★★★★★☆ Cirkusrevyen 2026 sætter kniven i svinet

Cirkusrevyen er på mange måder i en klasse for sig, og selvom der også i år er alt for meget tynd morfar-humor, hævder revyen sig på alle andre parametre med skarpsleben satire, sprudlende koreografier, vanvittige kostumer og et orkester i særklasse.

Man kan forny sin revy på mange måder, og på Bakken sker det i år dels ved at slippe Lars Mikkelsen ind i teltet og dermed understrege Cirkusrevyens høje skuespillermæssige standard, og dels ved at vise tænder med et par knivskarpe tekster, der fastholder momentum i to af valgkampens varme emner, grundvand og svineproduktion.

Forkælelse for øjet

Cirkusrevyen er på mange måder i en klasse for sig, og selvom der også i år er alt for meget tynd morfar-humor, hævder revyen sig på alle andre parametre. Benjamin La Cours vidunderlige jugendscenografi bedårer for fjerde år i træk med sin elegante ramme, der til enhver tid kan rumme et posthus, en svinefarm eller en togkupé i den integrerede mapping-funktion.

Det er forkælelse for øjet, mens ørerne ikke kan få nok af Joakim Pedersen og hans blærede orkester, der skaber sprød bakkestemning, blide visetoner og fuldt skrald på ensemblenumrene med samme eminente, musikalske nærvær, der formelig vælter ud over rampen – ofte i godt selskab med de to sangere Alberte Kyst og Monica Isa Andersen.

Og så er der jo ensemblet. Nellie Bethel Rainey står atter for koreografierne med to meget forskellige udtryk. Først en farvelegende tur med dagens sidste s-tog i “Kig op, min ven”, og i anden akt en forrygende hyldest til dansk folkedans i “Hjemklang”. Her slår kostumier Rikke von Qualen også til med virkelig smukke, gentænkte dragter, ligesom hun har skabt fuldstændig vidunderlige insekt-kostumer til nummeret “Klimatopmøde” og endnu skønnere sommerfuglekostumer til finalen.

De gør det kun, når der er valg

Lars Mikkelsen er en gave til revyen. Han tager rummet med en selvfølgelighed, som var han blandt de mest rutinerede revyskuespillere. Det er han som bekendt ikke, men det kan jo egentlig ikke komme som en overraskelse, at en spiller med så meget ræv bag øret og så formidabel en kropskontrol er som skabt til revy. Cadeau til instruktør Joy-Maria Frederiksen for den casting.

Lars Mikkelsen leverer selv et par gode tekster og får både taget pis på sin egen rolle som alvorstung fortæller af Danmarkshistorien, skabt sig hysterisk i stigende grader af desperation som mellemleder i DAO, drømt om verdensfred i fin ping-pong med Bodil Jørgensen, og leveret Vase & Fuglsangs bedste tekst i år, “Tjek”, som den grå teknokrat-socialdemokrat, der uddeler checks for snart sagt hvad som helst.

Hans store glansnummer er dog Carl-Erik Sørensen og Dybeck/Joakim Pedersens blues “Hele svineriet”. Helt rolig og i træsko sætter han kniven ind i vores dobbeltmoral med den sigende slutstrofe: “De gør det kun, når der er valg” – altså taler om svineproduktionen. Forrygende tekst, forrygende levering.

Johanne Louise Schmidt er også ny på holdet. Hun har lidt mindre (godt) at rive i, og ligger typemæssigt måske også rigelig tæt op ad Bodil Jørgensen. Hun sætter den lille serie hilsner fra DSBs daglige fortrædeligheder lige i skabet, og er længselsfuldt sød i Niels Olsens/Joakim Pedersens forstadsfrueode til “TLP”, Troels Lund Poulsen, der sammen med Lars Løkke Rasmussen får flest hib med på vejen i år.

Her er dansk politiks svar på Hr. Weyse

Bodil Jørgensen agerer med vanlig bramfri hverdagsbrutalitet i Jacob Webles forglemmelige “Åndernes magt”, der åbenbart skal være et tema igen i år. Hendes politisk ukorrekte knap får endnu et gear i Jacob Morilds “Korsbæk”, der også lidt er en gammel traver om alt det, vi ikke må sige.

Den svada leverer hun naturligvis med krøllet charme, ligesom Niels Olsen også slipper afsted med sin klamme “Boomer”. Men så har vi vist også snart rundbarberet det tema, ligesom Trump også kan køres på lager. Han er alligevel mere vanvittig selv. Den type numre holder kun, fordi Joy-Maria Frederiksen har en usædvanlig god sans for flow, og derfor tør skære numrene kort.

Mads Knarreborg er sidste mand på holdet, og han gør det glimrende som ulidelig sommelier med et ekvilibristisk sprog, der – ligesom sproget i “Tjek” – nærmer sig volapyk, og især som Morten Messerschmidt. “Løkke kan ryge og rejse, her er dansk politiks svar på Hr. Weyse,” som han flamboyant-foruroligende crooner i Vase & Fuglsangs tekst. Sammen med Niels Olsen lægger han teltet ned i Lars Bisgaard og Søren Anker Madsens “Den sidste dråbe” om alle lækkerierne i vores grundvand. Det er en enkel idé, opfindsomt skrevet og løftet til skyerne af to komikere i særklasse, der holder elastikken helt stram.

Der er også bare mandeben, rollatorræs, barnebarnsmisundelse, et farceindslag og en stærk, selvkritisk sang om rigsfællesskabet, “Kære Grønland”, af Niels Olsen/Joakim Pedersen. Det er langt mellem de bedste og de svageste numre, men Cirkusrevyen 2026 placerer sig samlet set højt på skalaen med skarpsleben satire i de bedste numre, elegant lækkerhed og professionalisme i alle led.