★★★★★☆ Anders Graus kapitalismekritik kommer ud af en airfryer

Anders Grau er på landevejen med sit nye show Afregning ved kasse 1, der spidder vores og samfundets afhængighed af varer og vækst i en uhyre velskrevet tekst, der leveres med underspil og djævlen i øjet. Grau forsøger at holde håbet højt og forbruget lavt, men bukker som de fleste under for trangen til at handle – altså varer.

Per Sodemann varmer op med sine stilfærdigt-pinagtige observationer af parforholdet og generel menneskelig omgang. Det er ikke superoriginalt stof, men Sodemann leverer sikkert med stor tæft for det underspillede. Han giver dermed et godt afsæt for Anders Grau, der må siges at mestre samme stil til perfektion, om end hans underspil har endog mere af en djævlesplint i øjet.

Jagten på prisen

Jeg så Graus nye show, Afregning ved kasse 1 i testversionen under UP Festival 2025 – og allerede der stod det skarpt. Forbrugeradfærd er måske ikke det mest oplagte stof – troede vi, men Grau ville det anderledes, og får selvfølgelig også flettet andre aspekter af vareliggørelse ind undervejs.

Showet er denne aften i Roskilde, Graus hjemmebane, så han “må gøre sig god, så han ikke bliver jaget ud af byen bagefter”. Det er der ingen fare for, og de lokale trakasserier i det (næsten) unavngivne supermarked i det nærliggende Trekroner, kunne selvfølgelig have udspillet sig hvor som helst. Ganske som det desillusionerede fakta, at “vi kun har værdi for samfundet som forbrugere.” Det er almengyldigt i det meste af verden – og særligt i den vestlige del, hvor vi befinder os.

Således opløftet af tilværelsens meningsløshed tager Grau – i et forsøg på at skabe mening – os med gennem alle købets faser, der hver for sig udstiller det menneskelige selvbedrag. Drømmen om lige netop den vare, der vil gøre os til det sejeste menneske. Den pseudo-bevidste-researchfase, der mimer enhver tur i kaninhullet.

Skattejagten på den rigtige pris, som man selv konstruerer efter sit behov i forhandling med selv. Købet og så den søde ventetid. Grau vibrerer af forventning, men formår at holde leveringen i den lowkey-tone, der holder os på pinebænken mellem latter og gråd. Så meget ståhej for en airfryer! Er det virkelig livets mening? Grau ser os ved at udstille sig selv. Det gør nas.

Forbrugsdramaer

Købssituationen bredes nu ud til en refleksion – hvis det skal siges venligt. En udskamning af unge servicemedarbejderes uendelig ladhed er imidlertid mere præcist sagt. Store dramaer udspiller sig inde i Grau i mødet med disse medmennesker, der tydeligvis er på en anden klode. “Det på grund af”, siger det hele, og denne bid er blandt showets bedste i sit smertelige vanvid over generationskløften. Sprogligt virtuost og perfekt dramaturgisk skruet sammen i et burgerbarbesøg.

Bedre går det ikke med selvforkælelsen i 7-Eleven, når pølserne har ligget for længe, og ej eller med Graus content på SoMe. Han er jo selv en form for vare, men mestrer ikke selvpromoveringens disciplin. Til gengæld kan han harcelere ad absurdum over andres vilje til at udstille deres mangelende matematiske evner på Facebook. Det er måske hørt før, men Grau fletter det frådende-elegant ind i sin røde tråd, der snor sig ind og ud af temaet og trækker pointer ud med kirurgisk præcision.

Grau forsøger at “holde håbet højt og forbruget lavt”. Økonomisk uafhængig vil man jo gerne være. Det kulminerer med en tåkrummende butikstyv-situation, hvor varen i form af et par skumklude antager næsten mytisk værdi som symbolet på vores trang til at handle – aka vores ikke særligt frie vilje som borgere i et samfund, hvor vækst er alt.

Det lyder måske som en hævet pegefinger. Det er det også – og det er i min optik comedy, når det er bedst. Der er noget på spil, der vender navlen udad. Vi kan spejle os, men det er ikke lige kønt, det vi ser. At det samtidig er uhyre velskrevet og leveret med et uafgørligt spil mellem det konforme og det djævelske i Graus familiefar-persona får det kun til at svide dybere.