Bornholms Teater har skabt en skæg musikforestilling om at være tilflytter til øen. Med de forrygende skuespillere Olivia Borges og Niels Skovgaard Andersen som charmemagneter.
Vi er vist mange, der har forelsket os i Bornholms charme og hemmeligheder. Som har mæsket os i krøllebølleis og lakridskugler på en ferie – og overvejet at rykke rødderne op at flytte til klippeøen.
Det er netop denne historie, der er plottet i Drømmen om Bornholm. Under navnet Bornholms Solskinsteater triller denne lastvognsforestilling de kommende uger rundt på hele Bornholm – parat til at blive anbragt i hver en flække. Sådan som det også var tilfældet for to år siden, hvor Bornholms Teater kørte rundt med Holbergs Den politiske kandestøber under titlen Danish Clown og endda også kom på turné til Christiansborg Ridebane i København.
Teaterchef Jens Svane Boutrup har nu skrevet en munter, musikalsk teaterballade om to unge, der sidder i deres minimale etværelses lejlighed på fjerde sal på Vesterbro i København. Indtil de altså opdager, at de skal have et barn – og får ideen om at flytte til Bornholm. Morsomt nok med navnene Kristina og Karl Oskar, som om der var tale om en opdateret dramatisering af Vilhelm Mobergs Udvandrerne.

I klemme i sofaen
Rammehistorien er med andre ord ganske enkel og letforståelig, både for børn og voksne. Og den er morsom. Forestillingen kulminerer i mimiske højdepunkter, når parret er ved at komme i klemme i deres minimale sovesofa – i komisk klovneri, som de to skuespillere løfter til gakkede højder.
Hun lader sin indre komiker boble over med groteske påfund
Olivia Borgels stirrer i hvert fald med vilde øjne ud mod horisonten, da hun finder på at forlade hovedstaden og den alt for lille sovesofa, så hendes sammenklappelige krop kan få lov til at strække sig ud i fuld længde i det nye, men ret så håndværkertrængende hus på Bornholm.
Hun lader sin indre komiker boble over med groteske påfund. Hun synger med ren stemme og blidt hjerte, og hun kan traktere et rytmeæg med delikate fingerbevægelser, som om hun holdt et brillantbesat Fabergé-æg. Hendes krop placerer sig ofte i groteske vinkler med suveræn timing – og hun placerer kækt sine ben rundt om en cello, som hun stryger så kærligt, som var det en nyfødt baby.

Sur svigerfar
Niels Skovgaard Andersen følger hende tro i en fælles musikalsk slapstick. Han synger imponerende godt. Hans stemme har en fortrolighed som hos en visesanger og et volumen som hos en musicalstjerne – og han trakterer mikrofonstangen omtrent som Elvis – også når mikrofonen bare viser sig at være en standerlampe. Han har samtidig et herligt selvironisk blik i øjet, ikke mindst når han spiller den trætte mand, der pendler fra Bornholm til København, men dog lige netop energi til at gribe ud efter sin guitar.
Du ved ikke en snus rimer på lortehus
Publikum morer sig højlydt. Imens håndterer musiker Jonas Munck Hansen sin guitar, når han da ikke spiller sur svigerfar med en bedrevidende skuldertrækning, der får alle til at grine. Imens styrer musiker Michael Brøndum musiknumrene fremad uden at fortrække en mine.
Musikalsk byder forestillingen på en revyagtig blanding af kendte melodier, der er sammensat i et veloplagt, musikalsk potpourri af Lars Fjeldmose – med humoristisk forkærlighed for Hist hvor vejen slår en bugt og med en særligt skøn julehilsen til “De tre vise mænd fra Østerlars”. I disse sange rimer egoist på spritbilist – og “du ved ikke en snus” rimer på lortehus. Tilsat skægge dansetrin af koreografen Noora Hannula.

Loppemarkedsæstetik
Drømmen om Bornholm er en morsom forestilling. Teksten bliver dog lidt langtrukken. Der går lovlig mange scener, førend det unge par endelig forlader Vesterbro. Til gengæld er der ikke mange replikker om, hvad de unge egentlig laver på Bornholm efter den første snefyldte vinter, hvor de ikke kender et øje. Scenografien består desuden blot af nogle gamle møbler på hylder, som om teaterlastbilen var den et tilfældigt pulterkammer. Denne loppemarkedsæstetik trækker forestillingens udtryk noget ned.
Pointen er klar, skuespillerne er skønne – og sommeren er lun
Men derudover er forestillingen virkelig sjov. Pointen er klar, skuespillerne er skønne – og sommeren er lun. Mon man endnu en gang skulle overveje flytteplanerne og Drømmen om Bornholm?
Tekst og instruktion: Jens Svane Boutrup. Scenografi: Tine Mette Jespersen. Musik: Lars Fjeldmose m.fl. Koreografi: Noora Hannula. Producent: Bornholms Teater.
Medvirkende: Niels Skovgaard Andersen, Olivia Borgels, Michael Brøndum og Jonas Munck Hansen.
Målgruppe: Fra 6 år. Varighed: 1 time.
Drømmen om Bornholm’havde premiere fra vognen hos Bornholms Solskins Teater i gården hos Torvehallerne i Rønne. Den kan opleves på turné hele Bornholm rundt frem til 28. august 2026.




