★★★★☆☆ The Laughing Crowd – et performancestudie i latter som kommunikationsform 

The Laughing Crowd både forundrer og forfører på Skuespilhusets Lille Scene under KSelekt. Otte forrygende dansere udforsker latterens mange ansigter og fortællinger. Der gives liv til hele følelsesskalaen fra det undertrykte til de vilde og utæmmede, hvor ord ikke slår til.  

Energiniveauet blæser næsten taget af blackboxen, da alle medvirkende indtager scenen dansende i frisk hiphop-stil, der oser af glæde og overskud. Latteren forplanter sig til legende eksperimenter med stemme og krop til et elektronisk musik-track af dunkende rytmer af stigende intensitet. Kunstnerne bryder skiftevis stemningen og udforsker nye aspekter af følelsesskalaen med latteren som anker.

Annonce

De bratte skift mellem fx grin og gråd afspejles i stemmer og kroppe ude af kontrol, som hos et barn, der ikke har anden udtryksmulighed for sit indre følelsesunivers. Publikum rives med eller tager afstand fra de mange til tider groteske udtryk, som latteren og dens afledninger trækker med sig. Latteren bliver et vindue til sjælen uden filter, indimellem med et særligt fokus, indimellem tilsyneladende ude af kontrol.

Fællesskab i mørket

Koreograf og danser, Antoinette Helbing, har i flere år studeret latteren, både som soloværk og i åbne, urbane rum. Den nye blackbox-udgave inviterer os ind i et drømmende mørke oplyst af Carina Backmans mange, lodrette lyspaneler i svag lilla og hvid, der hænger ned fra loftet. Taburetter ligger spredt og kan placeres frit af publikum, der kan flytte sig i løbet af forestillingen. 

Det skal vise sig at være nødvendigt, især når en performer kommer krybende eller hvirvlende opslugt af grin eller legende bevægelser. Som publikum kan vi ikke undgå at blive en del af forestillingen. Antoinette Helbings værker arbejder bevidst med fællesskab, social samhørighed og det fælles genkendelige.  

Der er ingen scenografi, men rummet bruges fantasifuldt og fuldt ud. Fx bliver en performer viklet så meget ind i mikrofonledningen af at rulle på gulvet af grin, at bukserne næsten falder ned. Der leges med forskellige niveauer og med bagtæppet, der gemmer teknik og sædeopbygning. Hvor meget, man får med som publikum, handler om, hvor villig man er til selv at flytte sig i rummet.

Latterens grænseoverskridelser

Kunstnernes klovnelignende karakterer understreges af hvid ansigtsmaling, røde kinder og Inbal Lieblichs farvestrålende, uhøjtidelige kostumer, der giver hver performer sin helt egen personlighed. Alt ved de medvirkende er larmende kontaktsøgende. Se mig, hør mig. Der veksles mellem ensemblespil og soli, der udforsker forskellige aspekter og timing og perioder af utæmmet sjov og ballade.

Der er gruppens grin, frys, grin-seance, hvor vi kan nærstudere forskellige stillbilleder af latterens kropslige udtryk. Der er en solo om overgangen mellem grin og gråd, og en anden, der undersøger forholdet mellem grin og smerte. Det er let at finde mening i de forskellige kunstnerisk-koreograferede greb, mens de kaotiske scener til tider føles som en fest, hvor alle andre er fulde.

Klovneadfærd og humor kan netop være både uhyggelige og grænsebrydende af natur. Min sidemand springer op på skødet af sin veninde, mens jeg kaster mig af taburetten for at komme af vejen for vildskaben. Vi deler rum med latterens utallige nuancer, forvrængninger og positioneringer, råt for usødet, så vi som publikum kan føle både frastødning og tiltrækning.

Latterens efterskælv

Komponist Randi Pontoppidan og lyddesigner Emil Vodder Kristensen har skabt et stemningsfyldt og understøttende lydbillede, der både skaber kontrast og medspil til performernes stemningsskift. Det afvikles live under forestillingen og afstemmes nøje til performernes egen sang og kropslige udtryk.

Installation, dans og musik fungerer i et tværæstetisk værk, hvor både kunstnere og publikum indgår. Hvem, der ser på hvem, er ikke veldefineret men flydende, og da kunstnerne samles i en slags tableau mod slutningen, er det publikum, der er i centrum. Tilbage er kun latterens efterskælv og efterklange i en stemningsfuld slutning.

The Laughing Crowd fungerer godt i blackboxen, hvor den mørke og drømmende scenografi giver plads til flere fortolkninger og perspektiver. Følelserne kan eksistere uafhængigt af de meget nærværende kunstneriske præstationer. Vi forstår, at latteren og dens afledninger kan fortælle mere end mange talte ord.

LÆS OGSÅ: Latter er livet – interview med Antoinette Helbing om The Laughing Crowd