Der er al mulig grund til at gå ind i dødens forkammer på Husets Teater. Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage er en overvældende intens koreografisk teaterversion af Naja Marie Aidts bog om tabet af en søn.
Hvorfor gå ind i ”det dødstille”, det ”ingen vil høre om”?
Scenen emmer af savn. En mor har mistet sin søn. Hun sidder til start med ryggen til. En silhuet, der ser ind i et bundløst mørke. Samtidig er der også en søn, der har mistet sin mor. Begge er til stede – uden at kunne nå hinanden. Men de kæmper.
Det er i al sin nådesløse enkelthed det skræmmende limbo, vi som tilskuere på Husets Teater bliver kastet ud i. En koreografisk iscenesættelse af forfatter Naja Marie Aidts egen tabserfaring i bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage.
Sønnen ligger dér på maven med den ene arm strakt lidt frem foran sig. Var det sådan, han lå, efter at have sprunget ud fra 4. sal i en svampepsykose? Det damper fra hans nøgne krop, en hvid dis. Er det livet, der siver ud af ham, eller – måske omvendt – liv der strømmer fra ham?

Den levende og den døde bytter roller
En sværm af spørgsmål, flimrende stumper af erindring og sorgens hæse rasen flakser hen over hovederne på os som morens indre stemme. Lige fra den første vantro kaospanik, hvor ”han er død!” glider sammen med fødslen, ”et vinterbarn”.
Det slående er, at rollerne er byttet om. Det er moren, der er den døde. Som har hun forladt sin krop, står hun længe stivnet i en katatonisk tilstand. Ser ud, uden at se. Hænderne rækkes frem, men på butoh-vis lever de deres eget liv og søger selv i retning af sønnen.
Skaber et stærkt, klaustrofobisk undertryk
Det skaber et stærkt, klaustrofobisk undertryk, når skuespiller Christine Albeck Børge med hele sit insisterende, flåede nærvær står dér helt stum. Moren har mistet sit sprog. Men hendes indre stemme springer, nærmest psykotisk, frem og tilbage i den knuste tid for at samle stumper til et billede af sønnen: ”Dit smukke øre”, ”du tegnede”, ”din varme”. Samtidig forsøger hun at samle sig selv op.

Sønnen lyser det hele op
Helt anderledes liv er der til gengæld over sønnen. Selv om han i begyndelsen rager fortumlet rundt og desorienteret klasker ind i væggene, kan han anderledes klart se sin mor og forsøger ihærdigt at trænge igennem til hende.
Danser Oliver Marcus Starpov legemliggør på fineste vis morens beskrivelse: ”Du gjorde ikke noget væsen af dig, du lyste”. Årvågent holder han sig i baggrunden og kredser om moren med et livgivende, kærligt nærvær, der lyser det hele op. Der er en lyttende moderation og præcision over hans bevægelser, også når han giver los og cirkler rundt med en nærmest overmenneskelig ubesværethed, som var han vinden selv.
Og moren kan omsider tydeligt mærke ham og kredser med rundt, til Samuel Barbers hjertemusik. Som to himmellegemer, der var kommet ud af kurs, har de fundet en fælles rytme, et fælles åndedræt, men i hver deres dimension. Skærende smukt står sønnen som en stor skærmende fugl bag moren, der selv lyser op. Løst fra den fastlåste limbotilstand kan hun omsider give slip på sin søn. Nu bærer hun ham indeni.

En befrielse trods alt
Det føles så befriende midt i sorgens efterklang, at jeg næsten mister pusten. Helt utroligt, hvordan holdet har fundet sammen om at holde kursen og intensiteten – og har ført os gennem et forfærdelig sårbart grænseland, hvor der ikke skal trampes rundt i det alt for følelsesfulde. Udover indsatsen fra Albeck Børge og Starpov, der også er koreograf, scenograf og medinstruktør, gælder det instruktøren Amanda Linnea Ginman, komponist Matilde Böcher og lysdesigner Christian Vest Berntsen.
Det føles så befriende midt i sorgens efterklang, at jeg næsten mister pusten
Der ligger jo en paradoksal udfordring i forestillingens titel, Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage, dvs. frem for at hage sig fast i det, døden har taget, skal man give det videre, som den døde har givet. Det gør forestillingen ved at give mor og søn en egen fysisk sanselig og åndelig fremtoning – ikke mindst ved at lade sønnen få et eget liv, hinsides morens POV. Det, at der også er en søn, der har mistet, og som giver tilbage, rammer lige i hjertekulen. Umuligt at ryste af sig.
Nok føres vi ind i det, som ingen, ifølge morens stemme, ”vil høre om”. Men når samtlige billetter blev revet væk inden premieren, må der altså være et behov for at lære det frygtede overgangsrum at kende – og for at kunne ”lytte til vores døde”.
Tekst: efter bogen Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage (2017) af Naja Marie Aidt. Tekstbearbejdelse: Amanda Linnea Ginman og Matilde Böcher. Iscenesættelse: Amanda Linnea Ginman i samarbejde med Oliver Marcus Starpov. Koreografi og scenografi: Oliver Marcus Starpov. Komponist Adagio for Strings: Samuel Barber. Komponist og lyddesign: Matilde Böcher. Lysdesign: Christian Vest Berntsen.
Medvirkende: Oliver Marcus Starpov og Christine Albeck Børge.
Har døden taget noget fra dig så giv det tilbage spiller på Husets Teater 7. – 28. november 2026.




