★★★★★☆ Odsherred Sommerrevy 2026 er som et varmt sommerkys

Odsherred Sommerrevy 2026 er sommervarm og humanistisk. Altså helt som vi kender og elsker den. Gunvor Reynberg er ny i instruktørstolen, og det er det oplagte match for en revy, der atter viser lige dele sans for vrøvlerier, vidunderligt komisk spil og et skarpt blik for de temaer, der også kan få plads på en revyscene.

Man får det altid dejligt sommervarmt indeni, når man besøger den generøse revy med det norske twist i Odsherred. Når man har grinet af de mange skæve karakterer, der typisk huserer i denne revy, får man også ofte lidt med til eftertanken – fordi den midt i gak, vås og løjer – og bevares, et par af sæsonens uendelige strøm af tynde tekster – også rammer lige midt i skiven med satiren over et par af tidens varme emner.

Pas på Lammefjordskartoflerne

Ét af dem er uomtvisteligt det gryende opgør med svineproduktionen, der har kastet det ene fremragende nummer efter det andet af sig fra Lars Mikkelsens diabolske bonde i Cirkusrevyen til Bjarne Antonisen og Daniel Lassens dansende landmænd i Ganløse Revyen.

I Odsherred er det Ulla Vejbys forknytte bondepige der, til tonerne af Admiralens vise, bliver taget grundigt i røven af bønderne, der lurer bag stakittet i Ruth Lange og Gunvor Reynbergs skønne tekst Lammefjordskartofler. I kan kalde det kartofler, vi ved godt, det handler om (flere slags) svin – og vores afhængighed af at få dem på bordet.

Gunvor Reynberg står sammen med revyens uundværlige norske kapelmester Trond Lindheim bag et andet af revyens stærke numre, I bussen. Tekst, musik og koreografi spiller godt og tankevækkende sammen, når nummeret spiller på talemåden “at rykke sammen i bussen”. Det er der brug for – måske særligt, når det som her, gælder Europa. Lindheim minder os om kulturens sammenhængskraft i nummeret Alt hvad man skal vide om norsk musik, der rækker fra Grieg til AHA i hans virtuose arrangement.

Et andet højdepunkt er Vase & Fuglsangs En dårlig allieret, hvor Trumps ord “We never needed them” bliver sat i relief af det syngende hold i rollen som veteraner fra Afghanistan. “En hverdag spoleret / og tilmed en dårlig allieret,” lyder et par af linjerne, der ikke bare udstiller den specifikke krigs meningsløshed, men også de menneskelige konsekvenser.

Pikslips og vrøvletekster

Nu lyder det måske meget alvorligt det hele – men det er det selvfølgelig ikke. Der er et fint miks mellem de svære temaer og det fuldtonede fjolleri, som Odsherred Sommerrevy også altid har været garant for. Af og til forenes det endda i samme figur – og den figur laves ofte af Kristian Holm Joensen. I år byder han os velkommen med en rask lille træningskamp. “Giv nu anførerbindet til Mette, Lars, kom nu,” lyder det i et let og originalt greb på regeringsdannelsen.

Senere spiller han i sin egen tekst den mere end sædvanligt distræte desperado, der hele tiden vil sende os til pause, men også har glemt andre væsentlige detaljer som sit barn og bryllupsrejsen. Holm Joensen slår overraskende krøller i sin kropskomiske stigende frustration. Han rører hjertet med den mere fortvivlede herre, der har mistet sin ven. Vennen er måske heller ikke rigtig værd at samle på, men bag komik med hadegaver af typen pikslips mærker man også den knugende ensomhed og ønsket om at passe ind i verden.

Holm Joensen dannede sidste år par med Troels Malling i en sketch, der løftede os til Preben Kaas og Jørgen Rygske højder. Denne gang finder han andre velspillende takter med revyens nye ansigt, Jon Lange. Blandt andet i årets vrøvletekst, der i år er skrevet af Janus Elsig. Kønsløs børnehave slår måske ikke ligefrem nye døre op i pronomendialogen, men Holm Joensens sans for sorttale kalder den inkluderende latter frem.

Sommervarm og humanistisk

Jon Lange falder godt ind på holdet og leverer blandt andet en svovlspyende præst, der hylder den (muligvis) genopstandne Bededag, en fortvivlet roligan, der ser turen til Mexico forsvinde i det fjerne til fordel for ferie med familien, og i en vidunderlig pastiche over Søren Torpegaard Lund og hans Melodi Grand Prix-vinder. Hele holdet stepper op med dans og striptease ad libitum i Før det når frem med tekst om det forgangne postvæsen af Lars Daneskov.

Ulla Vejbys fiffige mimik tjener mange formål. Den forpinte bondepige er nævnt, dertil kan lægges hendes indebrændte hustru, der gerne vil afsætte sin mand til Jolene vol2. Hendes passivt-aggressive dansetrin giver sangen vinger, mens hun mestrer det milde i den ældre kvinde, der drømmer om sin døde Hans Jørgen, mens SoSu’erne omkring hende er nye hver gang. Katrine Skjoldelev er lidt mere i kulissen denne gang, men stiller sin drønsikre stemme til rådighed og bidrager også i år med en tekst med bid om rigsfællesskabet – Vi bakker op, men helst hjemme fra sofaen.

Gunvor Reynberg har i år sat sig i instruktørstolen. Det er et helt oplagt match, der giver revyen et svæv, hvor selv ultratynde tekster kan spilles op af præcise karakterer og timing – og hvor der er et skarpt blik for de temaer, der også kan få plads på en revyscene. Revydirektør Frede Guldbrandsen indtager stadig værtsrollen med små oplæg. Det fungerer fint, men jeg savner lidt et eget nummer, da det er et af de særtræk, der har givet den karakter. Det er dog en meget lille anke mod endnu en sommervarm og humanistisk klog revy, der bærer fremtiden i sig.