredygtig teaterbranche. 

Launch af Theatre Green Book på dansk. Foto: Frida Gregersen
Launch af Theatre Green Book på dansk. Foto: Frida Gregersen

Vi skal kende de præcise udfordringer 

En afgørende faktor er at danne fælles front. Med mere end 10.000 teatre i Europa er der mulighed for skubbe til udviklingen, hvis der handles i fællesskab. Teamet bag Theatre Green Book forsøgte forskellige greb.

Det ene var en målsætning om en samlet reducering af C02-emissionerne med 

10% hvert år. Med det mål for øje fulgte spørgsmålet: Hvordan skal det gribes an? Her måtte de se på hver enkelt afdeling og de udfordringer, de stod med. 

Et andet var de praktiske hensyn, hvor det handlede om de faktiske udfordringer. Og for at få klarhed over hvilke behov, der er, inviterede de brancheaktører fra de store teater- og operahuse, de mindre teatre og de frie grupper og spurgte: ”Hvad vil du have, at andre skal gøre, så du kan gå i gang med de ting, som kan rykke ved udviklingen?”

”Vi havde brug at vide præcis, hvad udfordringerne i branchen var, for at vide, hvilke tiltag der skulle sættes i gang, og få udviklet en metode, som kunne favne hele feltet,” sagde det fra Lisa Burger. 

Der skal ændres i alt

The National Theatre blev brugt som case, og der blev set på bæredygtig produktion, bæredygtige bygninger og bæredygtig drift. I forhold til en bæredygtig produktion blev det hurtigt klart, at der skulle ændres i stort set alt, hvad der skulle sættes på scenen: scenografi, kostumer, rekvisitter. Alt! 

”Vi skal væk fra at bruge nye ting fra naturen – træ, stål etc. Det kan vi ikke blive ved med. Vi skal finde en måde at skabe cirkulære produktionsforhold på,”  sagde Lisa Burger og uddybede: ”Vi skal ændre måden at arbejde på på alle niveauer, og det er her Theatre Green Book tilbyder en række værktøjer og muligheder, som kan skabe større bæredygtighed på alle niveauer”. 

Det er ikke nødvendigvis svært, som Paddy Dillon pointerede, ”men det kræver samarbejde på tværs af alle sektorer. Og det kræver nye måder at tilrettelægge en produktion og drift af et teaterhus på”. Samtidig blev det pointeret, at det ikke kræver de store udfordringer at skabe en plan, men finansieringen selvfølgelig kan blive udfordringen i forhold til at eksekvere på planerne.

Launch af Theatre Green Book på dansk. Foto: Frida Gregersen
Launch af Theatre Green Book på dansk. Foto: Frida Gregersen

Gammel eller ny lyskilde?

Fra dagens begyndelse blev det gjort klart, at lanceringseventet er tænkt som en fælles samtale. Der kommer da også hurtigt spørgsmål fra publikum til panelet. Er det fx mere bæredygtigt at bruge de gamle lyskilder i stedet for at udskifte det hele med nyt gear og LED, som ikke holder lige så længe som de gamle? 

”Umiddelbart er det bedst at skifte til moderne lyskilder,” lød svaret, men som Paddy Dillon også understregede: ”Der er mange uklarheder. Vi har ikke alle svarene, og vi ved, at mange af de svar, vi giver nu, vil ændre sig over tid. Det eneste, vi kan gøre, er at handle efter bedste overbevisning, blive ved med at have en dialog om nye teknikker og erfaringer og udvikle os sammen i takt med dem”.

Beslut jer for at gøre det  

Med til debatten var også repræsentanter fra Det Kongelige Teater, som i en længere årrække har arbejdet målrettet mod at blive mere bæredygtige og reducere deres energiforbrug. 

Kim Fridbjørg, der er chef for grøn omstilling på Det Kongelige Teater fortalte, at de allerede har halveret deres energiforbrug, hvilket til dels er takket være solpaneler på Operaens tag, men også fordi energiforsyningen i Danmark generelt er blevet mere bæredygtig og bruger forsyninger fra bl.a. vindmøller. Derudover har teatret arbejdet på en langsigtet bæredygtighedsstrategi, hvor der er sat procenter på mængden af, hvad der må være nyt, og hvor meget der skal være genbrug i forhold til de nye produktioner. 

Sanne Brodersen, der er produktionschef på Det Kongelige Teater, gjorde det klart, at det hverken er enkelt eller ligetil at omstille et teater: ”Beslut jer for at gøre det, så kan I altid beslutte jer for, hvordan I gøre det, og hvilke veje I vil gå,” sagde hun.

Mange veje at gå

Et af Det Kongelige Teaters overordnede fokuspunkter er materialer, materialers genbrug og genanvendelse. Målsætningen er, at 50% af materialerne skal komme fra genbrug og 65% af materialerne fra en produktion går videre til et fremtidigt liv gennem opbevaring/genbrug. Derudover har teatret udarbejdet en række scenografiske standardkomponenter, som kan indgå i forskellige kombinationsmuligheder, hvor fx gulve og vægge kan udvikles inden for de eksisterende moduler og genbruges flest mulige gange. 

Sanne Brodersen pointerede, at det er vigtigt for Det Kongelige Teater, at bæredygtighed ikke bare er en god historie. Det skulle holde i virkeligheden. Der er mange forskellige CO2-beregnere og måder at notere sit forbrug på. De forskellige måleenheder tager højde for meget, men har også hver især deres mangler. På Det Kongelige Teater har de valgt at bruge vægtberegning. De vejer derfor alt, de bruger af kostumer, scenografi etc., og sætter det i skemaer for at se, hvordan produktionerne tager sig ud. De prøver også at involvere det kunstneriske team tidligst muligt og har lavet et velkomstbrev, der forklarer teatrets grønne overbygning. De kalder det mere omstilling end bæredygtighed. Den vigtigste gevinst er, at folk begynder at tænke med, og det er netop det, som skal til. Learning by doing. ”Kast jer ud i det,” lød Sanne Brodersens råd til branchen, som nu kan søge inspiration i den danske version af Theatre Green Book.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en...

Tre scenekunstnere udvalgt til Den Unge Kunstneriske Elite

Statens Kunstfond har netop udvalgt 13 kunstnere til det...

Borgen bliver til musical på Slagelse Teater 

I samarbejde med Lion Musicals forvandler Sjællands Teater DR’s prisbelønnede...
Rie Hammer
Rie Hammer
Rie Hammer, chefredaktør ISCENE. Tidligere ansvarshavende redaktør på teatermagasinet Teater1. Fra 2001-2006 anmelder og skribent på gratisavisen Urban og har sideløbende skrevet stykker for børn og unge. Rie Hammer er formand for Foreningen Danske Teaterjournalister, formand for Forenede Kritikere samt juryformand for Årets Reumert.
Annonce

Niels Erling: ”Hvis vi havde løst kampen mellem fornuft og følelse, så var der ikke mere suppe at koge på den pind”

Dramatiker Marie Bjørns Lov mig aldrig at glemme handler om en umage kærlighedshistorie, om længslen efter at kunne leve autentisk sammen med den, man elsker, samtidig...