Populært lige nu

Ny chef – nye visioner – Erik Pold: I kan godt glæde jer!

Erik Pold er netop tiltrådt som ny leder på Udviklingsplatformen for Scenekunst (UP). Som en del af artikelserien Nye chefer – nye visioner har vi spurgt...

Michael Schøt: “UP Comedy Festival skal være et trygt sted at slå sig”

UP Comedy Festival er gået fra 0 til finanslov på to år, og da jeg ringer til Michael Schøt, er de langt foran med...
Annonce

★★★★★☆ STAGES/SCENER – digte som sceniske opdagelsesrejser for læserens indre blik

Associeret kunstner i Institute of Interconnected Realities (I-IR), Jonathan Bonnici, har skrevet en fin lille bog ved navnet STAGES/SCENER. Den er udgivet af Forlaget bastard i samarbejde med de kunstneriske ledere af I-IR, Louise Stentebjerg og Ida-Elisabeth Larsen. Det er en performativ tekst i en lille bog med en uendelighed af perspektiver og opdagelser “fra det hverdagsagtige til det guddommelige”, som de skriver.

Annonce

Kan en bogside blive til en scene? Det er udgangspunktet for bogen, der samtidig inviterer læseren til at læse den højt og blive både instruktør, scenograf og skuespiller, mens billeder, ord og handlinger hvirvler op fra bogsiderne. Jonathan Bonnici har skrevet bogen på engelsk og arbejdet tæt sammen med redaktør og oversætter Lise Margrethe Jørgensen, der står for den danske oversættelse. De to udgaver kan læses fra hver sin ende af bogen. STAGES/SCENER er tredje udgivelse i Forlaget bastards skriftserie for performancetekster.

Teksten er scenisk med billedlige beskrivelser, der begynder på det nære personplan og gradvist vokser ud gennem det sociale til det eksistentielle. Fortælleren hører til på scenen, ser ud på publikum, observerer spillerne og får livet til at opstå lige dér i nuet. Scener er skrevet i digtform med en musikalsk og fængende rytme, der undersøger lys og mørke, liv og død, rum og livets mening. Det er ikke så lidt endda. I-IR har en praksis, der udforsker et udvidet begreb om koreografi, de kalder decentraliseret koreografi, “hvor koreografiske begivenheder udfolder sig på tværs af flere steder samtidigt”.

TERRA UMBRAE af I-IR. Foto: Anders Malmberg.
TERRA UMBRAE af I-IR. Foto: Anders Malmberg.

Sammenbrud og samlemani

Senest har jeg oplevet forestillingen Terra Umbrae, men også Spacing Out og A Play blandt andre, og fælles for værkerne er, at de træder ud af normerne for, hvad en scene er. I stedet graver de sig ind i de mange lag af en given situation. Det gør STAGES/SCENER også. Som publikum til I-IR´s forestillinger kan man være til stede og bevidne med forundring, mens man lader sig føre fra de mindste jordlag til de yderste galakser. Ofte ledsaget af ubestemmelige skabninger.

jeg læser digtene højt for katten, der ser ud til at forstå hvert et ord

Den erfaring påvirker også mine indre billeder, mens jeg læser digtene højt for katten, der ser ud til at forstå hvert et ord, mens den sender mig bekymrede blikke. Jeg læser om folk, der spjætter, skriger, hoster og græder, mens jorden skælver i første scene “Renselse”: “Befolkninger renses. Historien hvidvaskes. Der lyder et sonisk brag. Der er et Big Bang. Dommedag er nu.” Den følges af scenen “Samle”. Her etableres meget af det, vi forbinder med opbygningen af et såkaldt velfærdssamfund: fællesskab, dannelse, sundhedssystemer og lossepladser.

Annonce

Men der ligger også en potentiel kritik af samlemanien i formuleringer som: “De samler de vise ældre / De sammenkalder interessenter / De grupperer de udstødte / Driver de uvillige sammen / Lokker de apatiske.” Det er en retningsdreven åbning, der samtidig gør bogens præmis tydelig: Her er der ikke meget, der står stille. Alt er i bevægelse. Alt er oppe i luften.

Spacing Out. Institute of Interconnected Realities og Aaben Dans. Foto: Samuel Moore
Spacing Out. Institute of Interconnected Realities og Aaben Dans. Foto: Samuel Moore

Brud i stykker

Den næste scene hedder “Opbrud”. Fra det personlige plan i et parforhold “Jeg vil have, du giver slip på mig / Kan du give slip på mig? til det sociale system i en virksomhed, der fyrer en ansat: “Du er fyret / Pak dit lort og skrid, nu.” Teksten fortsætter som ringe i vandet til andre former for udstødelse: af en familie, et trossamfund eller et betroet embede.

Annonce

Hvis scenen er væk, hvor skal vi så opføre resten af teksten?

Den bevæger sig videre til et spørgsmål om identitet og et spirituelt niveau: “Jeg identificerer mig ikke længere på den måde / Jeg er ikke denne krop / Jeg er ikke disse følelser / Jeg er ikke disse tanker / Jeg er ikke disse sansninger.” Det leder til scenen “Ophøre”, der beskriver, hvordan et levende væsen lukker ned og bliver forstenet og mosbegroet.”

“Opløsning” tager stadig udgangspunkt i scenerummet, publikum, rækkerne, malingen, forventningerne og stoltheden. Alt går i opløsning. Hvis scenen er væk, hvor skal vi så opføre resten af teksten? Der er mange rum at gå ind og ud af gennem ordene og gennem læserens egen rolle som instruktør, scenograf og spiller på den abstrakte og samtidig konkret udfoldede scene.

A Play. Institute of Interconnected Realities. Foto: Ville Vidø
A Play. Institute of Interconnected Realities. Foto: Ville Vidø

En magisk Pandoras æske

De i alt seks scener under overskrifterne Renselse, Samle, Break Up, Ophøre, Opløsning og Bevidne bliver i mit hoved til et dramaturgisk forløb om liv og erkendelse. Ikke bedrevidende. Ikke med hverken fortrydelse eller eufori. Mere som en registrering af det, der er, indtil det ikke er mere. Mennesket udvikler sig eller måske ligefrem vågner op – bliver oplyst. Det er bogens helt store styrke, at der bag det konkrete hele tiden åbner sig noget langt større – som en magisk Pandoras æske.

På de blanke sider danser eftertanken velvilligt videre

Det er netop muligheden for mange læsninger, der skaber dynamik og bevægelse. Man kan være med, hvor mosset gror, men også i de højere luftlag – konkret eller i overført betydning. Bogen har sin egen musikalitet, bevægelse og dramaturgi og et abstraktionsniveau, som var den en koreografisk begivenhed i alle retninger. Særligt interessant er blikket indefra og ud på publikum. Det vender læserens eller publikums normale perspektiv på hovedet – vi placeres på scenen som medskabere.

Et af værkets drivmidler er modsætningerne mellem opbygning og nedbrydning, mellem individ og fællesskab og mellem det konkrete og det abstrakte. Sproget tilbyder en rigdom af levende billeder, kroppe og opdagelser, der er en stor, sanselig fornøjelse at læse. Især når den får lov til at performe sig selv gennem højtlæsning, er det som om, den allerede er blevet instrueret i, hvordan den skal sætte tryk, rytme og flow.

Bogen får os til at se det hverdagsagtige på nye måder. Blive overraskede, provokerede, inspirerede, og den sidste scene skal vi passende selv skrive: “Bevidne”. Og på de blanke sider danser eftertanken velvilligt videre i de efterdønninger, der er sat i poetiske svingninger. Scener er en lille bog, der bliver ved med at sætte stor bevægelse i sin læser.

Seneste

Månedens kunstnerportræt – Amalie Drud Abildgaard: “Det er den onde hævncirkel, jeg synes er interessant”

Månedens Kunstnerportræt. 32-årige Amalie Drud Abildgaard har været vidt...

Jessie Kleemann modtager Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse

Jessie Kleemann er en af seks kunstnere, der hyldes...

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Månedens kunstnerportræt – Amalie Drud Abildgaard: “Det er den onde hævncirkel, jeg synes er interessant”

Månedens Kunstnerportræt. 32-årige Amalie Drud Abildgaard har været vidt...

Jessie Kleemann modtager Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse

Jessie Kleemann er en af seks kunstnere, der hyldes...

Det Frie Felts Festival indgår samarbejde med kinesisk festival

Hvert år vil et danskproduceret scenekunstnerisk værk blive udvalgt...

Udviklingsplatformen for Scenekunst søger ny administrator

Har du erfaring med økonomi og administration? Og vil...
Dorte Grannov Balslev
Dorte Grannov Balslev
Journalist, kritiker og redaktionssekretær på ISCENE. Fagansvarlig på Lex.dk. Lang erfaring med udvikling af scenekunstprojekter i inkluderende formater. Forfatter til undervisningsmaterialer om scenekunst på Forlaget Alinea. Underviser i scenekunst og arkitektur. Cand.mag. i musikvidenskab suppleret med kandidatstudier i dansevidenskab.

Månedens kunstnerportræt – Amalie Drud Abildgaard: “Det er den onde hævncirkel, jeg synes er interessant”

Månedens Kunstnerportræt. 32-årige Amalie Drud Abildgaard har været vidt omkring i sit unge skuespillerliv, men aktuelt er det den udfordrende rolle som Elektra på...

Jessie Kleemann modtager Statens Kunstfonds livsvarige hædersydelse

Jessie Kleemann er en af seks kunstnere, der hyldes for deres store bidrag til dansk kunst- og kulturliv. Det er Statens Kunstfonds repræsentantskab, som...