Hvor er pengene? Dramatiker Trine Rosa Bonde fandt dem på et hotelværelse

Da dramatiker Trine Rosa Bonde igen og igen fik at vide, at der manglede penge, begyndte hun at lede efter dem andre steder end i scenekunstens eget rum. Resultatet blev Blodet i vores årer, en co-produktion med et teater på et hotelværelse, hvor økonomiske begrænsninger ikke skjules, men bliver til en del af værkets intime og konfliktfyldte form.

I aften er der repremiere på dramatiker Trine Rosa Bonde og Mungo Parks Blodet i vores årer, der sidste år havde premiere på Hotel Ibsen. Denne gang spiller den på Hotel Ottilia i Carlsbergbyen. Hotelværelset bliver til en kampzone, da to brødre mødes dagen før deres fars begravelse, og en lille gruppe tilskuere sidder midt i konflikten. Brødrenes dialog om arven efter faren vokser nemlig hurtigt til en voldsom konfrontation om identitet, kærlighed og overlevelse i patriarkatets skygge.

”Det stedsspecifikke har nogle andre rammer, der skaber et autentisk miljø, som lukker publikum helt ind i universet. Det kan være sårbart og grænseoverskridende, men samtidig har de fleste været på et hotelværelse før. Så stedet har ikke de barrierer, man kan møde på et traditionelt teater,” siger Trine Rosa Bonde, da jeg fanger hende på telefonen et par dage før premieren til en snak om den stedsspecifikke forestilling.

Tekstens intimitet

Blodet i mine årer er første del af en planlagt trilogi, der undersøger patriarkatet fra forskellige vinkler med inspiration fra bibelske myter. Den første forestilling er inspireret af myten om Kain og Abel og handler om, hvad patriarkatet gør ved mænd og deres måde at være i relationer på.

“Personligt er jeg optaget af det relationelle, og hvordan man kan skabe en intimitet ved at spille et andet sted. Når vi spiller stedsspecifikt, er der ingen scenografi eller teknik, så hvor tæt på publikum kan vi komme?” spørger hun og fortsætter:

“Som dramatiker er jeg selvfølgelig optaget af tekst. En del teater er meget scene/teknik-tungt, og vi får nogle andre muligheder for at lave moderne fortællinger, når teksten er det bærende element. Også selvom de har afsæt i myter, for det er de historier, vi står på skuldrene af, der har formet vores måde at danne relationer og hierarkier.”

Trine Rosa oplevede ved premieren i 2025, at forestillingens relationelle tematik også flyttede over i publikum. “Publikum rejste sig og begyndte spontant at tale sammen efter forestillingen, fordi de havde oplevet noget voldsomt og også eksklusivt sammen,” forklarer hun. Der er samtidig en oplevelse af, at formen kan tiltrække folk, der ellers ikke søger teatret. “Det handler for mig også om at skabe et rum, hvor publikum kan slappe mere af og som kan åbne for, at nogen får lyst til at gå mere i teatret, fordi rammerne ikke er så fine.”

Udebane kræver smidighed

Det umiddelbart begrænsende hotelværelse, der kun tillader omkring 10 tilskuere per gang, spiller dermed med ind i oplevelsen og bliver en styrke i stedet. Både kunstnerisk og økonomisk.

“Jeg har ofte oplevet, at en stor del af produktionsbudgettet går til leje af en teatersal, og at teatrene ikke har penge at bidrage med, så jeg blev nysgerrig på, hvor pengene så er. Teksten ledte mig til et hotelværelse – nu det andet samarbejde med et hotel. Man kan jo ikke bare bygge en scenografi på et hotelværelse, så stedet tvinger os til at være smidige og finde løsninger. Det bliver anderledes denne gang, men den ene løsning er ikke bedre end den anden, det er bare en anden løsning,” forklarer Trine Rosa.

Samarbejdet handler også om relationer, og her har forestillingens konsulent Per Bloch spillet en central rolle. “Han er supergod til at opbygge relationer og finde ud af, hvad vi hver især kan få ud af samarbejdet, og så har jeg været der som både dramatiker og producent, og det er en god tryghed for hotellerne. Det er lidt som at være på date, hvor man er opmærksom på, hvad der gør den anden tryg,” smiler hun.

Samtidig understreger hun, at det også er vigtigt, at det kunstneriske hold og spillerne er åbne og smidige, for det bliver ikke nødvendigvis, som man først forestiller sig, når man spiller på udebane. Men netop det vilkår betyder også, at arbejdet får en friskhed, som fungerer rigtig godt.

Det barnløse måltid

Trine Rosa Bonde er allerede i gang med næste del af trilogien, der skal foregå som en form for madteater og bygge videre på hendes erfaringer med publikums lyst til at dele oplevelsen. “Det skal være tre akter med tre retter, hvor publikum er med til bords. Sidste ret er en deledessert, hvor publikum kan udveksle erfaringer i et åbent format,” fortæller hun om næste værk, der har afsæt i myten om Lilith, Adams første partner, som blev skrevet ud af Bibelen.

“Temaet bliver kvinder, der vælger børn fra og samfundets blik på dem. Det er et emne, jeg er ret optaget af, og som jeg også er i gang med at skrive speciale om på Teater- og performancestudier på Københavns Universitet. Jeg havde lyst til at udvide mit perspektiv med det akademiske,” fortæller hun, der også har haft en kronik i Politiken om emnet.

“Jeg vil ikke lave en forestilling om, hvad der er rigtigt eller forkert, men portrættere forskellige generationers blik på det at være barnfri. Mange steder – måske også her i Danmark – kan der være en forventning om, at det er et samfundsansvar at få børn. Et fravalg kan i nogle samfund have voldsomme konsekvenser,” fortæller hun, før hun drager videre til de sidste forberedelser på den aktuelle forestilling.

LÆS OGSÅ: Blodet i vores årer – Kain og Abel på syre.