★★★★☆☆ Brødrene Løvehjerte er et virkeliggjort eventyr

Teatret Zeppelins nye leder, instruktør Amanda Ginman, skaber sammen med scenograf Veronica Fabon en fin tvetydig fortolkning af Astrid Lindgrens Brødrene Løvehjerte som en rejse mellem liv og død, drøm og virkelighed.

Der er ord, der er så gode at tage ved lære af, at de kan følge en gennem hele livet. “Nogle gange må man gøre ting, også selv om det er farligt,” som Tvebak i Brødrene Løvehjerte siger til sig selv, når han skal samle mod: ”Ellers er man ikke et menneske, men bare en lille lort!”  

Frygtens tabuland

Der er ikke grænser for, hvor meget mod, der skal til, når man er Karl Tvebak, der fra starten af fanger både store og små fuldstændigt ind, sådan som magnetiserende Rex Leonard står dér i blåstribet pyjamas med store alvorlige øjne og fortæller: ”Det her eventyr begynder med, at jeg snart skal dø.”

Lige dér gik der et stille sus gennem børnepublikummet på de propfyldte rækker. Selv om de måske allerede kender Astrid Lindgrens klassiker, så er det et frygtens tabuland at vove sig ud i. 

Men helt i Lindgrens ånd forstår holdet på Teater Zeppelin kunsten at balancere, så man ikke flygter fra det svære og hospitalsnære, men samtidig sætter det ind i en eventyrlig ramme, der både kan rumme mørket og ikke mindst glæden og håbet. Her kan Karl rejse ind i et mellemland af drøm og virkelighed, liv og død, med storebror Jonatan (Hampus Egelund Ahlberg) som varm og usvigelig sikker støtte.

På rejse mellem liv og død, drøm og virkelighed

Zeppelins nye leder, instruktør Amanda Ginman, har sammen med scenograf Veronica Fabon med fin tvetydig effekt sørget for at fastholde hospitalet som realismeramme. Er det meste af historien i virkeligheden den døende Karls drøm? Eller er det i lige så høj grad en fabulerende rejse ind i et efterliv, hvor man kan dø og vågne op igen flere gange?

Som umiskendeligt realismeafsæt sidder Karl på sin hospitalsseng omgivet af sygeplejersker og læge, der siger ting som ”corpus finitus!”, uden at han fatter en brik. Men midt i det blege, sterile, angstavlende ventested sørger brormand Jonatan Løvehjerte for at mane en radikalt anden, eventyrlig virkelighed frem for sin elskede Tvebak: Nangijala. Et paradisisk sted, hvor man kan flyve og fiske. Et sted der dog også viser sig at gemme på en tyrans skræmmende mørke.

Afsted rider de to brødre – på heste skabt af sammenrullede dyner – ind i et landskab, der toner frem som et teater i teatret, hvor ramme på ramme angiver lag på lag af eventyrlige virkeligheder. Snart den hjemlige Kirsebærdals hvide blomsterflor, snart Rosendalens store visne roser efter den grusomme tyran Tengils hærgen.

Selv her kan hospitalsvirkeligheden dog pludselig blande sig, når Tengils kampklædte soldater dukker op i skikkelse af hospitalspersonale med mundbind og operationshætter. Men uanset hvad kalder det til modstand, en frihedskamp som brødrene selvsagt må kaste sig ud i, med hud og hest.

Slut med at være en lille lort

Den scenografiske indramning og rekvisitinventaret kommer dog til kort og virker for fersk og umagisk, når brødrene som kulmination på hele frihedskampen skal kæmpe med Tengils kæmpedrage Katla i fangegrotten. Effektfuld er selve optakten, når Morten Burian toner frem som en rablende kraftfuld Tyranskygge, og når et stort drageøje kigger ud fra bagvæggen. Men kunne vi ikke have fået bare et svirp af dragekløer? Det tror jeg børnene havde været med på. Holdet viser jo her netop, hvor fascinerende livagtigt de kan få en dukke til at stå frem som en skeletagtig livstidsfange. Så hvad med lidt Katlamagi?

Men magi er der fra først til sidst over Rex Leonard som en uforlignelig Karl, i rørende samspil med Hampus Egelund Ahlbergs robuste Jonatan.  Utroligt hvordan hans drengede, opløbne skikkelse både kan rumme den dødssyge, stækkede sorgramte Tvebak og den stadig sårbare men vovelystent legende og atletisk smidige Karl – dyrk lige hans superspøjse, fremadsparkende trav, når han er til hest!

Undervejs får Karl Tvebak gjort sig så modig, at han med alle sine farlige gøremål til sidst kan stå frem som Karl Løvehjerte. Slut med at være en lille lort. Det er et virkeliggjort eventyr, der kun kan skærpe ens trang til være lidt mere modig, uanset om man er stor eller lille.