Sydhavn Teater er en del af yes – dance biennale, som i disse uger har indtaget København med dans i mange formater. Det kendetegner også KIN, der er en årligt tilbagevendende festival for bæredygtig scenekunst. ISCENE har set med og deler oplevelser og taler med en af koreograferne i denne reportage.
En cykeltur ud til det interessante sporområde mellem Vasbygade og de mange spor efter Dybbølsbro fører mig til Spor 10. Et mere urbant område bestående af et tidligere lager med aflæsningsramper fås næppe, og de værker, vi skal opleve her, passer glimrende til lokationen. Biler som centrum for artister, kroppe, der sitrer af algoritmer, og en kvinde og en bjørn smeltet sammen i begær.
KIN har en evne til at få publikum til at føle sig som teatrets helt særlige gæster. Uanset om det er en velkomst med vin og en let anretning eller i selskab med geder og alpakaer ude på Sydhavnstippen. Rummet kan være nok så råt og græsset vådt, men den regenerative omsorg funderet i bæredygtighed mærkes tydeligt. Programmet fortæller sin egen historie om forskellige tilgange til emnet, der går gennem både ironi, humor, konfrontation og sympati. Der er plads til såvel rolig eftertanke som provokerende opvågning.
Forbundet gennem frygt og leg
Kunstnerisk leder af Sydhavn Teater Tina Tarpgaard byder velkommen til de mange fremmødte ude på rampen, mens vi drikker en velkomstdrik. Hun er stolt af scenekunsten i Sydhavnen og dens byrum og bynatur. KIN står for Kinship – alt det, der forbinder os. Hun understreger vigtigheden af at skabe rum for nysgerrighed og mod i en tid kendetegnet ved adskillelse.
Car Piece af Mikka Mallow og Marcos Nacar spiller på pladsen foran huset, hvor lastbiler i årevis har bakket rundt for at læsse af. Værket leger med styrke, mod og skræmmende fantasi. Det tager fat i en af vores mest konkrete frygtforestillinger – at blive kørt over af en bil – og gør den til et legende møde mellem krop og maskine.
Værket leger med styrke, mod og skræmmende fantasi
Artisteriet med den rullende bil får en næsten filmisk humor, når performerne hænger ud af bagsmækken eller presser ansigtet mod bagruden. Det er en kreativ blanding af fare, fascination og kamp, hvor bilen både er trussel og medspiller.
Plex er også det perfekte festivalværk, fordi det kan indtage mange forskellige rum. Det fungerer både på en scene og på en plads, hvor lyden kan brage ud af højtalerne, og danseren får plads til at maxe ud. Koreograf Alma Toaspern er inspireret af musikeren John Oswalds visionære collage af over 1.000 pophits på albummet Plexure fra 1993.
På samme måde spejler danseren tidens flygtige mediekultur gennem kroppen i et vildere og vildere udtryk, mens flere og flere frynser vælter ud af kostumet. Kroppen bliver selv en slags medieoverflade, hvor information, impulser og indtryk hober sig op.
LÆS OGSÅ: _PLEX kropsliggør algoritmernes kaos og kontrol
Et med naturen
Åbningsdagen bød også på Velvet fra 2019, et soloværk af den tyske koreograf, danser og performer Claire Vivianne Sobottke. Hun er kendt for en række værker, der udfordrer gældende normer i et tværdisciplinært felt. I det store, rå rum ses en miniaturehave, der udgør det umiddelbare scenerum, fyldt med høje planter, jord og sten. På bagvæggen er et stort billede af grøn natur.
Musikken er af Tian Rotteveel, som indleder med slagtøj, mens Sobottke kommer til syne i shorts og sort bluse. Det er et uforudsigeligt portræt af en kvinde i naturen. Fra slowmotion og poses til raveagtig tumlen rundt i græs og jord følger vi hendes råbende adfærd og vanvidsdans. Det ligner næsten et liv i fast forward, og med håret svingende buldrer musikken afsted med metronomslag, slagtøj og messinglyd. Før vi ser os om, er tøjet smidt, og fingrene vibrerer mellem benene som en humoristisk vinken til os.
Snart kravler hun gryntende på alle fire og hopper rundt med forceret vejrtrækning
Det vilde krat synes at dekonstruere normer om kvindelig identitet. Snart kravler hun gryntende på alle fire og hopper rundt med forceret vejrtrækning, håret ned foran øjnene og en hale i numsen. Publikum opfordres til at aflevere deres briller, kaste en pind og lave fotoshoots. Med et grønligt lys tager hun endegyldigt afsked med den antropocæne tidsalder. Grænserne mellem natur, dyr og mennesker udviskes, og udtrykket “at få en bjørn på” får en helt ny betydning.
I tjeneste hos naturen
Jeg er også i den grad i kontakt med naturen og dens elementer, da regnen vælter ned, kort før jeg skal være til en potentiel tre timer lang forestilling på Sydhavnstippen. Heldigvis får vi et par timers opholdsvejr til at opleve, hvad Mountainbuilding har at byde på. Vi tages imod inden for lågen til Sydhavn Teater. En ekstra velkomstkomité af geder, lamaer og alpakaer følger os til den åbning, hvor de tre performere Anna Pehrsson, Ulrika Berg og Hana Erdman er i interaktion med jord, sten og græs.
Koreograf Anna Pehrson har skabt et værk, der giver plads til ro og eftertænksomhed. Det er, som om den geologiske historie af opbyggede lag under os inviterer til at dykke ned i vores egne lag af erindring og samhørighed gennem livet. Forestillingen er durational, og man kan derfor selv vælge, hvornår man går igen. Det er åbenlyst et værk, der er åbent for mange fortolkninger. Performerne opbygger langsomt en relation til hver deres sten, flytter og løber med sten – og interagerer momentvis med hinandens kroppe.
En ekstra velkomstkomité af geder, lamaer og alpakaer følger os
Musikken af Shida Shahabi og Hampus Norén varierer tilsvarende fra ganske sagte toner til buldrende lyde som af sten i bevægelse. Kroppene kan være i balance eller svaje bagover. Landskaber ændrer sig, og sten flyttes, så hele bjergmassiver bliver skabt eller forsvinder igen.
Jeg tænker på en kollega, der for nylig underholdt med formlen for lysets hastighed med E for energi, M for masse og C for konstant. De samme parametre synes at forbinde kroppen, landskabet og vores bevægelse gennem tid. Her bliver KINships idé om forbindelse næsten konkret: Vi er ikke bare i naturen, men i et kredsløb med den.
Gråd giver livet bevægelse
Som mange andre har jeg fulgt Antoinette Helbings værker om først grin og nu gråd. Under KIN har hun premiere på endnu et værk i serien, The Lamenters – Dancing Into Tears, der spiller udendørs med fem performere. Jeg skulle have været til premieren, men blev syg og spørger derfor efterfølgende koreografen, hvad der driver hendes undersøgelse af gråden. Dermed får vi mulighed for at komme bag om værket, og dets take på festivalens tema om det, der forbinder os.
Det viser sig at være mindre et studie af gråd som følelsesmæssig tilstand end en undersøgelse af, hvad der sker, når vi giver følelsen lov til at bevæge sig. “Jeg er optaget af gråden som noget, der hjælper os med at lade livet bevæge sig igennem os. Livet rummer jo både glæde, vanskeligheder, tragedier og smerte. Og gråden kan være en måde, hvorpå noget af det kan få lov til at flyde videre i stedet for at sætte sig fast i kroppen. Den fungerer som en slags ventil.”
Gråden som noget, der hjælper os med at lade livet bevæge sig igennem os
Helbing kalder både The Lamenters og det foregående værk ON/CRYING en hyldest til gråden. Men i forhold til KIN Festivalens tema om det, der forbinder os, bliver det hurtigt tydeligt, at hendes interesse også rækker ud over den individuelle krop.
“Jeg er mindst lige så optaget af, at vi ikke behøver at være alene med det. At vi kan græde sammen med andre mennesker. Der sker en form for indre blødgørelse, når vi græder. Noget bliver blødere, og måske kan vi også se os selv og hinanden med lidt blødere øjne. Sårbarheden er ikke nødvendigvis en svaghed. Tværtimod kan der være en styrke i at kunne være i den og lade det menneskelige være synligt.”
Social og politisk handling
Dermed bliver gråden både en kropslig funktion og en måde at være sammen på. Og for Helbing er der også en politisk dimension i at give plads til det, der ellers let bliver opfattet som ukontrollerbart eller svagt.
“Jeg tror, der er noget ved gråden, som gør det sværere at opretholde forestillingen om sig selv som uigennemtrængelig, hård eller hævet over andre. Så jeg er optaget af både gråden som en helt konkret kropslig funktion og som en social og politisk handling. At lade følelserne bevæge sig og insistere på, at det menneskelige ikke er noget, vi skal overvinde, men noget vi kan være sammen om.”
Gør det sværere at opretholde forestillingen om sig selv som uigennemtrængelig
Det er en interessant forlængelse af KINs fokus på relationer. Hvor Mountainbuilding lader mennesker og landskab mødes gennem sten, jord og krop, undersøger Helbing en anden form for forbindelse: det, der opstår, når noget indeni os ikke længere holdes tilbage.
LÆS OGSÅ: The Laughing Crowd – et performancestudie i latter som kommunikationsform
Abstrakt og drømmende
I The Lamenters – Dancing Into Tears undersøger holdet gråden gennem den gamle praksis at synge laments – traditionelle grædesange. Den finske grædekone Tuomas Rounakari har vejledt holdet, som helt konkret har praktiseret og undersøgt, hvad der sker, når man giver sig hen til klagesangen, der også rummer improvisation.
“Gennem improvisationen finder man gradvist sin egen stemme og stil: Hvordan vælger man sine ord? Siger man et ord én gang, gentager man det igen og igen, eller lader man en hel strøm af ord vælte ud over en melodi? Alle de muligheder har vi undersøgt, og i gruppen findes faktisk hele spektret.”
Hvor man ikke altid kan regne ud, hvorfor noget sker, eller hvad der kommer bagefter
Det er ikke kun stemmerne, der formes af arbejdet med laments. Også kroppens bevægelser udspringer af meditationer, tekster og billeder, som holdet har fundet gennem grædesangene. “Bevægelsesmaterialet er derfor ikke en direkte illustration af gråd. Det er mere abstrakt og drømmeagtigt med en slags drømmelogik, hvor man ikke altid kan regne ud, hvorfor noget sker, eller hvad der kommer bagefter.”
Vævet tæppe
Helbing beskriver selv forestillingen som et vævet tæppe, hvor de enkelte performeres personlige materiale hele tiden møder hinanden. “Hver performer arbejder sig gennem en række af egne laments, som møder andres, skilles ad og mødes igen. På den måde bliver gråden både noget meget individuelt og noget, der hele tiden bevæger sig mellem os.”
Det er også her, Helbings arbejde kobler sig til den regenerative tænkning, der præger KIN. Materiale bliver ikke nødvendigvis brugt én gang og kasseret, men bearbejdet, genbesøgt og sat i nye forbindelser. “For mig er det vigtigt, at gråden ikke bliver fremstillet som én bestemt tilstand, men som noget levende og uforudsigeligt, der hele tiden kan bevæge sig mellem sårbarhed, intensitet, absurditet og humor.”
Som noget levende og uforudsigeligt, der hele tiden kan bevæge sig
Det princip rækker allerede videre end den aktuelle forestilling. Næste værk i serien, Horizon, bliver et samarbejde med koreograf Alica Minar og bevæger sig mellem gråd og grin. Og i den efterfølgende solo Residuals Still Moving vil Helbing arbejde med en slags komposteringslogik, hvor materiale fra hele serien – bevægelser, stemmer, billeder, tekster og praksisser – nedbrydes og får nyt liv i en anden sammenhæng.
“Serien vil fortsat være en del af min kunstneriske bagage – både som materiale, som erfaring og som en måde at tænke kroppe, følelser og relationer på. Jeg forestiller mig, at jeg tager det med mig og ser, hvor det kan begynde at møde noget nyt.”
