★★★★☆☆ Der er langt fra top til bund i den fejende flotte Hjørring Revyen 2026

Hjørring Revyen 2026 er svøbt i en godt tænkt og fint forløst Europa-ramme, der er spot on på tidsånden. Revyen bader os i lækre vibes fra de brølende tyvere og byder på original samtidssatire og et tårnhøjt musikalsk niveau. Helhedsindtrykket bliver dog ujævnt, da der også er mange tynde tekster og vraggods fra den gakkede værktøjskasse, som fremstår altmodisch i dag – for nu at blive i den tyske jargon.

Det er en svær øvelse at anmelde årets Hjørring Revy. Efter en fejende flot første del, der har sidste års høje niveau, taber revyen markant flyvehøjde i anden del, der minder om forrige års mangel på gode ideer. Hjørringrevyen er ikke ene om at knække på midten i år, og det handler både om numre under niveau, men også om et flow, der kulminerer før pausen – og så er der lang vej hjem.

Hvor skal vi hen?

Det starter – og slutter – ellers virkelig godt. Hjørring Revyen er i år tænkt ind i en europæisk ramme med afsæt i “de brølende tyvere”. Det afspejler sig i Camilla Bjørnvads forrygende gyldne, art deco-inspirerede scenografi, der i Kasper Daugbergs lysdesign bader os i berlinervibes.

Det høres i revydirektør Henrik Baloo Andersens kompositioner og arrangementer. Orkestret har som altid i Hjørring et tårnhøjt niveau, der får hele salen til at swinge med, hvad enten klubstemningen breder sig eller højskolesangbogen nyfortolkes.

Den europæiske ramme fanger tidsånden spot on. Den forløses i den medrivende finale Europa, der tager os på rundrejse på kontinentet fra Pigalle og Champs-Élysées over svensk pop og tyske luftballoner, til vi lander i All you need is love. Et vidunderligt nummer, der lader håbet lyse over de mange kriser, vi besøger i løbet af revyen ved at hylde de europæiske værdier, vi netop nu famler efter at redefinere. Det formuleres i åbningsnummeret som: “Vi ved, hvor vi kommer fra / men ikke hvor vi skal hen”.

Vi skuler på det

Hjørring Revyen har de senere år haft flere politiske satirenumre, og det klæder revyen godt. I år tager Kasper Le Fevre En politisk kop kaffe, hvor den lidt tynde analogi er, at der er for mange spørgsmål og genbrug forbundet med substanser. Regeringsdannelse og partiernes særkender afhandles rapt, mens de tomme rum især runger i Venstres mantra “Vi vil gøre Danmark rigere” – og i det reelt tomme gruppeværelse hos Borgernes Parti.

Hele holdet er i hawaiiskjorter til koloniseringssatiren Hilsen fra os, hvor der er lyst til at overtage en ø, hvor “der bor andre mennesker / men op i røven med det / vi planter bare vores flag”. Teksten af Jan Svarrer og Vase & Fuglsang peger både på Trump og os, mens ukulelen lystigt akkompagnerer de kolonialistiske drømme.

Klimakrisen fylder i Søren Elsner Knudsens enkle opdatering af de gamle fiskereklamer, Det er ik’ så ringe endda. Nu er der paneret plastic på tallerkenen – og det er faktisk ringe. Klimatemaet får også en musikalsk tur i Rasmus Søndergaard og Kristian Jensens veloplagte gendigtninger i Højskolesangbogen Vol. 2, hvor blæsten går frisk over “det øde hav”, og den nylige regn kun udløser tanker om stormflodssikring. Begavet skrevet og smukt leveret.

De tre små grise er selvfølgelig også nået til Hjørring, hvor især Marie Mondrups sødme foldes bedårende-vemodigt ud i de “glade” grises sang Den rullende stald om pladsmangel og et håb, der knuses på en krog i slagteriet. Den svider. Samtidig omfavnes Udkantsdanmark også, som så ofte før hos Hjørring Revyen, der dermed nuancerer billedet af landet uden for de store byer. Kasper Le Fevre “skuler på det” i Thor Gunnars sang med den guddommelige titel Kragerne vendes i smør.

Find gnisten hos bandagisten

Tom Jensen giver stille nerve til Gunvor Reynbergs vise Solsikkebørn, der modigt får plads. Revyen kan sagtens bære de emner, der ikke kalder på grin, men derimod udvider paletten for aktuelle emner. Apropos børn har Trine Gadebergs Pelle vokset sig så stor, at han er blevet “gartner” i Livgarden, hvor han fordriver tiden ved sit “skillemadinkahus” med at hudflette “Jetfly Ensten” og hans hof af gamle mænd og unge kvinder.

Gadeberg synger en ballade til den nedlagte postkasse i sin egen Røde Hjerte, der har mere dramatisk schwung, men knap så meget nostalgisk sødme som Lea Thiim Harders tvillingeballade i Tivolirevyen. Mere rørt blev jeg denne gang af Preben Kristensen i Jan Svarrers Tilbage på toppen. Den lyder som en kærlighedssang, men viser sig at være en blues til alderens skavanker, hvor man må “finde gnisten hos bandagisten”.

Hjørring Revyen er også kendt for gakkeri, og det får vi på smukkeste vis i den faste sketch med provinsparret på shopping i dyre butikker. Denne gang gælder det vin, når Kristensen og Gadeberg brillerer i parforholdsdynamik sekunderet af en posh Le Fevre som sommelier. Original er også Farvel, Leif, hvor hele holdet giver en begravelse håndboldhalsstemning.

Pletskud og dildovitser

Der er imidlertid alt for mange (gakkede) sketcher, som sikkert var sjove på papiret, men som dør langsomt på scenen. Det bliver bare ikke sjovere af, at man råber/synger højere, når der ikke er substans i hverken idé eller tekst. Mens første del med få undtagelser byder på pletskud på række, gør det omvendte sig gældende i anden del – og det er jo desværre den stemning, man forlader revyen i.

Jeg lander på fire stjerner, fordi Hjørring Revyen stråler flot og er stinkende musikalsk, og fordi den tør lege med nye temaer og formater. Jeg kunne have landet langt højere, hvis der blev luget ud i skitsetekster, bedagede dildovitser, tavleforedrag, toiletbesøg og andre gamle gakkerier, der for længst har tabt charmen.