Med en ordløs danseforestilling inviterer Maria Pearl Weise og Sara Cordes gennem foreningen Aarhus Dance Collective publikum til at bruge fantasien, når de træder ind i forestillingens performative rum. Ungdomsforestillingen Blæk, der handler om magt, havde premiere for en fuld sal på Horsens Teaterfestival.
En for en indtager Maria Pearl Weise, Sara Cordes, Julia Ekvold Kristiansen og Simone Wennerberg scenen, hvor de smelter sammen i bølgende bevægelser.
Nogle træder ind i fællesskabet forsigtigt og nysgerrigt, andre med kraft og store bevægelser. Den enkeltes bevægelser sætter den andens i gang og skaber hurtigt illusionen af, at vi befinder os under vand.

Magtforholdet i fællesskab
Som vandfabeldyr udforsker danserne hinanden gennem forskelligartede bevægelser: Hvor store bevægelser afføder det, når én af dem roligt bevæger den ene arm? Og hvordan påvirkes de andre, når den sidste danser indtager scenen med store og mere dominerende bevægelser?
Det er i spændingsfeltet mellem dansernes skabelse af en symbiose og de skiftevise udbrud fra den, at magten som forestillingens tema står tydeligt frem: Hvordan påvirker vi hinanden i et fællesskab, og hvad betyder magt?
Hvordan påvirker vi hinanden i et fællesskab, og hvad betyder magt?
Hvad historien mere præcist går ud på, skal publikum selv finde ud af. Det er en befrielse ikke at gætte på, om ens egen oplevelse er den ønskede, hvormed det også bliver lettere at give sig hen til forestillingen.

Tekniske udfordringer, men en visuelt stærk helhed
Det er en præstation i sig selv at fortsætte en danseforestilling uden tydelige udsving og blive i flowet, når teknologien driller og skratter, som det desværre var tilfældet til premieren i Horsens. Trods dansernes insisteren på at blive i forestillingen, er det uundgåeligt en forstyrrelse – også for publikum.
Etablerer en tilpas tydelig storytelling på scenen til at aktivere publikums fantasi
Det er dog ikke udelukkende de tekniske udfordringer, der bryder en smule med flowet. Af enkelte omgange bliver sekvenser i den sidste del af forestillingen noget langtrukne. Særligt da dansernes opstilling danner en firkant, mens de synkront udfolder sig på scenen, er det let at falde fra. Bevægelserne følger i lang tid samme tempo, før den til slut får en større intensitet. Samlet udfordrer det publikums evne til at blive i forestillingens imaginære opfordring.
Med plads til individuelle oplevelser af handlingen, er Blæk en visuelt smuk forestilling, der etablerer en tilpas tydelig storytelling på scenen til at aktivere publikums fantasi. I Blæk er der både højspændt drama, glimt af tydelig storytelling og en undersøgelse af, hvordan én bevægelse påvirker et fællesskab.
Se forestillingstrailer her.
Koreografer/dansere: Maria Pearl Weise og Sara Cordes. Dansere/medskabere: Julia Ekvold Kristiansen og Simone Wennerberg. Komponist: Jonas Kongpetsak. Dramaturgisk sparring: Nadja World. Kostumer: Julie Linder Hessellund.
Blæk er produceret af Maria Pearl Weise og Sara Cordes gennem foreningen Aarhus Dance Collective. Oplevet på Horsens Teaterfestival 2026. Anbefalet fra 12 år.




