★★★★☆☆ Lydløst brænder ahorntræet – højstemt og site-specific musikteater

Der er lagt op til den helt sakrale stemning, når Teater Gruppe 38 i samarbejde med Aarhus Domkirke og Aarhus Symfoniske Orgelfestival slår kirkeporten op til Lydløst brænder ahorntræet. Musikken og omgivelserne stjæler billedet, mens teksten spiller andenviolin.

Selvom jeg har boet i Aarhus i årevis, er det faktisk første gang, at jeg befinder mig i byens domkirke. En halv snes korsangere i anonymt, sort tøj sidder i en halvcirkel med front mod menigheden. På bagtæppet projiceres silhouetten af et ahorntræ, og da kirkeklokkernes ubønhørlige ringning fortoner sig, starter forestillingen.

Bodil Alling træder med moderlig myndighed frem til et nodestativ, som var det en prædikestol. Henover en række kapitler fortæller hun en tidløs fortælling om en gudsfrygtig præstesøn, der mister sin far, men til gengæld får en ny verden gennem ordets kraft.

Kapitlerne er adskilt af en række nyskrevne kompositioner af komponist Gorm Askjær. De fremføres på domkirkens opulente orgel af organist Kristian Krogsøe i samspil med det velklingende kor under ledelse af Frieda Funk. Musikken er forestillingens absolutte hovedrolleindehaver, og det lader til, at der er her, alle ressourcerne er investeret.

Stemning over historie

Lad det være sagt med det samme: rent scenisk sker der ikke alverden i Lydløst brænder ahorntræet. Virkemidlerne er få, og jeg har i langt højere grad oplevelsen af at være hensat til en stemning end at være vidne til en egentlig fortælling. Hvis der gemmer sig vigtige ord i korets sang, fanger jeg dem ikke, for jeg kan ganske simpelt ikke høre, hvad der bliver sunget. Efter få strofer opgiver jeg ævred og læner mig i stedet ind i tonerne. Det gør godt.

Bodil Alling – en af aarhusiansk teaters vigtigste skikkelser gennem årtier – fortæller historien med mesterlig indlevelse. Diktionen og især mimikken emmer af erfaring, og stilistisk kammer det af og til næsten over i børneteater, men det passer faktisk glimrende til det alvorstunge rum og det uskyldige perspektiv, hvorfra fortællingen betragtes.

Koncert eller teaterforestilling?

I programmet står, at Lydløst brænder ahorntræet “forener scenekunst orgel- og kormusik i ét værk”. Det er vel strengt taget ikke misvisende, men jeg vil dog hævde, at hovedvægten klart ligger på de to sidstnævnte elementer.

Set fra mit sæde på kirkebænken er der nærmere tale om en iscenesat koncert end en teaterforestilling, og det er sådan set fint med mig. Jeg har bare ikke noget tæt forhold til nykomponeret orgelmusik, og derfor bliver store dele af forestillingen relativt uanalyserbar.  

Teksten er fin, men ikke mere end det, og taget i betragtning af, hvor meget forestillingen handler om ordets kraft, savner jeg mere poetisk substans og originalitet. Til gengæld giver kirkerummets naturlige scenografi en uforlignelig tyngde til forestillingen. Det er et meget velvalgt scenerum, og det er en stor del af oplevelsen.

Lydløst brænder ahorntræet er uden tvivl en mindeværdig oplevelse. Patosen er fornemt afstemt, og selvom det er de helt tunge følelser, der er i spil, balanceres de fint med forestillingens barnlige perspektiv.