★★★★☆☆ Bryld – en verden på TVÆRS rammer tvivl og tidsånd på kornet

Med Bryld – en verden på TVÆRS tager Teatergrad fat på det kendte firser-ikon, Tine Bryld, der hjalp ensomme unge, men sloges med sig selv. I Pelle Nordhøj Kanns præcise instruktion endevendes omkostningerne ved at være hele Danmarks reservemor.

Vi er inviteret til den kendte afdøde socialrådgiver Tine Brylds 50-års fødselsdag. På Teatergrads lange scene i et hvidt telt står 80’er plasticstole stablet, alle graffitimalet med hilsner til 80’erne: Atomkrig, AIDS og Berlinmur. Vi skriver 1989.

Teatergrad er nået til den fjerde historie i deres musikalske Danmarkskrønike og har valgt et nostalgisk blik på hele Danmarks reservemor” der som vært i 40 år på radioprogrammet TVÆRS var med til at støtte en hel generation af unge, der følte sig forkerte og ensomme.

Er der en pris ved at være offentlig omsorgs-heltinde? Det er temaet for dramatiker Andreas Garfield, der tager fat på Tine Brylds personlige historie. Klædt i en rød 80’er pailletkjole spørger Tine, i Julie Riis fremragende præstation, sin mand Arne: “Behøver jeg holde takketale for alle de mange mennesker i mit liv? Jeg har haft hedeture hele natten og er kørt træt?”

Hallo, det er Tine

Her starter en tour de force gennem Tine Brylds liv, akkompagneret af stykkets fire sangere/skuespillere i scenograf Sir Grand Lears sort/hvide kostumer med harlekinmønstrede bukser og abstraktmønstrede jakker med skulderpuder.

Afgørende for en så tæt-på-virkeligheden historie er selvklart, om den altafgørende hovedperson rammer.  Da Julie Riis får hovedbøffer og en mikrofon på, lyder hendes varme myndige stemme: “Hallo det er Tine”. For os, der oplevede TVÆRS søndag aften i 80’erne, var det som at sidde foran krystalapparatet igen. Julie Riis inkarnerer Tine Brylds stærke personlighed følsomt og fornemt. Hun smiler stort set aldrig, fuldstændig lig Brylds no-bullshit offentlige optræden.

Brian Hjulmann agerer den unge, idealistiske Claus Bryld, der får Tine med til Atomkraft-nej tak-demonstration, og han har den rette energiske, aktivistiske udstråling. Som Arne Gaardmand giver Mikkel Reenberg et stærkt portræt af den solidariske ægtemand nr. to. 

Spøgelset følger med

Tine Bryld har også skeletter i skabet – et spøgelse følger hende hele livet. Christine Worre Kann spiller og synger Anna – Tines ungdomsforelskelse – sanseligt stærkt, og som spøgelse bevæger hun sig kropsligt elegant rundt om de store begivenheder, som en angrende Tine ikke kan slippe. “Jeg skammer mig over, at jeg ikke havde modet til at sige det, som det var; det jeg altid siger til de unge i TVÆRS”, lyder det fra Tine.

Fortællemotoren med Anna-spøgelset som på grund af bruddet med Tine begår selvmord, er fint tænkt af Andreas Garfield, men kærlighedsscenen med de to unge kvinder er temmelig lang i starten.

De 80’er inspirerede sange er skrevet af Martine Madsen, der spiller flere instrumenter og også agerer ung kvinde. Hun har ramt en lyd, der sender os tilbage til Anne Linnets Marquis de Sade, et skønt punktagtigt lydtæppe også med fine poetiske stemninger.

Rød lejesvend

“Jeg vil ikke ind i politik. Jeg vil give de unge en stemme,” lyder det fra Bryld, der vil åbne et abortkontor, et fixerum og støtte Christiania.

De fire andre giver hende modspil i sangen: “Du blander dig i for meget, hold dig væk fra vores børn. For hun er en af de røde lejesvende”. Instruktør Pelle Worre Kann illustrerer i flere små klip, hvordan modstanden gør Tine Bryld målrettet, og da maskerede unge uden bolig besætter et hus i København, kaster Bryld sig ud i den yderst vanskelige forhandlerrolle mellem de unge og overborgmester Egon Weidekamp.

De ikke særlig kønne plasticstole bygges her op til en høj effektiv barrikade, mens de unge synger: “Pis og lort, blod og had, Weides hoved på et fad” med kampgejst. No Future.

Men fødselsdagsgæsterne er på trapperne, og Arne spørger: “Hvad ville du sige til en ung, der ikke vil holde sin fødselsdag, fordi hun er udmattet? Du skal tage dig sammen og ikke være så selvoptaget,” lyder det, og rejsen gennem Tine Brylds liv slutter med selverkendelse og vild dans.