★★★★☆☆ Med ord og skygger får Drengen der kunne drikke et hav slukket sin tørst

Det er tydeligt, at Claus Mandøe er hjemmevant foran publikum, når han med lethed bringer De Røde Hestes nyeste børneforestilling Drengen der kunne drikke et hav til live.

Drengen der kunne drikke et hav, starter slet ikke inde i salen, men allerede ude i den kolde gang på Horsens Byskole.

Publikum er regnvåde og lidt utålmodige, da Claus Mandøe træder ud ad døren med en gammeltudseende pyntepude i hånden. Han byder velkommen, og med en kort anekdote er han allerede i gang med at etablere relationen og kontakten til publikum. Med en historie om sin farmor, hos hvem han altid fik en ny pude at sidde på og et glas mælk, sløres grænsen mellem fiktion og virkelighed.

Puderne fra Mandøes farmor, er nu dem, som publikum bliver inviteret ind at sidde på i salen. De broderede puder sikrer ikke bare en bedre komfort for publikum, men understreger også den hyggelige stemning, som gør det let at give sig hen til historien.

Solidt placeret på farmors puder går historien i gang.

”Der var engang…”

Fra historiefortælling til skyggespil

Allerede fra de første ord i salen fanger Mandøe igen flokkens opmærksomhed. Han sidder i øjenhøjde med de fleste, hvormed han skaber en nærværende relation til både store og små tilskuere. Ved siden af ham står et mahognibrunt bord, der gemmer på mange hemmeligheder. I skuffen popper et lille hus op, hvor lyset kan tændes og slukkes. Det fungerer som en fin underbygning af historien, og kickstarter publikums fantasi.

Drengen der kunne drikke et hav, handler om en meget tørstig dreng, hvis forældre har for travlt til at give ham noget at drikke. Jagten efter at slukke tørsten fører drengen ud på en rejse mod farmors hus. Drengen havde nemlig, på samme vis som Mandøe, en farmor, der altid havde et glas mælk klar. Men vejen er fyldt med skygger, og lader nemt fantasien løbe af med både drengen og publikum.

Som historien tager fart, forvandler bordet sig til et skyggeteater. Mandøe forsvinder fra øjenkontakten og går i stedet om bag den hvide firkant, mens han både fortæller og visuelt hjælper børnenes fantasi på vej. I starten er skyggespillet vellykket, med lyde i baggrunden og Mandøes rolige stemme der fortæller videre.

Et knæk i nærværet og relationen til publikum

Desværre forsvinder en del af det fortællende nærvær, når forestillingen går fra at have den mundtlige fortælling som stærkeste greb til at lade skyggespillet dominere. Skyggeteateret præsenterer mange visuelt smukke pauser, og inviterer børnenes egen forestilling til at udfylde hullerne. Men det ellers så stærke nærvær forsvinder i længden, da skærmen kommer imellem. Trods Mandøe ad flere omgange ser frem, og forsøger at genetablere kontakten til publikum, bliver den aldrig helt så stærk som den var indledningsvist.

Selvom skyggespillet er visuelt smukt og skaber sjove, finurlige og lidt uhyggelige billeder, blev skiftet fra øjenkontakt og nærvær, til lys og skygger mærkbart stort for nærværet i rummet.

Med en tilpas mængde gys og smukke visuelle effekter, er Drengen der kunne drikke et hav, en fin historie med smukke visuelle greb – men det var Mandøes ord og nærvær, der gør historien medrivende.