★★★☆☆☆ Tivolirevyen 2026 har stærke stemmer og et udtryk, der peger frem

Tivolirevyen er efter sidste års forsøg med en mere comedy-inspireret model tilbage i traditionel revyform, men med et moderne udtryk. Der er skruet op for lækkerheden for øjne og ører, og med lidt finpudsning af tekstniveau og flow er der basis for at skabe en Tivolitradition med tiden.

Er tredje gang lykkens gang for Tivolirevyen?

Det kan det godt blive, selvom den ikke sidder helt i skabet i år. Med det tredje kunstneriske hold på tre år har tålmodigheden ikke været stor – så lad mig straks opfordre til, at dette hold får en sæson mere til at at skærpe profilen helt. Der er gode takter og ideer, og Tivoli er en fremragende ramme for revy.

Havens kulørte lamper

Indholdet i rammen er lækkert i år. Der er smidt penge efter scenografien, og Kirsten Brink kvitterer med en Tivoli-inspireret modulopsætning, der fleksibelt og stemningsfuldt bringer os fra havens kulørte lamper til himlens blå og fjorden iltfattige grums. Petruska Miehe-Renard står bag de sjove, funky kostumer, der har et moderne grundprint med grafisk stringens og klare farver, men også kan gakke ud med chipsede griseører og flossede krabbekløer.

Der bliver også kælet for ørerne af sekstetten under ledelse af kapelmester Keld Haaning Ibsen, der har komponeret flere af de større ensemblenumre. Revyen omkranses i åbning og finale således af hans medrivende toner til Carl-Erik Sørensen fine ord om at vove sig ind i en sal af glas i en krisefyldt tid til, der dog skriver sig ind i den lidt trætte pointe om, at revyer er et åndehul, hvor “ingen tror vel seriøst / at alle problemerne er løst”.

Nej, det tror vi ikke, men revyer må gerne prikke til magten – og har som en af de fremmeste samtidssatiriske genrer også en stemme i samfundet, som ikke altid behøver at blive talt ned i hyggezonen med de der danskere, der alligevel aldrig tager kriser alvorligt.

Posten skal ud

Det sagt, har det dælme ikke været nemt at lave revytekster i år. Regeringen lod vente på sig, så hvem og hvad – nogen eller noget – skulle man rette skytset mod? Tivolirevyen, der havde premiere få dage efter regeringsdannelsen, har derfor også kigget mod mere generelle politiske emner og lidt ældre begivenheder som Henrik Lykkegaards skønt-akavede Troels Lund Poulsen, der føres af stemmen i øresneglen, mens han forsøger at tale til Venstres landsmøde. Stærkt, underspillet leveret – men ligesom den indledende opsummering af politikernes mange lov- og tillidsbrud er det gamle travere, som vi har grint af før.

Mere aktuelle er valgtemaerne svineproduktion og grundvand og det strukturelle faktum, at staten atter har solgt ud. Denne gang er det postvæsenets skæbne, der adresseres i et dobbeltnummer. Først Morten Korch-yndigt med en sødmefyldt Lea Thiim Harder i Bo Østlunds ode til postmanden i rød jakke: “Først da det var forbi / forstod jeg din værdi”. Siden DAO-hoodie-potent i Esben Thaysen Nissen og Søren Vandkær Thomsens Posten skal ud, der peger fingrene direkte mod os forbrugere.

Den finger peger atter på dem, der vil have billig flæskesteg, i Gunvor Reynbergs finurlige medley Griseri. Kvindetrioen i nuttet lyserødt er ikke er blege for at tage bladet fra munden: “Når vi slynges mod beton / smadres grisenes facon.” Grisene er nemlig “ikke bange for den store, stygge ulv / men for Inger Støjberg.”

Niels Ellegaard har en høj kapacitet for fjumseri. Den udfolder han med den lige så kapable Henrik Lykkegaard i den helt enkle, men spiddende skarpe seniordans på Pantomimen. Dansernes pensionsalder skal naturligvis også forlænges. Ellegaards fjumseri får også fuld skrue som afpillet krabbe med svag sigtbarhed i Svarrer, Vase & Fuglsangs Bunden er nået om iltsvind og grundvand.

Tørdåb, tempo og velgørende lidt onkelhumor

Mikkel Becker Hilgart viser sit særlige kropslige vanvid i sin egen Intet nyt om breaking bjælke-forstoppelse. Han stråler dog stærkest i Søren Vandkær Thomsens Præstekald, hvor han må jonglere tørdåb, oblatbagning, crossfit & korsfæstelse med drive by-bryllup og virtuel konfirmandundervisning. Elementær komik, der rammer skiven. Neel Rønholt er ny i revysammenhæng og bliver mest sat i sving som op/anspændte karakterer, hvad enten hun jagter parkeringspladser, AI-kærester eller giver den som datterens “bestie” i føljetonen om Blå Mandag i Tivoli.

Lea Thiim Harder og den anden revydebutant Sicilia Gadborg bidrager begge med skønne stemmer og tæft for komisk timing. Haarder folder sig flot-vemodigt ud i Rasmus Breuning & Esben Thaysen Nissens klimaelegi Tænk på mor, som hun selv har sat musik til. Gadborg sætter overgangsalderen på plads i sin egen uptempo-frustrerede Perimenopause med musik af Markus Artved. Det er lidt spøjst, men også sejt, at revyerne er blevet den genre, der kaster lys på overgangsalderen – og dermed underudforskede kvindetilstande.

Der er således en del gode elementer, og selvom vi må gennem en del pivtynde tekster, der nok er fordelt på lidt for mange spillere, har revyen i Martin Miehe-Renards instruktion et moderne udtryk og take, hvor vi næsten slipper for tøhø-humor fra onkelstolen. Tempoet er højt, men især i første del halter flowet. Det kan bedre sig i spilleperioden, og når man næste år forhåbentlig har lidt mere tekstligt kød at sætte tænderne i, har Tivolirevyen et godt fundament for at folde stilen ud.