★★★★★☆ Osmosis – Scenatet dekonstruerer regnbuemyten til et dystopisk mareridt

Det tværkunstneriske performanceensemble Scenatet er aktuelle med Osmosis, en eventyrligt smuk forestilling, der dekonstruerer drømmen om et sted over regnbuen i en verden slået ud af balance. Den kan opleves på AFUK Scene under under CPH STAGE.

Igen og igen gentager operasangerne det samme vippende motiv mellem to tætte toner, som minder om starten af B-stykket i Somewhere Over the Rainbow – men her er det låst fast i sin vippen. I Osmosis flyver ingen blå fugle over regnbuen. I et dystopisk univers af svage projektører, haze og omvendte træer er performerne fanget i en porøs membran mellem naivt håb og økologisk undergang – “fanget med fødderne i sandet”.

“Are we all going to die?” lyder det senere.

Spørgsmålet siver som et tavst ekko gennem forestillingen, der undersøger menneskets forsøg på at orientere sig i en verden præget af klimakrise, usikkerhed og forandring. Drømmeverdenen er kollapset, og himlen er faldet ned.

Vrangvendt natur

Verden er vendt på hovedet. Fire store, frosne træer hænger med kronerne nedad i skyer af røg. Rødderne er kappet af og ligger ved indgangen til AFUKs vidtstrakte rå rum. Publikum vandrer ind gennem tåger af forundring og desorientering. Hvor er væggene? Hvor er scenen? Hvor skal vi være?

Den rå installation føles som en sanselig vrangside til Troldmanden fra Oz. Hvor Judy Garland sang om en verden “way up high”, er himlen i Osmosis trukket helt ned på jorden. Naturen er løsrevet fra sit fundament, og mennesket står tilbage i et landskab, hvor orienteringspunkterne er forsvundet.

Forestillingen følger efter Memoriam fra 2024, hvor Scenatet ligeledes undersøgte menneskelige ritualer gennem musik, sang og koreografi. Men noget er forandret. Hvor publikum i Memoriam sad som iagttagere langs rummets kanter, befinder vi os nu midt i værket. Vi deler samme rum som performerne og bliver en del af den usikkerhed og sårbarhed, forestillingen undersøger.

To musikere, to sangere og to dansere søger gradvist mod hinanden i et univers, hvor grænser opløses, identiteter forskydes, og nye forbindelser opstår.

Den porøse membran

Titlen refererer til osmose, dvs. bevægelsen gennem en halvgennemtrængelig membran. Forestillingen omsætter det biologiske princip til et eksistentielt og kunstnerisk billede på menneskelig tilpasning. Mellem håb og resignation, individ og fællesskab, natur og kultur opstår en konstant udveksling.

Det er et kompromisløst koncept. Komponist Niels Rønsholdt griber fat i velkendt musikalsk materiale og dekonstruerer det sammen med holdet til nye kunstneriske former. Den fastlåste gentagelse af det musikalske motiv, vendt på hovedet, bliver næsten hypnotisk. Som om forestillingen kredser om resterne af en drøm, der stadig spøger, men ikke længere kan realiseres på samme måde som før.

Kontratenor Morten Grove Frandsen og mezzosopran Nana Bugge Rasmussen leverer begge stærke præstationer med stemmer, der fylder det rå rum med varme og dybde. Niels Rønsholdt medvirker selv på guitar, mens bassist Ida Urd Damm Bramming overbevisende bevæger sig mellem musiker-, sanger- og performerrollen. Musikken bevæger sig ubesværet mellem kirkelige klange, folkemusik og pop, som var de rituelle mantraer. Det ene øjeblik føles som et højloftet kirkerum, det næste som fællessang på en højskole.

Samtidig forskydes sangteksterne. Drømmene fra Over the Rainbow er ikke længere uskyldige længsler mod en bedre verden. “Dreams really do come true” er erstattet af tvivl og usikkerhed. “What if we don’t know what to do?” Og spørgsmålet hænger ved: “Are we all going to die?”

Når grænser opløses

Tim Matiakis’ koreografi lader danserne Brittanie Brown og Sophia Mage bevæge sig som organismer i et fælles kredsløb. De arbejder tæt ved gulvet som celler eller membraner, der konstant påvirker hinanden. Langsomme undersøgende bevægelser afløses af marcherende sekvenser, stivnede mønstre og udbrud af desperation, der viser både stor teknisk kunnen og sanseligt nærvær.

Efterhånden flyder musik, stemmer, kroppe og rumlige klange ind og ud af hinanden i et fascinerende lydunivers, hvor grænserne mellem musikalsk og scenisk udtryk gradvist opløses. Det er her, Osmosis rammer sit stærkeste udtryk. Ikke som fortælling, men som erfaring. Som en tilstand, hvor mennesket forsøger at finde orientering i en verden, der hele tiden forandrer sig.

Anna Berit Asp Christensens og holdets iscenesættelse er forestillingens store styrke. De omvendte træer, tågen og de skiftende lysniveauer skaber et rum, hvor lys, skygger og naturens fragmenter bliver levende medspillere. Enkelte pink og lilla nuancer bryder mørket som svage rester af den regnbue, forestillingen ellers synes at have mistet troen på.

Men Osmosis er ikke en fortælling om håbets død. Snarere undersøger værket, hvad der sker, når drømmen om et andet sted ikke længere kan adskilles fra den verden, vi allerede befinder os i. Regnbuen eksisterer stadig. Den er blot ikke længere et sted, man flygter hen. Den er blevet den porøse membran, vi må lære at leve igennem.