Folketeatret i Nørregade havde i sidste uge dørene på vid gab til en fyldt foyer med forventningsfulde børn og voksne, der var mødt op til premieren på Fyrtøjet. Det blev både festligt og eventyrligt på en måde, vi næppe har set før – med halshugning, guldkæder, streetdance, sang, rap og robotter. Til gengæld var det emotionelle sværere at mærke under de mange lag af ironisk distance, hvor dans og dukker til gengæld blev de mest udtryksfulde elementer.
Folketeatret har virkelig lagt sig i selen for at støve eventyret af og skabe en sprællevende fortælling for nulevende generationer. I Steen Koerners iscenesættelse og koncept er handlingen stort set bevaret, men fortalt gennem en række forskellige virkemidler. Scenografien består blandt andet af liveprojektioner, der viser det gamle træ, mønter, som vælter ned i soldatens rygsæk og skyggespil af hunden, der løber. Indledningsvis ser vi soldater marchere til musik. Der er kampe med mange faldne, og hele scenen farves blodrød.
H.C. Andersen skrev Fyrtøjet i 1835, godt 20 år efter, at Danmark var blevet hårdt ramt af Napoleonskrigene, herunder Slaget på Reden i 1801 og bombardementet af København i 1807. Om krigene har haft indflydelse på eventyret, kan vi kun gisne om. Vi kender historien om soldaten, der kommer hjem fra krig, møder en heks og tre hunde, der vogter over en skat af mønter – og et magisk fyrtøj. I nærheden er prinsessen spærret inde på slottet, men kun indtil soldaten stryger fyrtøjet og vender op og ned på det hele.

Moon-walkende soldat
Forestillingen er bygget op omkring en rammefortælling med Mette Horn som fortæller og mor til soldaten, der spilles – og ikke mindst danses – med stor naturlighed af Malthe Ørsted. Han har tidligere medvirket i flere af Koerners danseforestillinger, blandt andet Cykelmyggen Egon, Nøddeknækkeren og H.C. Andersen. Mor og søn er på mange måder modsætninger. Moren går i grå, bløde bukser og bluse og ser – helt sikkert med fuldt overlæg – ud, som om hun slet ikke hører til på scenen. Soldaten bærer derimod en farvestrålende uniform, der bliver endnu mere elegant, da han træder ind i sit civile liv.
De danser med attitude og et overskud, der kan sætte en sal i kog
De øvrige dansere spiller både officerer og venner og varetager en række andre roller. De danser med attitude og et overskud, der kan sætte en sal i kog. Footwork, popping og robotics – de kan det hele. I eventyret hører vi, at soldaten marcherer 1-2, 1-2, men Malthe Ørsted moonwalker. Måske lidt drømmende, for han har ingen idé om, hvilket eventyr, der venter ham. I stedet for en klassisk og tidløs fortælling inviteres vi ind i et univers fra de sidste 50 års streetdance tilsat dukker og videoprojektioner for at skabe et nutidigt univers.
Kongen og dronningen spilles af Isa Marie Henningsen og Hervé Toure i ironisk og hysterisk overspil som prinsessens skrækkelige forældre. Da sandsigersken/heksen spår, at prinsessen vil blive gift med en simpel soldat, låser de hende inde, indtil de selv kan vælge hendes ægtemand. Stephanie Nguyens prinsesse er cool på den selvsikre måde og heldigvis ikke så traumatiseret, som man kunne forestille sig efter en barndom uden anden kontakt til verden end forældrene, som hun kalder sine “fangevogtere”.

Flot dukkesamspil
Kongen taler en del fransk, måske som en lille hilsen til en tidligere generation i vores eget kongehus. I stedet for tjenere har kongeparret naturligvis en hofrobot, der får en morsom gestalt gennem danseren Emil Stenlund. Ibrahim Madsen har godt styr på heksen/sandsigersken. Som dukke svæver hun over jorden og er hændervridende indbildsk ud i hele kroppen. Isa Marie Henningsen, der gestalter dronningens dramatiske operafurie, giver også en stærk stemme til heksens himmelflængende hånlatter.
Da soldaten, efter mødet med heksen, firer sig ned i det hule træ, kan vi vente os lidt af hvert i Morten Justs levende scenografi med den store trappe og de kreative videoprojektioner. Flere gange formår holdet at overraske ved at gå nye veje. Nogle sceneskift er dog lidt til den tunge side, hvilket måske er prisen for de mange virkemidler. Til gengæld er rolleskiftene imponerende – dansere spiller vestegnsk cool det ene øjeblik, flyver med heksen og entrerer med hunde og robotter det næste øjeblik.
Flere gange formår holdet at overraske ved at gå nye veje
Publikum bryder sammen af grin over de vidt forskellige hunde, der passer på heksens sager. Den mindste hund ligner eksempelvis en lille japansktalende Pikachu i en Gucci-taske. Den mellemste er et stort, rundt hundehoved på Oliver Vilhelmsens lange ben, mens den største hund er et højt og dybt “vuf”. Hofrobotten har det med at komme for sent hjem til sine opladninger og er klodset på den helt rigtige måde. Heksen er uhyggeligt indrettet som dukke. Da soldaten hugger hovedet af hende for at stikke af med fyrtøjet og en rygsæk fuld af mønter, ruller det hen ad scenen badet i Jim Falks blodrøde lys. Dukkemager Karin Ørum har skabt nogle virkelig skønne, skøre og spændende dukker.

Vi vil også røres
Som koncept fremstår iscenesættelsen helstøbt. Camilla Bjørnvads kostumer er lige så groteske, larmende og ironisk kommenterende som resten af universet. “Du kan være min pengemaskine,” synges der, mens soldatens venner hænger ud og bruger alle hans penge hurtigere, end de kan sige kryptomillioner. Karaktererne bliver dog af og til lige lovligt firkantede i jagten på det absurd komiske, der nærmer sig revykarikaturen.
Camilla Bjørnvads kostumer er lige så groteske, larmende og ironisk kommenterende som resten af universet
De mange dansescener og de smukke sange med musik af komponisten Yo Akim og tekster af Steen Koerner skaber en forventning om større musikdramatisk patos og en dynamik med lidt flere nuancer. Når det er der, går det rent ind hos børnene. Prinsessen synger fra sit tårnværelse: “Hvem vil være ensom som mig?” “Ikke mig!” svarer et barn prompte fra salen. Og da soldaten, der ellers har mistet stemmen i krigen, endelig siger “Jeg elsker dig”, udbryder pigen foran et rørt “nurh” og kigger på sin far. Der er højt teknisk niveau og masser af humør, men vi sidder også klar til at få slået flere følelsesstrenge an. Måske vil flere lag træde frem, når forestillingen er spillet varm.

Fyrtøjet slår gnister
H.C. Andersen leverer til gengæld nogle drabelige situationer i dette eventyr, og her lægges ikke fingre imellem. “Vi skal brække din nakke,” råber de til soldaten på skafottet, som dronningen har dømt ham til. Heldigvis løber hunden endnu en gang afsted på fyrtøjets magi og sender kongen og dronningen på flyvetur, men de overlever dog i denne version. Prinsessen, der helst ikke skal fremstå som én, prinsen bare tog, fordi han kunne, fejrer sin frihed med oprørssangen: “I byggede mure omkring mig og kaldte det kærlighed”.
Forstillelse, kunstig intelligens, grådighed og magtsyge er også en del af den verden, teatret kan spejle. Teatret er heldigvis et af de steder, hvor vi kan ventilere ægte følelser og samtidig kommentere og bearbejde status quo med humor og ironi. “Det er ikke alt, der kan købes for penge,” hører vi i eventyret. Og vi kan tilføje: Det er ikke alt, der kan sælges med sjov, ballade og special effects. Men det er ganske vist – Fyrtøjet slår gnister og vækker stor begejstring blandt små og store eventyrelskere.
Baseret på H.C. Andersens Fyrtøjet. Iscenesættelse: Steen Koerner. Koncept og storyline: Steen Koerner og Yo Akim. Dramatisering: Steen Koerner og Andreas Garfield. Komponist: Yo Akim. Sangtekster: Steen Koerner. Konsulent sangtekster: Jonas Gülstorff. Scenografi og videodesign: Morten Just. Dukkemager: Karin Ørum. Kostumedesign: Camilla Bjørnvad. Lysdesign: Jim Falk. Illustrator: Elph One.
Medvirkende: Stephanie Nguyen, Mette Horn, Hervé Toure, Isa Marie Henningsen, Ibrahim Madsen, Oliver Vilhelmsen, Malthe Ørsted, Emil Stenlund. På turné: Aviaya Rønnow Steinø.
Fyrtøjet spiller på Folketeatret 12. november – 16. december 2026 og derefter på turné i januar 2027. Anbefalet fra 7 år.




