★★★☆☆☆ Radionauterne flytter poetisk videnspodcast ind på scenen

Nørrebro Teater har sammen med den populære videnspodcast for mindre børn Radionauterne kastet sig ud i en børneteaterforestilling baseret på podcastens koncept. Det er der kommet en ganske sød og poetisk hjem-ude-hjem-historie ud af. Men hvorfor er der kun én skuespiller på scenen?

Podcasten Radionauterne er for nysgerrige børn, der stiller spørgsmål om verden til de to værter, Karen Brüel Birkegaard og Lisa Bay. De finder svarene på missioner ud i samme verden, hvor de besøger fx museer og dyreparker og taler med eksperter om det aktuelle tema. Det koncept er nu overført til Nørrebro Teaters store scene.

Højt lixtal i scenografisk poesi

Først sidder vi mørket og hører bare en nysgerrig dreng og hans mor over morgenbordet. “Hvorfor er mælken egentlig hvid?” og “Men mor, er månen lavet af ost?” spørger drengen sin lidt fortravlede mor, inden deres stemmer fortoner sig. Stemmerne afløses af en knitren, som fra en gammel radio, og så dukker de to radionauter op og får tæppet til at gå.

Bag dem ser vi det forladte morgenbord i Karla Nor Holmbäcks skønne visuelle stil, der signalerer illustreret børnebog. Radionauterne kravler ud af vinduet over bordet. På jagt efter drengen, men i virkeligheden mere på jagt efter at svare på hans spørgsmål. En raket fyres af, og så er de på månen, hvor der er småt med ost. Til gengæld er der masser af glasskarpt støv og et fodspor fra den første mand på månen. Her er der nemlig ikke noget vejr, der kan viske sporene ud.

Videnskabsmanden Isaac Newton, der definerede loven om tyngdekraft, dukker op. Men han dvæler ikke ved det tema, for han er i gang med at undersøge, hvor farverne findes. I øjet? Eller i solens lys? Der er meget kompakt viden og også en del ord med temmelig højt lixtal på én gang til et publikum fra 5-års alderen, om end scenografien i sig selv giver nok at gå på opdagelse i. Her afløses månelandskabet af en ulmende vulkan og siden af et undervandslandskab, før vi atter vender hjem til (lyden af) den nysgerrige dreng, der fortæller sin mor om alle sine oplevelser.

Pas på, en vulkan!

Det er lidt uklart, om de to radionauter går i drengens fodspor eller skal forstås mere billedligt som hans nysgerrighed. Det betyder nok mindre, men fortællingen kunne måske have været formidlet med større styrke, hvis de optrædende havde været skuespillere.

Jeg forstår selvfølgelig, at det er et samarbejde med podcasten, men Nørrebro Teater er et stort rum at spille op, og her kan håndværk altså noget. Energien bliver lidt tung, når karakterarbejdet mest er nogle simple koreografiske greb, og de to radioværter har lidt svært ved at håndtere de tilråb fra salen, som de selv sætter i gang, eller publikums spontantjublende “Pas på, en vulkan”, som de slet ikke reagerer på.

Christopher Nallo har den lidt tvivlsomme fornøjelse som eneste skuespiller på scenen, og det ofte i nonverbale karakterer, der kammer lidt over i klicheen om, at børneteater handler om at overgøre sit spil. Ligesom Cirkus Summarum ikke er cirkus, er dette hybridprodukt heller ikke rigtig teater. Jeg kunne ønske, at teatret fandt samarbejdspartnere med nogle af de mange dygtige børneteatre i lokalområdet i stedet.

Det sagt, er Radionauterne en ganske sød og visuelt poetisk hjem-ude-hjem-historie, som havde udmærket fat i publikum til premieren. Thordis Ivarsdottir har komponeret fine spinkle toner, der spiller godt ind i det scenografiske univers og historiens naivt-nysgerrige drivkraft. Men balancen mellem det glimrende formål og udførelsen vælter lidt, når de voksne kommer til at tale ned og ikke op til de børn, der mod slut berettiget spørger: “Hvor blev drengen af?”