★★★★★☆ Gangnamstyle og tøjkrise i farceversion af De tre musketerer

Sjællands Teaters De tre musketerer er akkurat så fjollet, som man forventer af sommerteatret i Holbæk. Men tag ikke fejl, det er farcehåndværk på højt niveau, og latteren ruller uafbrudt, mens brandere, metakommentarer og musikhits flyver over scenen.

“I sommersol på Den visne Hest,” synger ensemblet ukueligt, mens regnen vælter ned over dem og os, der sidder bænket i gården ved Holbæk Museum til Sjællands Teaters årlige sommerfarce. I år skal vi på eventyr med De tre musketerer, og selvom der til premieren blev brug for et ekstra “Hydration Break” til at svabe vand væk, bredte sommerstemning og latter sig hurtigt, så traditionen kom mere end tørskoet i land.

Fægt, fægt, fægt for fædrelandet

De tre musketerer handler om ære og kærlighed, men er også en temmelig fjollet falde-på-halen-historie. Den passer derfor som fod i hose til at blive spillet som farce. Vase & Fuglsang har dramatiseret og har tydeligvis haft en fest med at undersætte ord og twiste talemåder til en rap tekst fuld af brandere og oneliners, men også med svirp til samtiden, som traditionen byder i Holbæk.

Nato ligger derfor lige for, når musketererne forsøger at finde frem til kampråbet “En for alle og alle for en” – efter først at have forsøgt sig med “Fægt, fægt, fægt for fædrelandet”. Sommerfarce i Holbæk betyder nemlig også et hav af musikreferencer, og kampråbet findes efter en særlig skøn udgave af Gangnam Style. Her naturligvis omdigtet til “D’Artagnan-style”. Udført i en uhyre kampivrig koreografi, der fluks sender musketerernes fjender, kardinalens garde, på flugt, og sikrer venskabet mellem kværulanten D’Artagnan og trioen Patos, Porto og Haremis. Nå, nej Athos, Portos og Aramis.

Brian Kristensen brillerer som den let bøvede D’Artagnan, der kommer til Paris med en drøm om at blive musketer, men snart har rodet sig ud i hele tre dueller. Han veksler lynskarpt mellem underspil og overmod, og kan ikke mindst sætte en replik med usvigelig præcision. Det er farcens nerve, ligesom det ustyrlige tempo, der driver historien frem ved at kaste karakterne hid og did.

Lidt selvfat er man vel altid

Maria la Cour, Tine Gotthelf og Christian Damsgaard gør en god trio som de tre musketerer, hvor især Damsgaard får en del ud af sin hjertesorgsramte Athos. Men de tre stråler også i de mange øvrige roller, de i flyvende fart skifter imellem. Damsgaard smisker ondt som kardinal Richelieu, der gennem sine intriger mod dronningen vil starte “den store krig”. Lidt Trump og “selvfat” er man vel altid. Hans glansnummer bliver dog liderbuksen Buckingham, der med Brian May-inspireret puddelhundefrisure lægger dronninger ned på stribe. “I will fuck you” lyder hans udgave af We will rock you.

Han møder dog sit Waterloo i skikkelse af Tine Gotthelfs Milady, der har forklædt sig som slavisk dronning med dragende kropssprog og det sigende navn “Duskalduskmig”. De er over the top platte på den helt skønne måde. Gotthelf gør sig også som den mere kølige Dronning Anne, hvis grønne perler, alt roterer om.

Maria la Cour har – som det også bemærkes i tekstens sideløbende kommentarer til handlingen – “travlt for tiden”. Hun må nærmest have rekord i tøjskift, men rammer med forbløffende sikkerhed sine karakterer hver eneste gang, hun forpustet springer ud fra kulissen. Som den trættende kong Ludvig den trettende, der har sit livs tøjkrise. Som D’Artagnans udkårne, den geografisk udfordrede, men særdeles romantiske Constance. Eller som den haltende og – ifølge D’Artagnan – ostehørmende Rochefort, kardinalens håndlanger. Hun er intet mindre end en farcens dronning med både kropslig og replik-tæft til yderste spids af hattens fjer.

Farcehåndværk på højt niveau

Det går over stok og sten i Donald Andersens legende, men pointepræcise instruktion, der giver plads til alle og sætter latteren i centrum, flot accentueret af Kirsten Brinks vidunderligt sjove og smukke kostumer. Lars Fjeldmose styrer som altid det musikalske og byder også i år på forrygende arrangementer, der følger trit med Vase & Fuglsangs rablende omdigtninger. Først med en fin intro, hvor ensemblet, syv studerende fra Holbæk Drama College, på metavis fabulerer over musikken, inden de får nok at se til som gardister, hoffolk og godtfolk. Årets hold er velsyngende og har også fin sans for farcens facetter.

De er med i flere af de store musiknumre, der ud over de nævnte også blandt andet byder på en fejende “Paris Lightning”, en smægtende, kysudsættende Skibet skal sejle i nat, den folkelige “Royal Dynamite”, lidt Me & My, en snas af “Lækker” og af Pet Shop Boys Go West. Den sidste foregår til hest mod Englands kyst, og ligeså returrejsen på hesten Aston Martin – det er noget med “efterridningstjenesten”. Den hektiske hjemrejse er naturligvis til tonerne af Ibrahim – om end Brian Kristensen næsten ikke orker at synge den for fjerde gang.

Sådan jonglerer musik og tekst krydret med metakommentarer i en sød fortælling, der dog også har bid. “Når vennerne bliver til fjenderne, folder folket hænderne,” siger Richelieu. Og selvom det for tiden mest er en minister, der vender sig til kristendommen, forstår vi vinket til tidsånden, før D’Artagnan og Constance endelig kan kysse i 35 sekunder. De tre musketerer er akkurat så fjollet, som man forventer i Holbæk. Men tag ikke fejl, det er farcehåndværk på højt niveau, og latteren ruller uafbrudt.