På Teatret Svalegangen afsluttes sæsonen med Thomas Markmanns nyskrevne, satiriske komedie Kattegatforbindelsen. Tematikken er velvalgt, præstationerne solide, men forestillingen mister grebet og ender med at sætte sig mellem mindst to stole.
Hvem skal betale prisen for fremskridtet, og hvem må profittere? Den potentielle bro mellem Jylland, Sjælland og ikke mindst Samsø vil nedbringe rejsetiden mellem København og Aarhus, skabe vækst og bringe liv til Vandkantsdanmark. Men det er ikke uden omkostninger for naturen og de lokale samsinger. Er det her virkelig en god idé?
Eva Jakobsen (Maja Juhlin) er ikke i tvivl. Hun er transportminister og sammen med departementschef Hermansen (Kaja Kamuk) arbejder de i døgndrift på at gøre broen til virkelighed. Det bliver dog ikke uden kamp, for naturens muntre søn, den lokale Steen (Bue Wandahl) er dus med himlens fugle og agter at forblive således.
Malkebonden Henning kan se frem til at få sin slægtsgård eksproprieret, hvis planerne går i opfyldelse, og de unge klimaaktivister Astrid og Sebastian, spillet af Miranda Godvil og Rasmus Arved Monrad, er mildest talt heller ikke overbeviste om det saliggørende ved den nye bro.

Solidt og overbevisende
Anders Jul Fristrup Andersen (under)spiller den snu Henning, og det gør han godt. Jeg håber ikke, jeg fornærmer nogen, hvis jeg siger, at Andersen med sine godt to meters højde er en stor dreng, og i kontrasten til hans rolige spil og diktion opstår en helstøbt og troværdig karakter. Han forstår sin rolle til fulde, og det kan mærkes.
Maja Juhlin er overbevisende som den glatte karrierepolitiker, der med kølig professionalisme tager både journalister, aktivister og andet krapyl ved vingebenet i jagten på egne ambitioner. I det hele taget spiller hele holdet fint og generøst sammen. De udfordringer, jeg har med stykket, skal findes et andet sted.
LÆS OGSÅ: ISCENEs interview med Anders Jul Fristrup Andersen
Stilforvirring
I teaterdirektør Per Smedegaards iscenesættelse er stilen let og enkel. Men den har det med at kamme over i decideret slapstick, som når snusfornuftens vogter, den joviale nedrivningsarbejder Musse, spillet af Kaja Kamuk, udfritter de unge aktivister, eller når Eva Jakobsen skændes med fortællerstemmen – Søren Ryge, i øvrigt.
Hvis satiren for alvor skal fungere, skal der være noget på spil
Kattegatforbindelsen er promoveret som en satire, men hvis satiren for alvor skal fungere, skal der være noget på spil. Det skal knage et eller andet sted, og den lettere farceagtige stil er med til at holde problematikken ud i strakt arm, så det aldrig for alvor bliver vedkommende.
Det bliver heller ikke hjulpet på vej af Eilev Skinnarmos lidt statiske scenografi, som ikke bidrager med det store. Den markante bagvæg af planter er skubbet så langt frem på scenen, at det i store dele af forestillingen efterlader ganske lidt plads til spillerne. Det er et af flere grundlæggende, scenografiske valg, som ikke rigtigt fungerer.

Flere spørgsmål end svar – tak
Flere af sidehistorierne bliver heller ikke fulgt til dørs. Det gælder fx historien om den Cavling-hungrende journalist Thøger Amundsen, som har potentialet til at vende hele konflikten på hovedet. Men der bliver ikke bundet en ordentlig sløjfe, og den del ender som en blindtarm i fortællingen. Og vi ved, hvordan det er med blindtarme: Man kan sagtens leve uden.
Ærlig og redelig – men så heller ikke mere
Også romancen mellem Eva og Steen, som dominerer afslutningen af både første og anden akt, fremstår for mig ganske enkelt noget uforståelig. Symbolikken er ikke til at tage fejl af, men brugen af magisk realisme virker som et uvelkomment fremmedlegeme, der forstyrrer mere end forklarer.
Kattegatforbindelsen fortjener bestemt også ros. Den forbliver tro mod sin erklærede ambition om ikke at ville tage stilling i konflikten, og det er klædeligt. “Teatret skal ikke give svar, men stille spørgsmål,” er en floskel, jeg har hørt et kvalmende antal gange, og hvor har jeg dog tit forladt en teatersal med en oplevelse af, at den ambition forblev uindfriet.
Det gjorde jeg ikke denne gang. Kattegatforbindelsen redegør loyalt for konfliktens kompleksitet, og den udstiller alles hykleri og mere eller mindre noble motiver. Det er en ærlig og redelig fremstilling, og det samme kan siges om forestillingen som helhed: ærlig og redelig – men så heller ikke mere.
Tekst: Thomas Markmann. Instruktion: Per Smedegaard. Scenograf: Eilev Skinnarmo. Dramaturg: Matilde Bregnhøj. Lyddesign: Anton Bast. Lysdesign: Henrik Sloth. Sceneproduktion: Folkes Garage. Forestillingsleder: Ditte Bille Winther. Skrædder: Marianne Meyer. Rekvisitør: Helene Jensen. Fortællerstemme: Søren Ryge.
Medvirkende: Anders Jul Fristrup Andersen, Maja Juhlin, Rasmus Arved Monrad, Miranda Godvil, Kaja Kamuk, Bue Wandahl.
Kattegatforbindelsen spiller på Svalegangen 2. – 30. maj 2026.




