Operastafetten 6 – Louise Beck: Operaens enorme volumen kan sætte lyd til overhørte stemmer

Operastafetten. Frem mod dette års Copenhagen Opera Festival, der starter på torsdag, i august lader vi på Louises Becks idé stafetten køre mellem branchens chefer i Aarhus, Holstebro, Esbjerg, Odense og København. De svarer alle på fire ens spørgsmål og et særligt spørgsmål, de har fået af en kollega i stafetkæden. I denne uge har kunstnerisk leder af OPE-N og ny kunstnerisk leder af Copenhagen Opera Festival, Louise Beck, stafetten. Hun vil gøre op med det bestående, for opera kan ifølge hende kanalisere virkelighedens vigtige fortællinger og skal ikke være en elitesport forbeholdt de få.

Hvilken vision vil du gerne indfri for musikdramatikken?

“Det er et stort spørgsmål, så jeg gør det kort i én lang sætning: Musikdramatikken skal være en samtidskunstnerisk genre, der forholder sig til den tid, vi lever i, og stiller sit oprindelige og klassiske format til rådighed for nye udtryk, tanker og fortællinger, der ophæver afstanden mellem værk og betragter og møder publikum, dér hvor de er.”     

Hvilke tendenser er du inspireret af? 

“Jeg er inspireret af de opsætninger/værker, der udfordrer, udvikler og dermed udfolder genrens enorme potentiale og rummelighed ved at lade operaens kunstarter mødes på lige fod og smelte sammen i nytænkende og overraskende udtryk, der ikke kan formes alene. I dette hybride udtryk er ingen kunstart “tjener” for en anden. Det klassiske hierarki er ophævet, og det visuelle, fysiske og musikalske sprog løfter i flok og skaber sin helt egen synergi.

Sammensmeltningen kan både finde sted i klassiske værker, hvor iscenesættelses-grebet kiler stærke sceniske og kropslige udtryk ind i det eksisterende partitur, så det befrugtes på ny, som fx Constanza Macras iscenesættelse af Carmen i Basel, og i nye værker, hvor konceptet fra starten gør plads til kunstartens mange udtryk, som i Written on Skin (opført på Det Kongelige Teater i efteråret 2025), hvor man mærker det ligeværdige samarbejde mellem forfatter Martin Crimp, komponist Gerorge Benjamin, instruktør Katie Mitchell og scenograf Vicki Mortimer.”

Hvad ser/hører vi for lidt af?

“Hvis du retter blikket mod institutionerne, savner jeg at opleve nye værker, der i fuldt format griber om og møder den verden, vi lever i. Operaen har potentialet til at ramme og rumme os alle – den kan bevæge og berøre os på et fysisk og følelsesmæssigt plan  – og samtidig kan den sætte en masse tanker og refleksioner i gang. Oven i alt dette, kan genren frem for alt skrue op for lyden, så vi alle hører og mærker fortællingen.

Operaens enorme volumen kan sætte lyd til overhørte stemmer og fremkalde nogle af de fortællinger om verdens og menneskets tilstand, som vi alt for ofte vælger at ignorere. Modet til at give taletid til de marginaliserede eller undertrykte og gøre sig til talerør for det tabubelagte og det traumatiserede savner jeg. Der findes gudskelov undtagelser, hvor kunstnere griber fat i samtidens traumer: blandt andet komponist Kaija Saariaho og librettist Sofi Oksanen værk Innocence, der tager udgangspunkt i – og skildrer efterveerne fra – et tragisk skoleskyderi i Finland. Et andet eksempel er Ellen Reid og Roxie Perkin’s The Shell Trial, der forrige år trak den hollandske retssag mod Shells miljøsvineri ind på scenen i Rotterdam.

I det såkaldte frie felt findes der større fokus på aktuelle emner, og der findes mange gode eksempler på, hvordan operaens kunstart kanaliserer virkelighedens vigtige fortællinger ud igennem sig. Jeg hører nok til én af dem, der bekymrer mig meget om den brutale og fatale tid, vi lever i, og nogle gange kan jeg godt falde i et sort hul, hvor jeg kun kan få øje på mistrivsel, vold, rovdrift og menneskets katastrofekurs.

Forleden oplevede jeg et par virkeligt sjove og nye opera-enaktere, og det fik mig til at tænke på, at jeg faktisk savner humoren i samtidsoperaens verden. Det er sjældent, at nye værker får mig til at grine, så her ligger en virkelig spændende udfordring – både for mit eget sortsyn og andres blik på den verden, vi lever i. Shakespeare var en mester i at give “the fool” det sidste ord, så måske skal operaens volumenknap drejes mere mod narrens komplekse forstand, så vi kan se virkeligheden i nye perspektiver?”

Hvad skal vi gøre oprør imod?

Vi skal blive ved med at gøre op med skævvridning mellem køn, alder, baggrund, nationalitet, nyskevne og gamle værker, så det, vi sætter på scenen, både  afspejler og repræsenterer det samfund, der omgiver os, og også opdyrker den enorme talentmasse, der findes omkring os. Vi skal gøre op med det bestående, for opera skal ikke være en elitesport forbeholdt de få. Det skal være en kunstart, der rækker ud til alle samfundslag med relevante, diverse og vedkommende værker, som alle kan spejle sig i. 

LÆS OGSÅ: Operastafetten 5 – Eva-Maria Melbye: Vi skal blive ved med at stille spørgsmål

Spørgsmål fra kunstnerisk leder af Den Fynske Opera, Eva-Maria Melbye: “Louise, din vej ind i operaens verden og din evne til at holde fast, når det sikkert har været svært, er inspirerende. Med udgangspunkt i din egen rejse: Hvilke råd vil du give dem, der kæmper for at finde deres plads, og er der noget, du selv ville have gjort anderledes i løbet af din karriere?

Det bedste råd, jeg kan give, er nok at finde ud af, hvad der optager dig og hvordan du kan udfolde din optagethed og give den liv ved at dele den med andre. Det lyder måske lidt for enkelt, men jeg tror virkelig på, at alle processer starter med en personlig undren eller nysgerrighed, der sætter en retning for et eller andet, man ønsker at undersøge eller opdage sammen med andre – og som man i sidste ende tror på, også har en interesse for publikum, fordi de – på den ene eller anden måde – også kan spejle sig i det. Det, der optager én, kan være alt fra helt små og tekniske elementer (som at synge på en bestemt måde) til store geopolitiske spørgsmål (man ikke forstår). Jeg har lavet masser af fejl i løbet af min karriere, men der, hvor det er gået helt galt, er, år jeg ikke har holdt fast i min egen nysgerrighed.