★★★★☆☆ Arnarulunnguaq – kompliceret historie i flot formidlet børneforestilling

Det Lille teater og Marionet Teatrets iscenesættelse af fortællingen om den unge grønlandske kvinde Arnarulunnguaq, der i årevis rejste med polarforskeren Knud Rasmussen, er egentlig for kompliceret for målgruppen fra 2 år. Men veludført dukkeførerarbejde giver alligevel de mindste en fin oplevelse.

”Der er et kæmpestort land langt mod nord.”

Sådan starter fortællingen i Nina Kareis’ iscenesættelse af Arnarulunnguaq – Den store lille kvinde på Marionet Teatret i Kongens Have. Det er historien om inuit-kvinden Arnarulunnguaq, der i årevis rejste sammen med polarforskeren Knud Rasmussen. Men det er også en fortælling om et særligt land, et særligt folk, et særligt sted, hvor mennesker og ånder lever i samhørighed.

Gennemført æstetik

Marionet Teatret er iført hvid pels med en stor, rød-hvid cirkel i midten, som sender hilsner til solen over havet i Aappalaartorput, det grønlandske flag. Arnarulunnguaq – Den store lille kvinde er i det hele taget meget gennemført rent æstetisk. Nok især med en æstetik, der taler til de voksne.

Der er kælet for detaljerne i Sigurd R. Dissings fine, små dukker. Kvinden Arnarulunnguaq er iført hvide pelsbukser og en genkendelig, rød bluse, som gør det let at skelne denne dukke fra de øvrige. Polarforskeren Knud Rasmussen er iført sælskind og en solbrille, som giver ham et kækt, selvsikkert udtryk.

Sammen bevæger de to små dukker sig omkring på hundeslæde i et hvidt pelsunivers i Samal Blaks scenografi, som sender tankerne i retning af både islandskaber og isbjørnepels. De tre skuespillere og dukkeførere, Kristian Mølgaard, Yulia Lystbæk og Alex Lehman, er det meste af tiden i bedste kamuflagestil iført hvide pelskostumer, som næsten får dem til at ligne afskyelige snemænd – til morskab for børnene på tilskuerrækkerne. 

Småt og fint

Selvom fortællingens omfang er vidtstrakt og sender de to opdagelsesrejsende langt omkring i verden – fra Grønland over Canada og Alaska til New York – så benytter Nina Kareis’ iscenesættelse sig af virkemidler i ganske lille skala. 

Den tofarvede cirkel fra fortæppet vippes, så en pelsdækket, skrå overflade dukker frem. Heroppe kan de tre dygtige dukkeførere bevæge de små dukker omkring. Små dyr som isbjørne, sæler, hvalrosser og hunde dukker op. Ligesom en sort fugl svæver forbi, og ryggen af en hval titter op over horisonten, som skifter funktion fra isbjerge til havoverflade. 

Fortællingen er indtalt på forhånd af Bendo Schmidts rolige stemme. Skiftevis på grønlandsk og dansk, hvilket fungerer virkeligt fint. Desuden har historien, der indeholder tro på ånderne og deres magt, et dragende præg af noget mytisk – som var det en oldgammel fortælling, overleveret fra inuit til inuit gennem generationer.

Voldsom historie for de små

Også Arnarulunnguaq og hendes to yngre brødre præsenteres som små, fine dukker. De hopper glade omkring, indtil deres mor erklærer, at de mangler mad. ”Hvem skal vi sige farvel til?” lyder det barske spørgsmål til børnene. For manglen på mad nødvendiggør et offer. Her melder Arnarulunnguaq sig frivilligt til at dø for de andres skyld. En temmelig voldsom fortælling for de 2-årige. Men måske de slet ikke fanger den detalje.

I det hele taget er historien meget kompliceret for et børnepublikum. Indholdet er i høj grad mere relevant for de voksne publikummer. Til gengæld kan børnene fornøje sig med at se de mange, sjove dukkedyr – og en overgang endda et helt hundeslædekoppel i naturlig størrelse, der med deres lange, røde tunger hængende ud af gabene, stirrer ud mod publikum.

Se forestillingstrailer her.

LÆS OGSÅ: ARNARULUNNGUAQ – DEN STORE LILLE KVINDE – Knud Rasmussens makker får sin egen historie på scenen