★★★★★☆ Poetisk puppeskønhed i Sommerfuglekys

To kvindelige performere transformerer sig selv fra pupper og larver til sommerfugle for øjnene af publikum i den elegante forestilling Sommerfuglekys hos Asterions Hus på Møn

Sommerfuglen er et tiljublet insekt i disse år. Efter udgivelsen af Lea Korsgaards sommerfuglebog Når året er omme sidste år har en masse danskere ladet sig inspirere til at opsøge landets 64 arter af dagsommerfugle. Sommerfuglefreaks ved åbenbart, at arten mørkplettet blåfugl kun lever et ganske bestemt sted på Møn. Den skal helst finde en uforstyrret plet med timian eller merian, hvor den kan lægge sine æg i toppen af en blomst. Samtidig skal stedet byde på en særlig slags myrer, der er parate til at slæbe den udklækkede larve med ned i myreboet og fodre den.

Naturen er vild! I hvert fald lige netop på Møn.

Så hos Asterions Teater og Teater Møn er det naturligvis netop den mørkplettede blåfugl, som har hovedrollen i Sommerfuglekys. Abstrakt og kropsligt, poetisk og grotesk – og meget begavet. Som det hedder i den komprimerede tekst: ”Timian. Merian. Sol. Myre.”

Kryber som en larve

Sommerfuglekys er en kunstnerisk sejr for Asterions Teater, der ledes af Peter Kirk og Tilde Knudsen. Som instruktør har Peter Kirk her raffineret det fysiske teaterudtryk, som blandt andet manifesterede sig i teatrets Alice i Eventyrland, og som har ført teatret rundt i verden på mange internationale gæstespil.

Teatersproget i Sommerfuglekys er kropsligt vildt og muskelkrævende, samtidig med at kostumerne nærmest bliver selvstændige medspillere. Alt sammen skabt i en kollektiv proces mellem instruktør, skuespillere og kostumedesigner.

Forestillingen lykkes dog kun, fordi Tilde Knudsen fortolker sommerfuglehistorien så forunderligt som fysisk skuespiller. Hun kaster sin krop ud i alverdens former for koreografiske udtryk – gakket, morsomt og dedikeret. Hun er ualmindeligt veltrænet, også når det gælder kunsten at krybe som en larve eller spadsere rundt som en overklassekvinde med besvimelsestrang. Og så har hun både spilopper i øjnene og humor i fødderne.

Sommerfuglepassionen

I Sommerfuglekys får hun følgeskab af performeren og musikeren Helga Rosenfeldt-Olsen, der til daglig er leder af teatergruppen Wunschmaschine. Sammen har disse to performere fundet udtryk for sommerfuglens sarte eksistens i en ustandselig ping-pong. Men også udtryk for en række forskellige kvinder gennem historien, der er blevet berømte på grund af deres passionerede interesse for sommerfugle. Fra Eleanor Glanville (1654-1709) til Margaret Fountaine (1862-1940).

På scenografiens groftklippede stofstykker bliver kvindernes navne projiceret fint med årstal, dog lovlig hurtigt – man kan knap nå at læse navnene. Disse historiske kvinder skildres med groteske bevægelser og kærlige blikke. Ikke mindst den amerikanske danser Loie Fuller (1862-1928), der blev berømt for sine oplyste slørdanse, hvor hun blandt andet dansede med stof som sommerfuglevinger.

Kubistisk eventyr

Æstetisk set lykkes Sommerfuglekys takket være et fuldstændig eminent kostumedesign af den engelske kostumedesigner Susan Marshall. Hun er ansat som dragthistoriker ved universitetet i Milano, men har altså kastet sin kærlighed på Asterions Hus og Møn.

Susan Marshalls kostumer er som skulpturer, når hendes glatte stoffer i kubistiske sammensyninger glider ned over halsen eller hofterne på performerne. I Sommerfuglekys transformerer menneskekroppene sig til de pupper, som den mørkplettede blåfugl opholder sig i, inden den altså kryber rundt som larve – og endelig slippes fri som sommerfugl. Susan Marshall har en forkærlighed for hvidt stof, der er syet med synlige krydssting. Her opstår hattekuber, brystkasserør og hoftebobler i en tilsyneladende uendelig strøm af fantasi.

Her er hilsner til Bauhaus-kostumerne fra Oskar Schlemmers balletter i 1920’erne, men også til animationsfilmens uhindrede kropsfantasier. Hos Susan Marshall bliver alt til et kubistisk eventyr.

Teksten til Sommerfuglekys er en beskrivelse af den mørkplettede blåfugls livscyklus – flettet ind i en collage af kvindeportrætter. Her funkler Tilde Knudsen med sin evne til at skabe portrætter gennem enkle, fysiske udtryk – en halten, en fremskudt overkrop, en drejende arm.

Det er skønt at se hende i pingpong med Helga Rosenfeldt-Olsen, der i begyndelsen holder sig til rollen som medskabende musiker på sin harmonika. Indtil hun også slipper sin krop løs i blåfuglens subtile liv med knækkede albueudtryk og milde, mørke øjne – og masser af godt humør. Mens de hofteskvulper frem og tilbage i deres skulpturkostumer oven på deres sorte heldragter, projiceres der videobilleder af håndtegnede sommerfugle gennem tiderne. Smukt og delikat.

Digtene blafrer

Til sidst i forestillingen nævner de oplagt nok Inger Christensen (1935-2009) – den danske digter, der skrev sin legendariske sonetkrans Sommerfugledalen i 1991. Skuespillerne citerer tilsyneladende ikke direkte fra digtet. Men forestillingen rammer noget af digtets sprøde følsomhed og en eksistentiel beundring for den skrøbelige natur. Som det blandt andet lyder i digtet:

”Som blåfugl, admiral og sørgekåbe / i farvens periodiske system / ved hjælp af blot den mindste nektardråbe / kan løfte jorden op som diadem.”

I Sommerfuglekys symboliserer kostumerne i hvert fald alt fra sørgekåbe til diadem. Som uventet haute couture for sommerfugle – på Møn.