★★☆☆☆☆ Teatermaskinen – maskinrummet er låst for de uindviede

Teatermaskinen er Staffan Valdemar Holm og Bente Lykke Møllers afsked med Det Kongelige Teater, og den lover at lukke os helt ind i teatrets maskinrum. Seks af landets mest erfarne skuespillere leverer øjeblikke af ren teatermagi. Men forestillingen taler et fagsprog, som kun de indviede forstår.

“Kom med helt ind i maskinrummet”. 

Sådan lokker Det Kongelige Teater publikum til Teatermaskinen, der er instruktør Staffan Valdemar Holm og scenograf Bente Lykke Møllers sidste forestilling, før de takker af efter en lang karriere. Løftet er stort: et kvalificeret bud på, hvad teater kan, og hvor kunstarten er på vej hen.

Store Scene står imponerende stor og sort. Der er ingen scenografi og ingen rekvisitter, kun seks skuespillere i sort tøj. Det minder om pantomimeteatrets enkle univers, og det er et rum, hvor alt skal skabes af kroppe og ord, lyd og lys.

Vi begynder med grækerne

Stina Ekblad står alene i spotlys og fortæller om istiden og om den ene i flokken, som havde skuespillerens funktion. Langsomt nærmer de fem andre sig fra siderne, og man mærker, hvordan kroppenes indbyrdes afstand ændrer hele billedet. Det er en begyndelse, som maler et billede og viser, hvordan skuespilleren arbejder med at trække publikum ind i fortællingen.

Så brydes illusionen. Karen-Lise Mynster synes, at istiden er et latterligt sted at starte, og vender sig mod salen. Det her er spild af både deres og vores tid, siger hun. Man skal begynde med grækerne og deres demokrati. Vi bliver bedt om at råbe beslutningen i kor, selvom ingen har spurgt os.

Olaf Johannessen springer som en hulemand ud over scenekanten. Fra pladsen bag publikum begynder han at tale svensk, nu som Staffan Valdemar Holm selv. Han forsikrer os om, at aftenen ligger i hænderne på skuespillere med betydelig erfaring. Senere afslører han “snydet”: Han er ikke Holm, men en ældre færøsk skuespiller, der spiller ham.

Kulturel kapital som adgangskort

Og ja, vi er i erfarne hænder. Men måske er de hænder blevet blinde for al den viden, de selv ligger inde med. Teatermaskinen kaster om sig med skuespilteori, teaterhistorie og praksisviden. For den indviede er det som at åbne det ene kinderæg efter det andet.

Nøglen til forestillingen er kulturel kapital. Har man set klassikerne, læst sin teaterhistorie og kender forskel på Stanislavskij og Artaud, åbner den sig. Har man ikke, står man udenfor. Selv med en kandidatgrad i Teater- og performancestudier kunne jeg ikke følge med i alle referencerne.

I et langt mellemstykke skiftes der fra teaterstykke til teaterstykke uden kontekst. Man ved kun, hvad man ser, hvis man genkender et navn eller en replik. Hvad skal netop Frøken Julie fortælle os om teatermaskinen? Det får vi aldrig tydeligt svar på.

Et tomt sæde i maskinrummet

Der mangler nemlig en vigtig person i maskinrummet: dramaturgen. Der står ingen dramaturg på det kunstneriske hold, og det mærkes. En dramaturg er det øje udefra, der spørger, hvorfor en scene er med, og hvad publikum skal have med sig fra den. Uden det blik bliver udvælgelsen kunstnernes egen, og logikken bliver hos dem.

Dramaturgen er også den, der holder en forestilling fast på sine egne regler og løfter. Og her er Teatermaskinen ikke konsekvent. I anden akt bærer to teknikere et bord ind, og en skuespiller erklærer, at det skal de ikke bruge. Grebet skal understrege reglen om, at her kun er skuespillere og ord, men i det øjeblik bordet står på scenen, er reglen allerede brudt.

Desto mere aparte virker den skærm, der gentagne gange sænkes ned med interviews med fagfolk om, hvorfor vi har teater. Den bryder med det tomme rum uden at blive kommenteret, og ingen på scenen forholder sig til det, der bliver sagt. Dermed overlader forestillingen sit eget spørgsmål til talende hoveder på en skærm, i stedet for at lade skuespillerne og ordet svare, som den ellers lover.

Når Teatermaskinen faktisk kører

Når forestillingen gør dét, den lover, er den til gengæld fremragende. Karen-Lise Mynster leverer en medrivende monolog fra et græsk drama, og hendes krops smerte bliver mærkbar helt ude i salen. Her ser vi, hvad teater kan: Lade os mærke andre skæbner gennem en anden krop.

Lige så enkelt virker det, da Nicolas Bro går hen over scenen, mens en af de andre skuespillere fortæller om den britiske instruktør Peter Brook, en af det 20. århundredes store teaterfornyere. Brooks pointe er, at en mand, der går gennem et tomt rum, mens en anden ser på, er nok til at skabe teater. I netop denne scene bliver teorien til praksis for øjnene af os.

Det nærmeste, vi kommer det bogstavelige maskinrum, er en scene, hvor en af skuespillerne spiller scenemesteren Torben. Han viser os teatrets tekniske muligheder, fortæller om stolelageret og beklager sig over balkonerne, der skærer ind over kukkassen. For en stund får vi lov at kigge ind bag det, der normalt er skjult for publikum, og her indfrier forestillingen sit løfte om at tage os med ind i maskinrummet.

Et farvel med ryggen til

Til sidst tager Olaf Johannessen aftenens eneste egentlige rekvisit frem, en glimmertryllestav, og knækker den. Dermed bryder forestillingen igen sin egen regel om det tomme rum. Koncertlys blænder salen, skuespillerne vender ryggen til os, og vi ser kun deres silhuetter, mens musikken buldrer og lyset dør ud.

Det er svært ikke at læse slutningen som et farvel. Efter næsten fire årtier med teater, heraf mere end 30 år på Det Kongelige Teater, vender Holm og Møller bogstaveligt talt ryggen til publikum. Det er et smukt billede, men også et sigende et.

En samtale mellem gamle venner

Man fornemmer en særlig frihed i Teatermaskinen. Har Holm og Møller taget sig den, fordi det er deres sidste værk? Er der færre i institutionen, der har bremset dem, og har de denne gang lagt tanken om at behage publikum fra sig? Noget tyder på, at de har lavet præcis det teater, de selv tror på og synes er sjovt.

Den frihed er både forestillingens styrke og dens svaghed. Styrken er en tro på skuespilleren og ordet, som giver aftenens bedste øjeblikke. Svagheden er, at friheden glider over i navlepilleri på en af landets mest prestigefyldte scener. Teatermaskinen føles som en samtale mellem gamle kolleger, som vi andre har fået lov at overhøre.

For den teatergænger, der har den kulturelle kapital i orden, er det en samtale, man kan byde ind i. Man fanger de interne referencer og griner de rigtige steder. Vi andre står i døren til frokoststuen og lytter med uden helt at forstå, hvad der er så morsomt. Løftet om at komme helt ind i maskinrummet holder ikke. Vi må gerne kigge ind, men samtalen fortsætter, som om vi ikke var der.