★★★☆☆☆ Hvis der stadig er nogen i salen, der tror, de er et godt menneske…

Der er noget befriende grotesk over Faust på det nye Betty – som en surreel pixibog for voksne med underholdende nutidsfriktion, men forestillingen har svært at holde dampen oppe.

Det er sæson for umulige iscenesættelser. Og tak for det, nogen er nødt til at satse, ellers kommer teatret ikke ud af flækken.

Først kom Nørrebro Teaters Katarsis, som vovede sig ud i et rituelt eksperiment med helt konkret at mane vølvekraft frem på scenen. Så kom Teatermaskinen på Det Kongelige Teater, hvor seks skuespillere på en stor, tom scene skal formidle essensen af skuespilkunst. Og nu har Betty Nansen Teatrets nye direktørduo, Niels Erling og Nanna Jelsgaard, fulgt op med Faust, Goethes åndshistoriske sværvægter, inklusive den uspillelige, sjældent opførte anden del.

Her har et ungt hold valgt en form, der går kontra i forhold til det poetisk højtflyvende og eksistentielt tungtlastede mastodontværk, som Goethe skrev på gennem hele sit liv. Instruktør Lea Fedida Claussen har sammen med scenograf Maya Livingstone og digter og dramatiker Elias Sadaq skåret historien ned til helt enkle blokke. En slags pixibog for voksne, fortalt i raske hug med eventyrets knaphed og en legende aura af skolekomedie.

Det virker i første del som et letløbende frisk og surreelt skruet bud, der giver underholdende nutidsfriktion til den klassiske historie om den desillusionerede videnskabsmand Faust. Han bliver fristet til at indgå en fatal pagt med djævelske Mefisto – for så at havne i en række stadig mere absurde optrin.

Sporet efter Faust: sorte bodybags

Når Faust entrer scenen, er det som en Kloge-Åge kendis i gråmeleret jakke på foredragsturne med sin bestseller For a Better World. Men i akut krise. Osende af menneskelig afmagt og sårbarhed trænger Nicolaj Kopernikus lige igennem: ”Jeg kan ikke mere!” Fausts tro på sit red-verden projekt nedsmelter ved synet af os. Hvad er vi ”villige til at ofre?” med vores laden stå til og selvgode dobbeltmoral: ”Hvis der stadig er nogen dernede, der tror, de er gode mennesker..!”

Så hvad er det, Mefisto i dag kan lokke Faust på afveje med? Som skarp og elegant  manipulerende showmaster med hvidminket kabaretfjæs kan Thomas Hwan friste med, at skrivebordsidealisten omsider får magt til at handle og føre sine gode projekter ud i livet. Men med det basale Mefisto-benspænd, at Faust derved kommer til at gøre alt det onde, han ikke tiltror sig selv.

Gang på gang må manipulator-hjælper Mefisto komme med en sort plastic bodybag og trække et lig ud fra scenen.

Når Gretchen er et ølkrus

Der er noget befriende grotesk over, at den uskyldige, fattige Gretchen, som skal være Fausts store kærlighed, tripper frem som et reklame-ølkrus på smækre, høje hæle (en nutidsrobust Emma Weyde). Her i konsumland kan Faust erhverve sin kærlighed med shopping bags og glitterstads. Og vupti nedkommer Gretchen med en baby-born dukke, og Faust kommer til at kværke hendes intervenerende bror, mens hun selv bliver henrettet for at tage livet af sit barn.

Rap afvikling: to scener, to døde, og så er Fausts tragiske kærlighedshistorie ekspederet. Den plejer ellers at fylde en hel Faust-forestilling (Faust I). Den demonstrative tilspidsning af Goethes tekst fungerer overbevisende som klassiker-dekonstruktion: en synliggørelse af det groteske og fysisk voldsomme i dramaet. Men i og med den karske eventyrform er det blot typer, der omgiver Faust og Mefisto. Det begrænser holdets spillerum. 

Da Gretchens skrig fra henrettelsen med ét trænger igennem, går det lige i hjertekulen. Pludselig er det til at mærke, at der reelt er noget på spil – som kritik af hensynsløst menneskeforbrug og konsumkynisme. Men det savner jeg i stigende grad, især i konfrontationen mellem Faust og Mefisto, så vi som publikum ikke bare tager det hele ned som ironisk klassiker-spanking.

Faust i tomgang

Dramaet flader ud i den ”umulige”, mere fabulerende, omkringflakkende (og filosoferende) anden del (Faust II). Snart agerer Faust middelaldertroldmand, der indfører tvivlsomme pengesedler for at redde en falleret kejser, snart leger han Far, mor og børn med den Skønne Helena fra Sparta. Men han gør mere ondt end godt for så at ende op som formummet krigsherre og selvtilstrækkelig herskertype – til slut i underbukser. 

Måske problemet med at få konflikten til at flamme op mellem Mefisto og Faust er, at de her kommer til at ligne hinanden i deres syn på menneskenes fordærv. Faust bliver selv en del af fordærvet, men for Mefisto betyder det – trods hans mission accomplished – at han er dømt til at blive blandt menneskene uden at kunne excellere som den onde: ”Ondskaben kommer fra jer selv!” Det er ikke en Faust exit, der rusker i en. Snarere en let gang voksenskældud.

Under alle omstændigheder er det sin sag at skulle følge op på den rystende mavepuster af en åbningssalut med Milo Raus Pelicot-retssagen. En suveræn markering af direktørduoens ambition om ”kritisk samtidsteater, der gør os klogere”. Med Faust har de så givet et ungt par uden den store erfaring chancen for at gå løs på en überklog klassiker. En udfordring som Lea Fedida Claussen og Maya Livingstone har taget op med legende formstyrke, iderigdom og en sans for at skabe et eget univers. Som sagt indledningsvis: Godt med risikovilje!