Månedens Kunstnerportræt. Skuespiller, koreograf, medejer af to revyer, nyslået forperson for RevyDanmark og højaktuel med årets udgave af den hypertraditionelle Rottefælden i Svendborg. Christine Astrid Nielsen har mange jern i ilden, men det lykkedes ISCENE at få en snak med hende om revyens plads i samtid og fremtid.
Christine Astrid Nielsen er uddannet fra Den Danske Scenekunstskole i Fredericia, der som bekendt har fokus på musicals. Hun dimitterede i 2008, og i årene efter var kalenderen fyldt med klassiske musicalroller i alt fra Grease til High School Musical over Saturday Night Fever, Shrek etc.
Hun havde dog altid haft en drøm om at lave revy, og via et par afbud og lidt tilfældigheder bød muligheden sig i midten af 10’erne. Først som koreograf på Ganløse Revyen og senere som spiller over hele landet. Hun lægger ikke skjul på, at springet fra musical til revy er større, end de fleste tror:
“Det kan faktisk næsten ikke sammenlignes. Det er to vidt forskellige discipliner. Når man laver musical, ligger der er et helt fast manus, men når vi laver revy, opfinder vi dybe tallerkener hver eneste dag… tror vi,” fortæller Christine Astrid Nielsen, som jeg fanger på en Zoom-forbindelse morgenen efter en lang aften med prøver på årets udgave af Svendborg Sommerteater, bedre kendt som Rottefælden.
To solister bliver til en duet
I 2016 møder Christine sin kommende mand, Mikkel Schrøder, og de mødes på Mikkels hjemmebane, revyen. “Mikkel kan jo fortælle, hvordan han har stået og knappet bajere op til servitricerne i midten af 80’erne, fordi hans far spillede,” fortæller hun. Mikkel er søn af skuespillerne Peter Schrøder og Hanne Uldal.
På samme revy spiller parret sammen med Annette Heick, som også må siges at være rundet af showbizz. Trioen falder i snak om, hvorfor der ikke findes en succesfuld revy i Aarhus. De driftige mennesker sætter et par møder op, trækker i nogle tråde, og i 2023 slår de dørene op for Aarhus Revyen, Smilets Revy.
Så langt så godt, men der er lige et par mellemregninger.
Et tilbud, du ikke kan sige nej til
Op igennem 2010’erne spiller Christine Astrid Nielsen landets revyscener tynde. Både hun og Mikkel Schrøder vender jævnligt tilbage til Svendborg Sommerteater, hvor et generationsskifte ulmer i kulissen. Det (relativt) unge par opstår som oplagte kandidater til at overtage tøjlerne, da de besidder både evnerne, visionerne og viljen til at drive den vanskelige tradition videre.
“Udover at være showman og musiker, så er Mikkel også meget entreprenant. Han får ting til at ske, og det tror jeg, at den gamle ejer faldt for. Der er både noget kunstnerisk og noget Excel-ark, der virker, og det er ikke dem, der er flest af i vores branche,” siger Christine Astrid Nielsen, der med erfaring som både koreograf og spiller også selv har den rette profil til det alsidige job.
Så havde jeg nok også en fornemmelse af, at min værnepligt i netstrømper er aftjent
Da parret i 2018 bliver tilbudt at overtage revyen ad åre, kan de ikke sige nej. Rent professionelt er det ganske simpelt for fristende, og på det personlige plan passer det også ind. “Jeg var netop blevet mor, vi var flyttet til Svendborg, og så havde jeg nok også en fornemmelse af, at min værnepligt i netstrømper er aftjent,” smiler hun med henvisning til de mange musicals.
I 2022, mens Smilets Revy er i sin vorden, står den nye duo for første gang i spidsen for Rottefælden. Selvom der er en vis synergi ved at drive to revyer frem for én, fornemmer jeg mellem linjerne, at Christine Astrid Nielsen er en smule skuffet over niveauet af stordriftsfordele: “Det er som at have en dreng og en pige: De minder ikke om hinanden i to sekunder.”
LÆS OGSÅ: Hvordan er det at være kærester og kolleger på revyscenen?
Noget nyt og noget gammelt
Med næsten 150 år på bagen er Rottefælden Nordeuropas ældste revyteater. En fredet bygning ved en lysning i en af Sydfyns smukke bøgeskove danner ramme om en unik tidslomme, hvor historien næsten bogstaveligt talt driver ned ad væggene. Optrædende helt tilbage fra 1800-tallet har skrevet deres autografer på murstenene, og leder man længe nok, finder man sågar Fy & Bi.
Der er et publikum, der bliver ved med at komme
Traditionerne skal bevares. De rødternede duge skal fortsat have følgeskab af øl, snaps og fiskefileter, og det kunstneriske udtryk – som i årtier bl.a. har været tegnet af Jan Schou – skal der heller ikke pilles for meget ved. “Der er et publikum, der bliver ved med at komme. De har deres børn med, og de ender med at tage deres børn med,” fortæller hun og konkluderer, “det skal vi ikke kuppe”.
Traditionerne skal respekteres, men materialet skal følge med tiden – hvilket fx virkede glimrende i 2024 – og medejeren af Rottefælden kender sit publikum: “De vil have det gamle, men de vil grine af noget nyt.”
LÆS OGSÅ: Rottefælden 2024 – musikalsk pletskud
Det seje træk i Aarhus
Revyen i Aarhus repræsenterer noget ganske andet. Her har Christine Astrid Nielsen og hendes mand helt andre og frie rammer: “Det er fedt at have et blankt stykke papir,” fortæller hun. “Der var ikke det store at leve op til, så her kan vi lave det, vi har lyst til. Især på det musikalske, hvilket også er noget af det, vi kan bidrage med. Vi har et stort orkester, og de spiller ikke revyviser. Der er knald på.”
I Smilets by er publikum anderledes. Kulturtilbuddet er større og målgruppen yngre. Det er hårdt arbejde at etablere et nyt publikum, men det går fremad år for år, og revyen kan prale af en imponerende gentegningsprocent. Det tager tid, men Christine Astrid Nielsen er fortrøstningsfuld, når det kommer til at etablere en ny tradition i landets næststørste by: “Det svære er at lokke dem i salen første gang. Det er ikke svært at lokke dem tilbage.”
Successen blev kilden til stilstand
1. marts 2026 tiltrådte Christine som forperson i brancheforeningen RevyDanmark. Hun er ny i sædet, og foreningen skal finde sit ståsted efter et par turbulente år. Som hun formulerer det, så er der ikke meget elevrådsformand over hende, og hun går ikke til opgaven med et alenlangt program. Ikke desto mindre har hun gjort sig mange tanker om, hvad revyen er, og hvad den skal være.
Direkte adspurgt om revy som genre er fulgt med tiden er Christine Astrid Nielsen klar i spyttet: “Nej. Revyen har i mange år haft det sindssygt godt i de glade dage i 90’erne – i Sønderborg, i Nykøbing, på Bakken – det kørte bare.” Spillerne var stjerner, og revyerne sprøjtede billetter over disken.
Efter min mening stod det hele lidt stille i 10-15 år
Ifølge Christine Astrid Nielsen var det måske netop derfor, at genren begyndte at stagnere en smule. “Efter min mening stod det hele lidt stille i 10-15 år. Der var en stemning af, if it ain’t broken, why fix it?, og man glemte måske at spørge, hvem der skulle føre stafetten videre, for de blev allesammen legender. Pludselig var der gået nogle år, og så begyndte revyerne at se gamle ud.”
Revyen i Aarhus skal delvis ses som en reaktion på dette, fx hvad den musikalske referenceramme angår: “De mennesker, der blev gift for 20-30 år siden, dansede jo for helvede ikke til Liva Weel! De dansede til Earth, Wind & Fire og Queen, og det må gerne afspejles i vores udtryk.”
Ifølge Christine Astrid Nielsen har revyen helt klart en relevans, hvis den formår at samle folk på tværs af generationer og danne grundlaget for samtale. “Revy er lige så meget dem, du ser showet med og drikker en øl med bagefter. Det er ikke kun selve showet.”
Rottefælden spiller i Svendborg 4. juni – 15. august 2026.
LÆS OGSÅ: Månedens Kunstnerportræt: Fra kostald til de skrå brædder
