Et Kaleidoscope af mønstre, følelser og klanguniverser – Kammerballetten i Konservatoriets Koncertsal

I år kan publikum opleve to nye værker koreograferet til det Københavnsbaserede dansekompagni, Kammerballetten og barokensemblet Concerto Copenhagen, når Kaleidoscope løber af stablen i Konservatoriets Koncertsal den 16. august. Begge værker undersøger mødet mellem levende musik, rum, dans og livekunst, men på hver deres måde. ISCENE har talt med koreograferne Sebastian Kloborg og Tobias Praetorius om deres tilgange til musik.

Tobias Praetorius og Sebastian Kloborg er begge uddannet på Det Kongelige Teaters Balletskole og har danset i mange af de samme værker – oftest ledsaget af verdens ældste orkester, Det Kongelige Kapel. Alligevel kan publikum opleve to særegne kunstnere med vidt forskellige tilgange til hver deres premiere i Kaledoscope, som også rummer et værk af Paul Lightfoot fra 2021.

“Det var bare så interessant at høre, hvor forskellige vores tanker var. Sebastian ville kaste alle bolde op i luften og udfordre de traditionelle rammer i både musikken og rummet. Jeg drømmer egentlig bare om at gå med musikken – dens mønstre og ornamentik og beskrive det gennem dansen,” siger Tobias Praetorius.

Begge er drevet af en stor kærlighed til musikken, og har allerede koreograferet flere værker til Kammerballetten siden begyndelsen i 2018, hvor kompagniet blev skabt med livemusikken og nyskabende værker i centrum. Netop pladsen til at udforske forskellige tilgange fascinerer dem begge.

Synlig koncertoptagelse

Jeg møder Sebastian Kloborg på Café August B ved Gl. Scene omgivet af ballethistorie på væggene. Kloborg beskriver bevægelsen fra Takkelloftets blackboks til den smukke Konservatoriets Koncertsal i det tidligere Radiohuset i sit nye værk Live On Tape:

“Jeg vil gerne udforske og udfordre konceptet om, hvad en klassisk koncert er, og jeg prøver altid at skabe et samhørigt univers. Kammerballetten kommer fra det meget intime rum og går ind i et rum der, på den gode måde, ikke kan skjule, at det er en koncertsal.”

Fire af Vivaldis værker udgør værkets fundament sammen med musik af amerikanske Caroline Shaw og den armensk-tyske komponist Meredi. ”Det var vigtigt for mig at inkludere disse to komponister af fremtiden til det univers, vi har skabt, hvor ting forgår og genopstår i nye former,” siger Sebastian Kloborg.

Han er fascineret af alt det, der sker bag facaden under en koncertoptagelse: “En koncertoptagelse er en lille tidslomme, som vi kun kan høre, men som kommer fra levende mennesker, der måske ikke er her mere. Vi kan ikke se lydteknikeren, der lister rundt, eller kantinen, der er ved at lave mad til pausen to etager oppe. Hvis vi lukker øjnene under Live on Tape, er vi på samme måde vidne til en koncert – og den koncert har nogle rabbit holes.”

Sebastian Kloborg har allieret sig med et bredt cast af forskellige scenekunstnere og udviklet værket i en devisingproces. Det er ikke vigtigt for ham, hvilken kunstnerisk genre, værket passer ind i. “Det er et værk, jeg skaber til og med to balletdansere, en skuespiller, en sanger og 13 musikere – og derfor er det både en teaterfortælling, en koncert og en danseforestilling. Jeg håber, publikum kan læne sig tilbage og føle sig som en del af universet uden at skulle dechifrere det hele.”

Jagt på sande følelser

For Sebastian Kloborg går vejen til forestillingen både gennem musikken, der kører på sit eget afviklingsspor, og især gennem billeder og stemninger, som holdet har skabt sammen. 

”Alt det praktiske omkring afviklingen af en forestilling har altid fascineret mig. Forestillingen starter på slaget, og selvom man kan have en lortedag, skal man alligevel ind og producere store følelser. Som scenekunstner laver man jo også et stykke arbejde ligesom alle andre, og nogle gange er man bare nødt til at tage en maske på for at komme igennem dagen.

Så vores forestilling er blevet en jagt på de sande følelser. Det har været meget inspirerende at undersøge barokkens fascination af døden, vanitas, genopstandelse og smerte, som også ligger i Vivaldis musik, og som har været en virkelig spændende tilgang til vores fortælling.

Vi har skabt tre hovedkarakterer, som måske allerede lever hinsides, og hvis projekt er – for et øjeblik – at kunne føle sig som mennesker igen – koste hvad det vil. De tager fra de levende for at bestå og genopstå i nye former, præcis som barokkens musik har bestået gennem de nye kroppe, der har fremført den.”

Musikkens bevægelser

Tobias Praetorius fortæller mig om en anden tilgang til musik på en af hans stamcafeer i indre København. Han indleder sit kunstneriske arbejde under åben himmel: “Jeg elsker at gå ture, mens jeg lytter til musikken og får en fornemmelse af stemninger og billeder i mit hoved. I begyndelsen prøver jeg ikke at fortælle en konkret historie. Det gør mig mere fri til bare at sanse. Jeg elsker at gå en tur i skoven eller i byen, hvor der er mennesker, og hvor man bare kan lukke af og drømme.”

Da vi taler sammen, er Tobias Praetorius i proces med skabelsen og helt nede i gryden, som han siger. Det har været en ny verden at dykke ned i komponisterne Georg Muffat og Heinrich Biebers musik. Et helt år har han arbejdet med at skabe den dramaturgiske ramme sammen med Emmanuel Frankenberg, der leder ensemblet gennem værkerne, og i Tobias Praetorius’ tilfælde gennem 18 gennemkoreograferede satser fyldt med detaljer, mønstre og fraser.

“Jeg studerer de forskellige former, og hvis et musikalsk motiv kommer tilbage, kommer det koreografiske motiv også tilbage. Jeg bygger bevægelserne op med de legoklodser, som musikken består af, og jeg bruger også elementer af forskellige barokdanse som fx gavotte og menuet,” fortæller han og fortsætter:

“Jeg prøver virkelig at gøre mit hjemmearbejde, men når først jeg kommer til studiet med danserne, giver jeg til gengæld slip for være fri til at skabe sammen med dem. Der bliver en malerisk, rød tråd gennem satserne – næsten som et barokmaleri i en vekslen mellem det lyse og det mørke. Den geometri, der er i musikken, bringer poesien frem. Det er virkelig spændende og gør mit arbejde mere geometrisk, end jeg normalt ville arbejde med det. Musikken er som en rejse, jeg fortæller koreografisk.”

Værket som arkitektur

På et overordnet plan ser Tobias Praetorius en hel arkitektur omkring værket: “Jeg håber på at se balletten lidt som at gå gennem et barokslot, hvor man kommer gennem forskellige stemninger og udtryk. Jeg prøver at ramme de forskellige musikalske ornamenter koreografisk og følge dens dynamik, flow og temposkift. Forhåbentlig vil det være svært at se, om det er dansen, der trækker musikken – eller musikken, der trækker dansen. Det går hånd i hånd. Musikken kommer ud af dansernes kroppe.”

Relationen til den musikalske leder, der også selv spiller cembalo, er altafgørende. Tobias Praetorius beskriver det som fælles åndedrag af spillene og dansende kroppe, der bevæger sig sammen i hver deres kunstneriske udtryk. Nogle gange kan ét instrument relatere til en dansende krop, andre gange er det et helt orkester.

“Alt det er vildt spændende at arbejde på og samtidig tilføre musikalske farver eller gentage passager, der er lidt for korte. Det er virkelig nørdet, og det er min helt store passion at sidde og nørde med det der.” Bag den musikalske struktur ligger nogle personlige overvejelser om værket:

“Ballet er en form for terapi for mig. Det er en måde at udtrykke alt det, der foregår i mig, uden at fortælle det konkret – og det synes jeg, dans og musik gør så godt. Alle de værker, jeg har skabt, relaterer sig til noget konkret, men det vigtigste er, at de kan relatere til publikums egne liv. Man kan virkelig se forskellige ting i noget, der er abstrakt,” siger han.

Livekunstens flygtighed

Med deres forskellige tilgange til musikken kan publikum opleve forskellige kunstneriske måder at udforske og iscenesætte med levende musik. Fælles for begge værker er mødet mellem levende musikere, dansere og publikum i det samme helt unikke rum.

Som Sebastian Kloborg siger, er nuet vigtigt: “Vi kommer til at opleve noget sammen nu, som de ikke kommer til at opleve i morgen.” En flygtighed, der næsten føles befriende, og som også lægger betydning i mødet med publikum og de erindringsspor, der skabes hos mennesker, som er sammen om en oplevelse. Både Sebastian Kloborg og Tobias Praetorius sætter stor pris på muligheden for at arbejde så tæt med live musikere, som det er muligt i Kammerballetten.

“Ved forestillinger på Gamle Scene sidder musikerne normalt nede i orkestergraven. I Kammerballetten har vi mulighed for at skabe en meget mere flydende samtale,” siger Tobias Praetorius.

Uanset om vejen går gennem partiturets former eller gennem rabbit holes af billeder og følelser, mødes de to koreografer i fascinationen af det levende øjeblik. Det, der kun findes lige dér mellem musikere, dansere og publikum – og som er væk igen i morgen.