★★★★☆☆ Erasmus Montanus – så står den på hanekamp!

I Grønnegårds Teatrets Erasmus Montanus fører Nicolai Jørgensen og Johannes Lilleøre an i en urkomisk dyst på latinsk pølsesnak, retoriske krumspring og opblæst åndshovmod – bakket op af et kamplystent ensemble.

Hillemænd for en karl! Her kommer den nyudklækkede, åndshovmodige studenticus Erasmus Montanus omsider hjem til sin bondske familie og kæreste på Bjerget. Pavestolt er han proppet med lærde, latinske gloser samt provokerende akademiske proklamationer om, at jorden er rund. Nicolai Jørgensen, der fik sit gennembrud på Grønnegårds Teatret som en anden opblæst, hjemvendt Holberg-søn, modedyret Jean de France, er i sit es som speedsnakkende drivkraft, lige så klog som dumstædig.

Mest af alt er Erasmus vild i varmen efter at spotte nogle lærde folk at disputere med. Lystent kaster han et granskende blik ud over publikum på bænkerækkerne i Odd Fellow Palæets have, for så at konstatere: ”Nåh nej!”

Sandt nok, vi er selv nogle bønder, der ikke fatter meget af de latinske spilfægterier, selv om det garvede premierepublikum stadig godt kan grine ad dem. Her rammer Holbergs satire over bondsk uvidenhed kontra lærd arrogance publikum hårdere end før i kraft af de seneste årtiers skifte fra den gamle dannelseskultur.

Men for at satiren ikke skal prelle af, er der sat ind med sproglig hjælpemotor, så det sjove i Per Degns hjemmelavede latinske pølsesnak går lige ind. Som Bjergets undermåler af et lærd overhoved får han – med Johannes Lillleøres herligt henrevne, toptunede elegance – skovlen under Erasmus ved at fyre løs med ”in vino veritas”, ”carpe diem” og spis grovbrød til, ”panis brutalis”.

Holberg for real

Til forskel fra Christian Lollikes banebrydende megasucces med sin aktualiserende, danskheds-debatterende version i 2017, holder Grønnegårdsveteranen Madeleine Røn Juul sig tæt på den klassiske tekst. Samtidig bliver persongalleriet med lun ironisk distance serveret med autentiske 1700-tals folklore kostumer, røde kinder, spillemandsmusik og folkedans. Holberg for real!

Oveni har scenografen Marianne Nilsson lagt scenen ud som en slags pop-up billedbog. Et konceptuelt stærkt greb. Svarende til Erasmus’ latin-spækkede breve til sine forældre bølger tre kæmpe brevark henover scenen og rejser sig som et bjerg i baggrunden. Frem fra det flade papir dukker de holbergske personager op i al deres livskraftige korporlighed. Et billede på et centralt stridspunkt i stykket: spørgsmålet om ordenes definerende magt over virkelighedens kroppe.

Den definitionsmagt kæmper Erasmus lidenskabeligt for, beruset af sin nye evne til at disputere efter alle retorikkens regler for at få ret – uden hensyn til, at hans mor bryder grædende sammen, når han ”vil gøre hende til en sten”. ”En sten kan ikke flyve, morlil kan ikke flyve, ergo er morlille en sten”. Med sin akademiske stejlhed støder Erasmus næsten alle andre på Bjerget fra sig, inklusive svigerfaren, der nægter at give sin Lisbed bort til et fæ, der påstår, at jorden er rund.

Flak som en pandekage

Det er Erasmus og Per Degn, der står som forestillingens bærende modpoler og dystende kamphaner. Forestillingen løfter sig fra sin lovlig ensartede rytme til et urkomisk klimaks, da Erasmus bruger al sin tirrede talekraft og korporlige pondus til faktisk at få gjort Per Degn til en hane, dixit! Forrygende som Lilleøres Degn må kagle løs og bestyrtet forsøge at få styr på sine flagrende, løse håndled.

Her lå det fristende lige for at lade menageriet gribe om sig og gå endnu mere grassat, ligesom Morten Hauch-Fausbølls Ridefoged stamper løs som en tyr, og Rikke Westis Lisbed som en smygende, parringslysten hunhund får Erasmus ned at ligge. Men i stedet står den helt i Holbergs fornufts-prisende ånd på sluttelig forsoning. Alle kan være nok så tumpede, men alle har samtidig ret (delvis), lige fra bondeforældrene og brormand med deres jordnære snusfornuft (godt forsvaret af Laura Bro, Jesper Hyldegaard og Lue Støvelbæk) til Per Degns forståelige forsvar for sin truede position som academicus.

Hermed går forestillingen op imod den aktuelle, polariserende grøftegravning i vores såkaldt postfaktuelle samfund, som man oplagt kan tolke ind i den. Men det er Erasmus, der må betale prisen for sit fornufts-hovmod og står med bukserne nede: ”Jorden er flak”. Uden at slutningen dermed går i sort: Lisbed er inden for livgivende rækkevidde.