Populært lige nu

Hvad nu, hvis Romeo og Julie ikke døde? Ny forestilling giver svaret

I den kommende uge har Københavns Shakespeare Kompagni verdenspremiere på en fortsættelse af William Shakespeares Romeo og Julie, der udspiller sig i en alternativ...
Annoncespot_imgspot_img

★★★★★☆ Chicago – underspillet storslåethed og skønne præstationer

Aarhus Teaters store scene har Niclas Bendixen – godt hjulpet på vej af Benjamin la Cours imponerende scenografi – skabt en storslået, skæv og munter iscenesættelse af musicalklassikeren Chicago.

Det er ikke decideret grimt, men heller ikke kun smukt, når John Kander, Fred Ebb og Bob Fosses Chicago i disse dage spiller på Aarhus Teater. Instruktør Niclas Bendixen dyrker det uskønne, det skæve og især det morsomme fra de brølende 20’ere i sin version af musicalen, der sætter spot på berømmelsens flygtighed og mediernes letbenede leg med sandheden.

Annonce
Chicago, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese
Rollen som Roxie Hart i Chicago bliver Sofia Nolsøes sidste som fast del af ensemblet på Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Divaer på dødsgangen

Chicago er fortællingen om kvindelige mordere, der forsøger at undslippe hængning ved at fange mediernes og dermed befolkningens interesse og sympati. Sofia Nolsøes tankeløse korpige, Roxie Hart, skyder sin elsker i frustration over, at han vil forlade hende. Hun sendes derfor til kvindefængslet, hvor hun møder berømtheden Velma Kelly i Amanda Friis Jürgensens fandenivoldske skikkelse, der pt. er mediernes darling og på vej mod såvel frihed som endnu større berømmelse.

Fem andre erotisk lingeri-klædte fængselsindsatte, der alle er sigtet for mord på en eller flere, tilslutter sig koret af stemmer, der sammen med Velma synger: “Han var selv ude om det. Den mand, han ville slås ihjel”.

Der er potentielt penge i at være frikendt morder

For der er potentielt penge i at være frikendt morder. Turneer og velbetalte shows venter forude for dem, der klarer frisag. Alt sammen orkestreret af Jacob Madsen Kvols’ udspekulerede forsvarsadvokat, Billy Flynn, og Szhirleys Mama Morton, der er forstanderinde for kvindefængslet og kendt som “divaen på dødsgangen”.

Chicago, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese
Jacob Madsen Kvols som den skruppelløse advokat Billy Flynn i Chicago, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese

Gylden natklubstemning

Benjamin la Cour lever op til sit eget ry og har skabt en ganske forunderlig scenografi, der ved første øjekast virker helt enkel, men ved nærmere bekendtskab viser sig at være alt andet end det. Med et mylder af rektangler i forskellige størrelser på bag- og sidevægge skabes et scenerum, der på samme tid er gennemsigtigt og lukket.

Gennem lyssætningen forvandler la Cour rummet fra trist og mørkt til storladent glittershow

Rektanglernes skeletstruktur mimer både det rustikke udtryk fra byens gader i Chicago i 1920’erne og tremmerne i kvindefængslet, hvor de mange mordere venter på deres domme. Men gennem lyssætningen forvandler la Cour rummet fra trist og mørkt til storladent glittershow, overdådig, gylden natklubstemning og ekstremt effektfulde entreer, fx da Szhirleys fængselsmatriark første gang dukker op på scenen i skarpt modlys og rigelige mængder teaterrøg, som understøtter den imponerende, næsten afgrundsdybe klang i hendes sang.

Drejescenen benyttes flittigt, ligesom diverse løse scenografidele som en enorm guldglitrende trappe gnidningsløst køres ind og ud af scenen. Dertil kommer slutningen af anden akt, hvor hele forscenen løftes ikke bare en, men to etager op og afslører først orkestret og siden de indsatte kvinder i fængselscellerne. En ret imponerende installation skabt til blot denne ene scene.

Chicago, Aarhus Teater. Foto: Emilia Therese
Benjamin la Cours scenografi til Chicago på Aarhus Teater er på samme tid overdådig og underspillet. Foto: Emilia Therese

Sammenhæng til mindste detalje

Chicago er en virkelig helstøbt opsætning, der måske nok er mere show end moraler, men som så afgjort også er mere end almindeligt seværdig som et sådant. De medvirkende leverer alle som én solide præstationer udi både skuespil, sang og dans, hvor især de små koreografiske intermezzi med fx stepdans giver ekstra liv til helhedsoplevelsen.

Musikken swinger fra første takt, og det er umuligt ikke at nynne videre på hittet All that jazz efter endt forestilling. Helle Damgårds smukke kostumer bliver prikken over i’et til la Cours scenografi, og de små detaljer, fx at hele orkesteret i første akt er iført uniformer som fængselsbetjente, er med til at samle alle medvirkende som en stærk helhed.

Et mindeværdigt farvel til teatret

Amanda Friis Jürgensen er skarp og særdeles velsyngende som den skruppelløse Velma. Det lader til, at vi endnu kun har kradset i overfladen af hendes talenter, og det bliver så afgjort interessant at se hende i hovedrollen som Maria, når teatret næste år opsætter Sound of Music. Rollen som Roxie Hart bliver Sofia Nolsøes sidste som en fast del af ensemblet på Aarhus Teater. Hendes unikke evne til – gennem ansigtsmimik og imponerende, leddeløst kropssprog – at udstråle næsten diabolsk vanvid står stærkt frem og bliver således et mindeværdigt farvel til teatret.

Seneste

Nyhedsbrev

Annonce

Udforsk videre

Annonce
Trine Wøldiche
Trine Wøldiche
Redaktionssekretær, journalist og kritiker på ISCENE. Arbejder som freelance kulturjournalist, er medlem af Reumert-juryen og har Kulturmor.dk. Tidligere teaterkritiker for Jyllands-Posten og Dagbladet Information. Uddannet cand.mag i Moderne Kultur ved Københavns Universitet og bachelor i Dramaturgi ved Aarhus Universitet.
Annonce