Niclas Bendixen serverer musicalglamour for alle pengene i Det Kongelige Teaters opsætning af Evita. Men bag den overdådige facade gemmer sig et nuanceret portræt af en kvinde, der både blev tilbedt som folkets frelser og fordømt som kynisk magtmenneske.
På vej ind til premieren på musicalen Evita sænker jeg instinktivt tempoet i Operaens foyer. Mens jeg zigzagger mellem premierekendisser og andre velklædte publikummer spotter jeg Kasper Holten, Det Kongelige Teaters chef, iført smoking. Til trods for det store smil på læberne må der være et strejf af vemod forbundet med netop denne premiere for Holten, der har annonceret sin afgang efter den igangværende sæson. Det bliver nemlig hans sidste musical som teaterchef.
Han kan tage en stor del af æren for, at vi i dag kan opleve produktioner af den størrelsesorden, som West End-musicals som Evita kalder på. Da han overtog styringen i 2018, var et af hans tiltag at styrke indsatsen på musicalfronten. Og man fornemmer, at der også denne gang er købt stort ind.
Iscenesætter Niclas Bendixen trakterer med masser af neonoplyst musicalglamour og hoftesvingende bigbandtango. Men han mestrer også en vanskelig balanceakt: at portrættere Argentinas både forhadte og tilbedte landsmoder.

Pige af folket?
“Fuck middelklassen!” skråler Sara Viktoria Bjerregaard hævntørstigt i rollen som Evita. Og det er netop, hvad Andrew Lloyd Webbers hovedfigur er: en fuckfinger til den magtfulde elite, der har fastholdt hende i en underdanig kvinderolle i samfundets nederste lag.
Men trods sin smittende udbrydertrang er hun svær at holde af, når hun knalder sig til tops. For det er ikke kun en række liderlige mandspersoner – en sømand, en soldat, en journalist – hun ubønhørligt nedlægger. Også diktatoraspiranten Juan Peróns magtesløse elskerinde, som Dafne Stilund Nielsen gestalter med sårbar ømhed, bliver et trin på Evitas vej mod toppen.
Svær at holde af, når hun knalder sig til tops
Der er noget usympatisk over hendes opportunisme. Et hykleri, som Kenneth M. Christensen i rollen som fortælleren Che, musicalens moralske modstemme, ikke er bleg for at påpege. “Repræsenterer du andre sager end din egen?” spørger han retorisk. Og med et vrængende “wow!” udstiller Christensen det absurde i, at Evita bliver helgendyrket som nationens barmhjertige moder, samtidig med at fattigdommen vokser og censuren skærpes.

Raffineret karakterarbejde
Selvom opsætningen fastholder os i 1940’erne med skulderpudekjoler, neonreklamer og fascistiske uniformer, er Evita en tale as old as time. Undervejs slår det mig flere gange, hvor meget historien minder om Monteverdis Poppeas kroning – en af operahistoriens tidligste klassikere, som spillede på Gamle Scene tidligere i år. Også Poppea forfører sig til magten og skyr ingen midler for at nå til tops. Og også her må en anden kvinde vige pladsen, da kejser Nero forviser sin hustru.
Helt tæt på mennesket bag myten
Men hvor Poppeas kroning i Christoph Marthalers fremragende, kolde opsætning havde et diagnostisk blik på de sygelige samfundsmekanismer, der skaber diktaturer, vil Bendixens Evita helt tæt på mennesket bag myten. Selvom Bjerregaard kæmper med sit lyse register, der ofte bliver nasalt og klangfattigt, leverer hun en nuanceret Evita. I glansnummeret Don’t Cry for Me Argentina – udødeliggjort af store stemmer som Madonna og Sinéad O’Connor – er hun bemærkelsesværdigt mådeholden.
From som en kirkesanger synger hun til sit folk iført en hvid balkjole som en sukkerglaseret Disneyprinsesse. Man fornemmer tydeligt den facade, hun forsøger at opretholde: Hendes fraser er egale og bevidst upersonlige. Et modigt valg, for det nærliggende ville være at gøre nummeret til en vokal kraftpræstation. Frem for svulstig stemmepragt får vi raffineret karakterarbejde.

Hvilken Eva Perón?
Først til allersidst, når musicalen har affyret sit scenografiske festfyrværkeri for alt, hvad Kasper Holtens musicalbudget kan trække, trænger vi for alvor ind til hende. Knækket af sygdom må hun opgive sine ambitioner om at blive vicepræsident. Det er, som om skæbnen nægter hende den frigørelse, hun har kæmpet for hele sit liv. Hun taler ikke længere med sin egen stemme, men gentager de sætninger, fortælleren hvisker i hendes øre.
Var Eva Perón en kynisk magtkvinde, en moderlig beskytter eller et feministisk frigørelsesikon?
I det øjeblik Bjerregaard med en pludselig inderlighed synger Græd ikke for mig Argentina, føler man en sympati for den ellers så kyniske og luksuselskende kvinde. Næsten bønfaldende forsøger hun at få os til at forstå sine valg.
Til slut ser vi igen hendes sarkofag, der i musicalens begyndelse hang som en ledestjerne over scenen. Men nu ligner den snarere pupillen i et flammende øje. Var Eva Perón en kynisk magtkvinde, en moderlig beskytter eller et feministisk frigørelsesikon? Det kommer an på øjnene, der ser.
Musik: Andrew Lloyd Webber. Tekst: Tim Rice. Musikalsk ledelse: Joakim Hallin. Iscenesættelse: Niclas Bendixen. Scenografi: Benjamin la Cour. Kostumedesign: Anja Vang Kragh. Koreograf: Signe Fabricius. Lysdesign: Ulrik Gad. Lyddesign: Tim Høyer. Dansk tekst: Helle Hansen.
Medvirkende: Det Kongelige Kapel. Sara Viktoria Bjerregaard. Kenneth M. Christensen. Julian Kellerman. Carsten Svendsen. Dafne Stilund Nielsen.
Evita spiller på Operaen fra d. 14. november – 20. december 2026.




