Kunstnerisk leder for Dansehallerne Danjel Andersson takker af ved udgangen af september for at blive kunstnerisk leder af Dansstationen i Malmö. ISCENE inviterede ham til en snak om den institutionelle forankring og infrastruktur, han har brugt de sidste syv år på at opbygge for at give samtidsdansen en synlig status og position i scenekunstfeltet.
Jeg møder Danjel Andersson på Dansehallerne i Carlsberg Byen få uger før hans sidste arbejdsdag som kunstnerisk leder. Tanket op med kaffe beslutter vi os for stilheden på hans kontor. Samtalen bevæger sig hurtigt fra huset omkring os til det dansefelt, den erfarne systemanalytiker har brugt syv år på at forandre.
Han efterlader da også et tydeligt aftryk i dansk samtidsdans. Under hans ledelse er Dansehallerne gået fra at være en institution, der først og fremmest varetager egne opgaver, til også at arbejde for at få et helt nationalt felt til at hænge bedre sammen. Det mest synlige resultat står nu omkring os – et hus, som ifølge Danjel Andersson aldrig burde have været nødvendigt at bygge for at bevise samtidsdansens berettigelse.
Understøttende netværk
Danjel Andersson har ikke gjort det alene, men i tæt samarbejde med aktører og kollegaer nationalt og med uvurderlig opbakning i sin egen organisation, fortæller han. Det har blandt andet banet vejen for nye samproduktionsmodeller og initiativer som Dansenet Danmark og yes – dance biennale.
“Det, som jeg mener, er det vigtigste, vi har gjort som nationalt center for dans, er, at trække vores positioner tilbage fra at være unikke til at være understøttende i vores netværk. Vi har gjort alt for at finde en co-produktionsmodel, der passer til andre gennem dialog og samarbejde. Det er ikke de andre, der skal tilpasse sig os.”
Det er ikke de andre, der skal tilpasse sig os
For Danjel Andersson handler det om at gøre samtidsdansen mindre afhængig af enkeltinstitutioner og mindre præget af intern konkurrence. “Når alle har for lidt, bliver det let en kamp om de samme ressourcer.” Derfor har en del af hans arbejde været at skabe modeller, hvor institutioner deler risiko og ressourcer og løfter feltet sammen.
“Stort set intet flyttede sig tidligere fra den scene, hvor det blev produceret. Vi lykkedes ikke med at få vores forskellige modeller til at hænge sammen, og intet system har fungeret langsigtet. […] En co-produktionsmodel går ud på at sige, hvad man vil lave og søge penge og se, om man har råd eller ej på en langtidshorisont, hvor alle tør løbe den samme risiko samtidig.”
Han beskriver et system, der let kan blive en “fødekæde”, hvor de store spiser de små. I stedet tænker han feltet som en økologi, hvor institutionerne er afhængige af hinanden. De store aktører har et ansvar for at understøtte de andre. Frem for at være den vigtigste aktør har han ønsket at skabe forbindelser, der gør det muligt for flere at producere, vise og udvikle dans.
Det danske system
Danjel Anderssons virke i København er hans første møde med et andet system end det svenske. Selvom han har arbejdet internationalt, har det altid været med udgangspunkt i Sverige. Mødet med det danske system har derfor været en “ud-over-alle-grænser-oplevelse”, fortæller han.
“Jeg synes, man skal have en politik i ryggen, og det har vi ikke haft. Ikke mindst samtidsdansen og dens institutioner er drevet af initiativer og personlig risiko, også historisk set. Det er en grundlæggende stor forskel fra det svenske system på godt og ondt. I Danmark er alting til forhandling rent systemteknisk. […] Alt – også om dansen overhovedet har sin berettigelse. Ikke mindst i forhold til teater, som politikerne har lettere ved at relatere sig til.”
Jeg synes, man skal have en politik i ryggen
Danjel Andersson beskriver dermed et system, hvor en stor del af ansvaret for at forklare og legitimere dansefeltet ligger hos de enkelte aktører: “Jeg sidder med politikere, som ikke har nogen viden om, hvordan branchen og produktionssystemerne er opbygget. De kender heller ikke til uddannelsessystemet, eller hvad der vises på scenerne. Bevisbyrden ligger hos mig overfor politikere og embedsmænd, der kommer og går.”
Mere på spil end scener
Derfor handler manglen på infrastruktur om mere end en scene, forklarer han og nævner uddannelse, daglig træning, turnemuligheder og om, hvor i landet man overhovedet kan udvikle sig som samtidsdanser. “I Sverige findes der regionale strukturer, som binder de forskellige dele af feltet sammen. I Danmark er udviklingen i højere grad blevet drevet af enkelte kunstnere og institutioner, som igen og igen har måttet bygge strukturerne op fra bunden.”
Han peger også på samtidsdansens institutionelle placering som en del af problemet. Dansehallerne og Dansk Danseteater er de to organisationer på samtidsdanseområdet med et statsligt opdrag som §5-teatre, mens en stor del af den øvrige infrastruktur er organiseret efter teatrets logik.
Grundlæggende er det et spørgsmål om dansens status
“Det er uretfærdigt, at dansen har mere eller mindre ingenting, og teatret har en hel struktur. Vi har haft udsolgt, mere eller mindre året rundt fem år i træk, og så mærker man jo den her nerve, og man ser potentialet, men det kan ikke formidles politisk på nogen måde.” Grundlæggende er det et spørgsmål om dansens status, understreger Danjel Andersson. “Samtalen skal handle om, hvordan hele Danmark kan få adgang til samtidsdans – ikke kun om, hvad én institution kan tilbyde.”
Huset – det konkrete bevis
Danjel Andersson forbinder den manglende institutionelle forankring med dansens historie i Danmark, hvor balletten og ikke mindst Bournonville har fået en særlig plads i den nationale kulturhistorie. Samtidsdansen har i højere grad måttet udvikle sig gennem enkeltstående initiativer og uden samme adgang til scener og prøvesale.
En måde at bevise, at der var et behov for en infrastruktur
I Sverige er processen anderledes, siger han. “Her begynder opbygningen af en institution typisk med en kulturpolitisk udredning, hvor staten undersøger behovet, før en struktur etableres. Det tager tid, men når beslutningen er truffet, er der en politisk og institutionel rygdækning.” I Danmark blev Dansehallernes hus i Carlsberg Byen derfor ikke bare et byggeprojekt, men også en måde at bevise, at der var et behov for en infrastruktur:
“Det burde ikke være nødvendigt at bygge et hus for at bevise samtidsdansens berettigelse. Det er jo bare at kigge på alle nabolandene – Norge, Sverige, Tyskland. Uanset hvilken vej, du kigger, er der allerede opbygget et politisk system for samtidsdansen – bare ikke i Danmark.”
Huset som infrastruktur
Huset bliver på den måde et konkret symbol på den mere abstrakte kamp for infrastruktur. Danjel Andersson beskriver, hvordan projektet i efteråret 2019 havde omkring 80 procents risiko for at mislykkes.
“Det blev et projekt, hvor alle dele var afhængige af hinanden. Fondene ventede på hinanden, tilladelserne krævede et gennemarbejdet projekt, og udviklingsarbejdet med arkitekter og byggetilladelser krævede penge,” fortæller han. Da finansieringen endelig faldt på plads, kom corona og siden krigen i Ukraine, som sendte byggeomkostningerne i vejret og krævede nye beregninger og endnu en finansieringsrunde.
Samtidsdansen har brug for en mere permanent infrastruktur
Der var ikke et statsligt opdrag til at bygge huset, og der var derfor heller ingen automatisk finansieringsforpligtelse, da projektet blev dyrere. “Kulturministerens kommentar var, at de ikke havde bedt om huset, så det kunne de ikke støtte. Det var min virkelighed som kunstnerisk leder i Danmark.”
Huset blev altså både en fysisk ramme for dansen og et argument for, at samtidsdansen har brug for en mere permanent infrastruktur. Men Danjel Andersson understreger samtidig, at det ikke burde have været nødvendigt at bygge et hus for at bevise det behov.
På godt og ondt
Hans kritik af det danske system er dog ikke en entydig hyldest til den svenske model. For den samme mangel på udredningskultur, der gør det danske system mere ustabilt, giver også en fleksibilitet, som han har oplevet som en styrke, erkender han. “I Sverige kan større strukturelle forandringer tage flere år at undersøge og beslutte. En ny regering kan nå at komme til, før en beslutning er truffet, og så kan processen begynde forfra.”
Det rives jo ned lige så hurtigt, som det bygges op
I Danmark er det i højere grad muligt at tage lokale initiativer og få dem til at ske, siger han: “Det er den her fleksibilitet som en ikke-udredningskultur skaber.” Han har på syv år kunnet opbygge tillid og relationer i Danmark, som ifølge ham ville have taget årtier i Sverige. “Alting går hurtigere. På godt og ondt – for det rives jo ned lige så hurtigt, som det bygges op.”
Det svenske system har til gengæld en anden sårbarhed, mener han. “Hvis den politiske vilje forsvinder, er der ikke på samme måde private fonde, der kan træde til som alternativ finansiering. Den danske fondstradition kan dermed også være en styrke, når den offentlige opbakning ikke er tilstrækkelig.” Men det kræver, at ansøgninger bedømmes dansefagligt, siger han.
Malmö: Fra hus til station
Efter syv år i Dansehallerne går Danjel Andersson nu videre til Dansstationen i Malmö. Det er ikke nødvendigvis et farvel til Danmark, fordi han mener, at arbejdet i Dansehallerne er afsluttet. Men muligheden i Malmö opstod nu, hvor han om et år ville skulle søge sit eget job uden garanti for forlængelse. Samtidig giver skiftet ham mulighed for at arbejde i en struktur, hvor nogle af de grundlæggende rammer allerede er på plads.
Som en del af et større regionalt kredsløb
“Meget af det, jeg er kritisk over for i Danmark, er jo allerede på plads i Sverige. Og Skåne har et virkelig fint netværk for dans og et mere velfungerende system, end vi har haft i København. Mest vigtigt er, at der er et helt system, som bakker det op.”
I Malmö vil han først undersøge, hvad der er brug for lokalt, men han ser samtidig Dansstationen som en del af et større regionalt kredsløb. Ikke bare som en scene med sit eget program, men som et sted, hvor produktioner kan bevæge sig videre ud i Sverige og Norden.
Dansen skal bevæge sig
Danjel Andersson bliver boende i København, men bliver mindre afhængig af den danske kulturpolitiske virkelighed. Han kan fortsat engagere sig i udviklingen af dansk dans, men uden selv at være afhængig af de samme strukturer, fremhæver han. “Jeg glæder mig til at kunne være i en position til at tale om det, feltet har brug for.”
Samtidig påpeger han, at samtidsdansen i Danmark har udviklet sig markant på trods af de manglende strukturer, understreger han: “Det danske dansefelt har større internationalt potentiale end tidligere. Kunstnerne har selv været pionerer, kæmpet for dansen og skabt et felt uden nødvendigvis at have scenerne, prøverummene eller de politiske strukturer omkring sig.”
Produktionerne skal flytte sig – ikke publikum
Han glæder sig til de nye opgaver for at løfte dansen yderligere: “Dansstationen skal ikke kun tænke sit eget program, men være en station, hvor produktioner kommer ind, spiller og rejser videre. Så spiller man her, og så rejser man videre til Stockholm, Göteborg eller Oslo. Vores job er at skabe forbindelser – ikke kun tænke vores eget program, men hele regionen.”
Blikket rækker også over Øresund. Danjel Andersson forestiller sig en større region omkring Malmö, København, Helsingborg og Helsingør, hvor produktioner i højere grad bevæger sig på tværs af grænser. “Jeg tror, at produktionerne skal flytte sig – ikke publikum. Vi skal lade kunstnere og produktionerne bevæge sig mellem de steder, hvor infrastrukturen og publikum allerede findes.”
Kaffekopperne er tomme, og vi skal finde tilbage til foyeren, hvor livet omkring dansen går videre. “Det at bygge hus er nyt for mig, men at bygge netværk har jeg gjort længe.”
