★★★★☆☆ Solastalgia – veens vemodige vandring

Det vokale vandringsværk Solastagia er en selvstændig fortsættelse af værket af samme navn, der åbnede Sort/Hvid som scene for musikdramatik i 2021. Denne gang også i samarbejde med Metropolis, hvor undersøgelsen af apokalypse og musikalsk katarsis er indlejret i tidens fremmeste format, vandringen, der netop sætter deltagernes kroppe i spænd mellem natur og kultur.

Apokalypse nu!

Eller faktisk befinder vi os efter apokalypsen i en ikke-defineret fremtid, hvor gruppen, der kalder sig Arcadia, tager os på en vandring i et område langt fra de tilsyneladende ubehagelige megacitys, som vi kommer fra. Arcadia er oprørere, der har kæmpet og tabt, og nu har etableret et alternativt samfund i et naturområde.

Vemodige vidnesbyrd

Gruppen lider af Solastalgia, dvs. en form for hjemve, der opstår, ikke fordi man er adskilt fra hjemmet, men fordi det hjemlige miljø forandrer sig. Her handler det om en klimakatastrofe, der har ført til kampe om forstyrrelsen af biodiversiteten.

“That was what I heard, that was what I saw.” Gruppen bruger dette mantra som indgang til de vidnesbyrd, de stykker deres historie sammen af, og som vi bliver præsenteret for i mindre hold, der føres gennem sensommeraftenens paradisiske naturskønhed på Sydhavnstippen. Scenariet er således i sig selv længslen efter det forgangne som et kontrapunkt til den apokalyptiske rammefortælling. Nok er vandet fuldt af alger, så ænderne må kæmpe for at finde føde, men snegle snor sig ved vores fødder og i buskadset pusler større dyr.

Klagens grundtone

Solastalgia er et nomadisk lydværk, hvor klagen er grundtone. I en lille kreds slipper vi lyden løs og forbinder den til vores knogler og siden til vores forfædre som endnu et forsøg på at genskabe en historie og en forbundethed med naturen.

I sirlige mønstre går vi i fire hold og holdes sammen af gjaldende kald mellem førerne. Gør stop i et kors ved en tavs biavlerklædt skikkelse og en anden skikkelse, der danser omkring et stort, metalskinnende horn, inden en sanger med flåede vinger fører os videre til de længselsfulde toner om et hjem, der var engang.

Efter et midlertidigt ophold i hvert sit meditationstelt lander vi i Arcadias hovedlejr, inden vi atter spredes ud i mindre grupper for at hjælpe med deres ”night work”. Det kan være sang ind i hinandens rygge, det kan være snoning af halm til ”tools”, det kan være en intens koreografisk katastrofeberetning med skakbrættet som metaforisk underlag.

Vandringen er tidens format

Alle når ikke alle stationer, før vi atter samles og synger med på Arcadias nye sprog og efter endnu et stop evakueres ud af området, da trusler udefra er på vej. Solastalgia veksler blidt mellem de stemningsfulde, nynnende vandringer og de mere lavpraktiske ophold på diverse stationer, hvor man som deltager må kaste sig ud i den vokale medleven, også selvom ens egen stemme på ingen måde matcher performernes stærke a capella-præstation.

Francesca Buratellis sorgdryppende kompositioner og Madeleine Kate McGowans gentagende libretto legemliggør apokalypsen og hjemveens længsel efter det forgangne, så fortællingen mere end stringent beretning bliver en kropslig, katarsisk nedsynkning i de grådkvalte, vemodige klange brudt af den alarmistiske energi i sekvenserne med night work i en tilsyneladende cyklisk repetition.

Det vrimler med vandringer i scenekunsten, hvilket ikke mindst Metropolis har været med til at fremelske. Jeg har i den sidste uge deltaget i to plus en halv, hvor vandringen var en form for prolog. Mange af vandringerne bevæger sig tematisk omkring forholdet mellem natur og kultur, om det antropocæne versus det biodiverse. Det er vel netop dette format, der kom ud af Covid-19 og voksede sig stærkt, og ikke det digitale teater, som vi dengang troede. Audiowalken må så være hybridundtagelsen, der bekræfter reglen ved at kombinere de to formater.

Læs mere om Madeleine Kate McGowan og produktionsselskabet Other Story her.