Stigma + Pre Act er lig med højt til loftet og kraftfuld dans

Sydhavn Teater har lanceret et nyt koncept, Stigma + Pre Act, hvor et etableret værk kobles med en ung kunstners arbejdsproces som et kig ind i fremtidens scenekunst. Denne aften er det Aline Combe, der stiller spørgsmål til, hvordan vi skaber vores liv, mens koreograf og danser Kitt Johnsson suger os ind i sin verdenssucces, Stigma fra 1999.

Sydhavn Teater holder i øjeblikket til på Spor 10 i Vasbygade, hvor den gamle industri stadig står upoleret hen og skaber interessante, urbane scenerum. Her finder et interessant møde sted mellem et work in progress og et værk, der har været danset gennem 25 år. To forskellige værker, der på hver deres måde adresserer eksistens med vidt forskellige virkemidler.

Stigma er et minimalistisk værk med et intenst udtryk og nærvær, der slår tilbage med en kraft og magi, der transcenderer tid og rum. Aline Combes projekt stiller derimod åbne spørgsmål i mange retninger i et udadvendt udtryk mellem flyvende stegepander, monologer og energiske, koreografiske repetitioner.

★★★★☆☆ Pre Act, Aline Combes

Aline Cobes visning foregår i et mindre rum med hvidkalkede vægge, hvor der er opsat stole og lagt puder på gulvet. På den etablerede scene ligger en neongrøn sovepose til højre for os og et neongrønt iglotelt helt yderst til venstre. California Dreaming lyder som fra en medbragt transistorradio – derefter stilhed. Situationen har en indlejret humor og absurditet, der pibler, langt før vi ser en bevægelse eller hører et ord fra Aline. Der er fin sans for timing og forståelse for pausens kvaliteter i det åbne eksperiment, vi inviteres ind i.

En subtil bevægelse inde i soveposen. En lille stang der kommer til syne ud af posen og forsøger at ramme ned i et lille glas med grøn væske. “Please can you guide me?” Publikum guider med ord. Relationen til publikum er åben og naturlig, som en samtalepartner på trods af, at Aline holder ansigtet skjult i halvdelen af visningen. Hun ligger gemt i soveposen, i en neongrøn hovedmaskering eller bag en plasticpose under fine monologer, der inviterer stand-up-genren ind i et nyt format.

Vi hører om forsøg på at få greb om livet. Sindrige konsekvensberegninger af at være i live – få en kæreste, få børn, indtage føde og motionere. Fødderne fejes minutiøst af, før de kommer ind i teltet. Utallige eksempler på tidens perfekthedskultur rulles ud i højt tempo fra HIIT træning til afstandtagen til teflonpander. Hænderne svinger repetitivt og præcist ind i lårene. Rykvise armbevægelser og hektiske yogiske vejrtrækningsøvelser udtrykker desperationen.

★★★★★★ Stigma, Kitt Johnson

Næsten som en modsætning træder vi ind i Kitt Johnsons værk i et mørkt rum med sort molton om hele scenen og Mogens Kjempffs fascinerende dystre verden af lys og skygge og effekter i vinylen, der skaber magiske billeder. Hun sidder allerede blandt publikum, da vi kommer ind. Ikke alle ser hende – ansigtet pakket ind i net og kroppen svøbt i en lang sort frakke og sort hætte.

Kroppen bevæger sig både vraltende og trissende afsted. Løber, stopper, ser sig undersøgende omkring. Tæerne er løftet, og det giver en næsten svævende effekt i lyset, der opløser konturerne mellem krop og baggrund. Især da den læner sig bagover og frem, hovedet pludselig rykker eller benene bøjes, så frakken er tæt på gulvet og armene synes dobbelt så lange. Hænderne rækker ud og har deres egen koreografi af mønstre og former. Som ved trylleri forvandles kroppen til andre væsener og dyr. Form og funktion er på en og samme tid både knivskarpt og flydende fremstillet.

Senere med bar overkrop fortæller ryggen, skuldre og arme historier i sig selv. Et insekt måske med blafrende vinger, en abe der går på knoer og tæer. Den brummende musik tilføres fuglelyde. Sture Ericson og Jacob Kirkegaards musik understreger og løfter universet, som den stigmatiserede eller mærkede krop gennemlever. Transformationer, tilpasninger og vores blikke fra tilskuerrækkerne gør os også til en stor del af dette værk.

After talk

Begge værker har en eksistentiel agenda, der adresserer, hvordan livet efterlader spor i mennesker og giver os forskellige tilgange til livet. Kitt Johnson beskriver en følelse af stor frihed i værket, de har ændret sig ganske lidt gennem årene. Det var oprindeligt med live musik på scenen, men selvom det er flyttet ud mixes musikken og styres lyset live, så hun kan sætte aftenens timing, som det føles rigtigt. Hun understreger, at det er “urgency”, der driver kunsten – og denne indre trang til at skabe bærer værket.

Aline Combe er i den anden ende af karrieren med en styrke, der handler mere om den umiddelbare kontakt til sit publikum og nogle temaer mange kan spejle sig i. Dertil kommer en frygtløs tilgang til at afprøve og eksperimentere med både ord, bevægelse og absurde rekvisitter, så man kun kan trække på smilebåndet. Der er helt tydeligt nogle funny bones af den slags, der får publikum til at grine ved selv den mindste bevægelse eller trækning.

Det er et interessant koncept, Sydhavn Teater har sat i søen. Vi får både indblik i et kunstnerisk maskinrum og i det etablerede værk. Rækkefølgen er velvalgt, så vi kan slutte i det samlende, rolige, men intense udtryk. Ekkoet fra det foregående værk synes at gøre mørket mørkere og intensiteten dybere.