Da musicalperformer Kim Hammelsvang var barn, optog han Edith Piaf og Osvald Helmuths viser på kassettebånd. I dag bor de to i ham som ikoniske forbilleder. På Musicalens Folkemøde i Fredericia fortæller han om sine musicalkarakterer og rollen i Borgen – The Musical sammen med Kristine Yde, der spillede Anna i Frost – The Musical.
Glæden og stoltheden var ikke til at tage fejl af, da skuespiller Kim Hammelsvang forleden modtog Årets Reumert for rollen som konferencier Emcee i Cabaret på Randers Teater. Sammen med Reumertprisen kan Kim Hammelsvang fejre 20-års jubilæum som skuespiller.

De kunne synge med hele deres sjæl
Kim Hammelsvang debuterede som Jasja i Tjekhovs Kirsebærhaven på Odense Teater i 2006. Siden gik han til audition på rollen som Pilatus i Jesus Christ Superstar på Folketeatret. Den rolle fik han, og han har siden spillet et væld af musicalklassikere og nye værker, fornylig blandt andet musicalversioneringen af DR’s tv-serie Borgen på Sjællands Teater. På Musicalens Folkemøde i Fredericia fortæller han sammen med Kristine Yde, der spillede Anna i Frost – The Musical, om at skabe en musicalkarakter fra film og tv til scene.
Det er egentlig vildt hvor dyrebar information var dengang
Kim Hammelsvang kommer ikke fra et hjem med kunst eller musik. Radioen forsynede familien på Fyn med musik. Her hørte Hammelsvang for første gang Edith Piaf og Oswald Helmuth. ”Jeg kunne nok mærke – set i et retrospektivt lys – at de kunne synge med hele deres sjæl” fortæller Kim. ”Min mor vidste lidt om Piafs liv og fortalte om hende. Min mor var også vild med Cabaret, som vi så sammen på TV. Det er egentlig vildt hvor dyrebar information var dengang,” lyder det eftertænksomt.

Sang Osvald Helmut som 15årig
Hammelsvang var kun et barn, da han blev helt opslugt af Osvald Helmuts og Edith Piafs viser.
”Jeg elskede de viser. Jeg optog dem på kassettebånd. Hørte dem igen og igen og lærte dem udenad. Jeg legede dem. Fornemme historierne gennem sangen og skabte mit eget musikalske univers, mens de andre i klassen hørte Bruce Springsteen. Det var nok her, det blev helt klart, at jeg ville være skuespiller,” reflekterer han.
Det var nok her, det blev helt klart, at jeg ville være skuespiller
Da Hammelsvang var 15 år medvirkede han i Nyborg Voldspils vintercabaret. Her insisterede han på at synge Oswald Helmuths Sagt op. Det er en vise om en familiefar, der bliver fyret fra sit job. Instruktøren syntes, det var et mærkeligt valg, og historien om den 15årige, som sang Helmuth-visen, blev forsidestof på Fyns Stiftstidende. ”Men når man lige havde vænnet sig til det, var det faktisk ganske rørende,” ler Hammelsvang.

Altid i skikkelse af en karakter
Når Hammelsvang går på scenen, er han altid en fiktiv karakter. ”Det er ikke så meget mig at gå ind og synge som mig selv. Det er vekselvirkningen mellem sang og replikker, jeg holder af. Og så dét at skabe en karakter, som jeg formidler sangen gennem”.
Jeg spiller ikke ens hver aften, men farves af rammen
Selvom Hammelsvang ikke tænker på Piaf og Helmut, når han går på scenen, er de alligevel med.
”De bor i mig, som inspiration sammen med alt muligt andet. Piaf har en råhed, som kommer fra et rent følelsesmæssigt sted i kroppen, hvor jeg kan være i tvivl om, hvor stemme går hen. En fortolkning, som jeg genkender fra mit arbejde med Emcee i Cabaret på Randers Teater sidste år. Helmuth var god til at komme for sent til tiden. Det er ret svært at forudse hans fraseringer. Han havde et vildt tempo og energiudbrud i sine sange. En musikalitet i ord og replikker, som var helt særlig. Noget af det har jeg nok taget med mig. Jeg spiller ikke ens hver aften, men farves af rammen,” lyder det som afrunding fra Hammelsvang.
Du kan opleve Kim Hammelsvang Sammen med Kristine Yde, der spillede Anna i Frost-the musical. Sammen taler de om at skabe en forestilling, der transformeres fra film til scene.
SE hele programmet for Musicalens Folkemøde her

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Musicalens Folkemøde med fuld redaktionel frihed for ISCENE.




