★★★★☆☆ Gå med i Flok i naturskønne omgivelser

Kånstkollektivet og Limfjordsteatret har forenet deres kræfter og med Flok skabt en vellykket sitespecific vandreforestilling i Nationalpark Thy. Med plads til både selvrefleksion, latter og nydelse af de smukke omgivelser.

”Hvornår er man nok, til at kalde sig en flok?” synger Limfjordsteatrets faste trubadur Lasse Popp som en del af den sang, der er noget af det første, publikum oplever. For vandreforestillingen Flok, der er opfundet og instrueret af Steen Nedergaard Haugesen, handler ”om at høre til – eller stå udenfor. Om fællesskabets både fine og grumme ansigter”.

Vi står samlet i én stor gruppe ved bredden af en lille sø, der ligger i en kæmpestor, åben lysning i Nationalpark Thy. Omkring os rejser høje nåletræer sig i det bakkede, sandede landskab. Ved den anden side af søbredden danser fire rødklædte mennesker omkring. De er forbundne af et stort stykke stof, der som en cirkelformet ramme er del af hver af de fires kostumer, og derfor tvinger dem til konstant at bevæge sig i samme retning. 

Behovet for opmærksomhed

Fra søbredden vandrer vi i de efterfølgende timer omkring i de naturskønne omgivelser, hvor den melodiske fuglekvidder fra trætoppene blander sig med lydene af de forskellige performances, vi møder på vores vej. Publikum er nu inddelt i fire mindre grupper med hver sin guide, symbol og farvekode – rød, blå, orange og sort/hvid. Som del af den røde flok bevæger vi os videre ind i nationalparken, hvor vi går ad smalle, sandede stier gennem et bunddække af lyng, mos og fyrrenåle.

Indimellem passerer vi performere. Nogle går vi forbi, mens vi gør stop ved andre for at opleve en performance. Vi ser igen de fire, sammensyede, rødklædte mennesker: Anna Bjørgulf, Mathilde Bækmark, Rune Klenø og Pernille Nedergaard Haugesen, som byder os velkomne til deres plet i skoven. De har meget på hjerte, men er samtidig bundet af, at de må gøre det samme som resten af gruppen for at kunne bevæge sig omkring.

Vi møder de fire igen flere gange. Hver gang med en ny vinkel på forståelsen af tilhørsforhold, fællesskaber og ensomhed. Iført orange kedeldragter kæmper de indædt om publikums opmærksomhed. Senere ser vi dem hver for sig i forskellige iscenesatte scenarier. Mest bemærkelsesværdig er nok Rune Klenøs legende håndstandsdans på en græsklædt, grøn sofa.

En vandring forbi historier

Et andet sted i skoven spiller en kvinde på tromme. Bag en snes træer står mennesker og holder om stammerne – børn, unge, ældre mellem hinanden. De er alle iført blåstribede pyjamasser, og den knitrende lyd af fingre mod bark blander sig med fuglefløjt. Hver pyjamasklædt person inviterer to fra publikumsflokken til at træde nærmere på et træ og høre en hemmelighed.

Senere oplever vi et kor med ni hvidklædte mennesker i kegleformede skørter, som er fordelt på en stejl skråning over os. Tre gange bryder én ud af flokken og deler en fortælling om ungdommens udfordringer med at passe ind eller lignende, genkendelige anekdoter. 

Musikken går igen ved flere af de stop, vi gør undervejs. Et helt kor klædt i sort/hvidt synger for os, mens de trækker hvidmalede træstammer efter sig. En kvinde bryder ud og fortæller en personlig historie om sin brors depression. En ung mand deler sin beretning om at være neurodivergent og skille sig ud fra flertallet. Vi vandrer ganske enkelt omkring i nationalparken fra historie til historie.

Med plads til selvrefleksion

Flok varer knap 2,5 time, men føles på intet tidspunkt hverken lang eller ensformig. Tværtimod sitrer en konstant nysgerrighed efter at vide, hvad næste stop byder på. Publikum får tid til at nyde naturen, more sig over nogle af de mere finurlige optrin og lytte til de mange historier, som de medvirkende – hvoraf størstedelen er lokale frivillige – deler med os. 

Undervejs fra performance til performance er der også rig mulighed for at reflektere. Uanset om historierne vækker genklang eller man føler sig ramt i sin egen (manglende eller veludviklede) evne til at være inkluderende. Som en fin sløjfe, der bindes, slutter vi igen i samlet kæmpeflok ved søbredden. Her spiller musikerne og de fire performere bevæger gennem søen, mens de imponerende mange frivillige medvirkende står langs søbredden og skaber spejlinger i vandet.

Vejret i juni har heldigvis været forrygende, hvilket blot gør vandringen endnu smukkere. Flok er et veltilrettelagt og gennemført eksempel på en sitespecifik teateroplevelse, som har noget på hjerte, men ikke forfalder til løftede pegefingre eller moraliseren.