★★★★☆☆ Ubeboelig – kærligt og tragikomisk portræt af klimadisruption af den nære idyl

På Bådteatret spiller Out of Balanz den tragikomiske forestilling Ubeboelig. I en enkel, men effektfuld ramme får Troels Hagen Findsen og Ragnhild Kaarsgaard skabt en varm og humoristisk katastrofefortælling om en aldrende mor og hendes voksne søn, der konfronteres med klimaforandringer og stigende vandstande.

Skal vi grine eller græde? Det der med klimaforandringer er ikke længere tal og beregninger, der rammer os ude i fremtiden, men en del af det nære i menneskers hverdag verden over. Vildere, varmere og vådere vejr. Vådt fra siden, fra oven og fra neden. Man skal ikke tænke for meget over det, sådan siddende dybt nede i en båd under vandets overflade. Men det prisvindende kompagni Out of Balanz giver os det hele set med kærlig humor gennem helt almindelige mennesker, man kun kan holde af.

Vand fra loftet drypper om kap med vandet i kaffemaskinen. Ivans mor er gået på pension og flyttet i sommerhuset, hvor hun glæder sig til at nyde naturen efter mange år i byen. Men med et hus ved havet, viser naturen sig at være meget mere end havearbejde, fuglefløjt og rævelorte. Hun fortæller Ivan, spillet af Troels Hagen Findsen, at kommunen har sendt breve ud til alle i området om, at huset snart kan blive ubeboeligt på grund af oversvømmelse.

Overhængende katastrofe

Ivans mor, i herligt overskudsspil af Ragnhild Kaarsgaard, skaber en meget morsom karikatur af en nyslået pensionist. Et enkelt skuldertræk siger det hele. Godt plantet i en hvid plastikhavestol ved et lille hvidt bord med kaffemaskinen på, slubrer hun mageligt kaffen gennem den ene sukkerknald efter den anden – med sit selvtilfredse resting face.

Kontrasten til den tikkende bombe ved hendes dørtrin er et skønt billede på den magtesløshed og afstandstagen, der rammer de fleste nu. Nyhedsstormen er stadig mere skræmmende end den konkrete påvirkning i hverdagslivet. Men over hendes og Ivans hoveder er loftet et visuelt billede på, hvad der er i vente. Overalt hænger scenograf Laura Rasmussens fryseposer fyldt med vand – og i et hjørne står baljer, kar og skåle klar til at opsamle lidt af katastrofen. Publikum værger sig ved at sidde på 1. række.

Gradvist gennem forestillingen prikkes hul på poser, der drypper som en fysisk manifestation af den gradvise oversvømmelse, Ivan og hans mor ikke kan overskue at forholde sig til. Mor kan kun overskue at ringe og bede Ivan om at tømme kælderen, men Ivan kan ikke overskue at svare telefonen.

Grotesk afmagt

Troels Hagen Findsen skaber et sympatisk hængerøvsportræt af en søn med tilbagevendende mareridt. Han løber og sitrer og bliver suget ind i den ene katastrofedrøm efter den anden i Jari Matsis spidsfindige lysdesign. De to erfarne spillere kan deres timing ned til de mindste bevægelser og leverer et skønt samspil. Vi læner os trygt ind i historiens groteskhed i Katrina Bugajs sikre instruktion og spillernes eminente nærvær og publikumsrelation.

Sammen med Palle Nothlevs velfungerende lyddesign og Jari Matsis lys bevæger vi os mellem tid og sted. Ivan beroliger sig selv med guitar og dyb, hæs sang og naive tekster a la Svantes Viser. “Flasken blir´tom / Eva sir´ kom!” Et andet sted på scenen ser vi mor rejse sig et øjeblik fra stolen og lave gymnastiske øvelser et par sekunder. Energien er ikke til det store. “Man kan blive så træt, at det føles som om, man er under vand,” siger Ivan.

Grønt lys gør med et alle de nedhængende vandposer grønne. Mor og Ivan ser ud til at svømme og flyde – selv kaffekoppen og stolen flyder. De bevæger sig så overbevisende, at det er svært ikke at tro, de er sjask våde, da de med endnu en lyseffekt kommer op til overfladen igen.

Kreativ iscenesættelse

Andre sceniske effekter er fx et flaksende lysstofrør og to stole overfor hinanden. Straks er vi ude at køre tog. Kroppene ryster på den helt rigtige, overspillede måde. Eller da sand hældes ud på scenen, og vi forstår, at Ivan er nået frem til huset og står med fødderne i vandet. Orange lys og sange fra den tid, familien altid sang solen ned, sætter en eftertænksom tone med ordene “man troede, det ville blive ved med at vare”.

Med sceniske effekter og kropsligt sublimt spil bæres vi humoristisk gennem et af tidens tunge temaer – set fra det helt nære perspektiv. En overbevisende iscenesættelse, hvor kun de spritnye rekvisitter som zinkbalje, babybadekar og forskellige skåle ikke spillede helt så vellykket med. For Ivans mor har helt sikkert noget gammelt skrammel med mange år på bagen. Rekvisitter fra genbrug ville være oplagt – også forestillingens tema taget i betragtning.

Når det er sagt, er vi bare rigtig godt underholdt. Uden at blive slået i hovedet med vores manglende handlekraft, bliver vi tværtimod kærligt mødt i al vores afmagt overfor de mareridtsscenarier, vi dagligt præsenteres for. I krop, ord, lyd og scenografi kan vi spejle os i både frygten og minderne fra en anden tid. En tid, hvor man med ro i sindet kunne suge kaffe gennem sukkerknalder og nyde en god havudsigt uden at få mareridt.