Igen i år danner det unikke Odd Fellow Palæ rammen om en af dansk teaters mest traditionsbårne institutioner: Grønnegårds Teatret. Den enes tradition, den andens nybrud, og for Rikke Westi, der spiller Lisbed i årets Erasmus Montanus, er det første gang, hun spiller klassisk teater. ISCENE mødte hende i Bredgade til en snak om årets forestilling og om at turde kaste sig ud i det uvisse.
Rikke er med egne ord “total Københavner”. Hun er født og opvokset i hovedstaden, og det var også på scenekunstskolen i København, hun blev uddannet skuespiller. Efter nogle år som freelancer fik hun foden indenfor i Mungo Parks ensemble, og hvad der startede som et vikariat, udviklede sig til en fireårig ansættelse.
“Det kræver utrolig meget disciplin og præcision at være deroppe. Det er repertoireteater, og det går stærkt, så det er tungen lige i munden,” fortæller Rikke og uddyber: ”Ofte er der ikke særlig mange prøvedage, nogle gange måske tre dage til en genopsætning, så man er nødt til bare at stole på, at det er der, og at ens kolleger kan deres ting. Den tillid var fantastisk.”
Viljen til valget
Der er ingen tvivl om, at tiden i Allerød har haft stor betydning for Rikke både som spiller og som menneske. Hun fik hurtigt en masse scenekilometer i benene, og det var præcis, hvad der var brug for: “Jeg følte virkelig, at jeg kom ud over stepperne meget hurtigt, men det var også det, der gav mig modet til at løsrive mig fra den faste, trygge ramme. Hvis man venter for længe, kan det blive for trygt og rart.”
Gav mig modet til at løsrive mig fra den faste, trygge ramme
Der er sommervarme i stemmen, når Rikke taler om Mungo Park: “I starten var jeg altid med på den værste, og jeg ville hele tiden have flere nye opgaver. At have så mange forestillinger i kroppen var ret rock’n’roll, men det kan jeg godt lide,” fortæller hun, men understreger, at den slags erfaring ikke kommer uden omkostninger: “På et tidspunkt begyndte jeg at savne den frihed, der er ved at være freelancer, hvor jeg selv kan styre min kalender og sige ja og nej.”
I 2025 besluttede hun sig for at stoppe i ensemblet, og fra at have fast job og sikkerhed i ansættelser, hviskede hun tavlen ren og sprang ud i uvisheden: “Man skal kunne trives med usikkerheden som freelancer, men det kan jeg heldigvis også.”
Fra urpremiere til urfortælling
Mens vi sidder i Odd Fellow-logens imposante gårdhave, bliver vi enige om, at der stort set ikke kunne være større forskel på Grønnegårds Teatret og Mungo Park. Stilen, omgivelserne og publikum er nærmest som nat og dag:
“Her er det ofte noget, som folk kender og har en holdning til, før de har set det, modsat Mungo Park hvor alt var urpremiere,” fortæller Rikke og afslører, at det faktisk er første gang, hun som professionel skuespiller prøver kræfter med klassisk teater.
Første gang, hun som professionel skuespiller prøver kræfter med klassisk teater
Lysten til at lægge arm med Holberg skal ses i et større perspektiv. Selvom Rikke ikke lægger skjul på, at udsigten til en klassisk tekst og et stort kostume i sig selv var besnærende, handler det mere overordnet om at prøve noget nyt: “Jeg vil gerne prøve det hele, og jeg kommer tættere på det hele nu,” smiler hun.
En universel historie
Erasmus Montanus er uden tvivl blandt de mest spillede stykker i danmarkshistorien, og det er der ifølge Rikke ganske gode grunde til: “Det er jo en universel historie om, hvor kraftfuldt fællesskab kan være. Hvor meget man kan blive påvirket af, at en gruppe siger eller gør nogle bestemte ting, og så står man herude – Erasmus – ene mand om en anden overbevisning.”
“Det er jo top relevant – og vil altid være det. Vores version er tænkt som en lille påmindelse om den kraft det er, at lade sig påvirke af en gruppe,” beretter Rikke og trækker blandt andet tråde til de sociale mediers lunefulde algoritmer.
Vi har en naturlig higen efter at hyle med de ulve, vi er iblandt
Ifølge hende har alle mennesker en tilbøjelighed til at blive i den overbevisning, de har med sig hjemmefra, og vi har en naturlig higen efter at hyle med de ulve, vi er iblandt – en tendens hun genkender uden nødvendigvis at hylde: “Jeg oplever tit, at det kan være rigtig svært at have lyst til at gøre noget andet eller at have en holdning, der er stik modsat den, alle mine venner har. Det er bare nemmest at være enige, men det er vigtigt, at vi tør flytte os, og at lære at se ting fra nye vinkler.”
Det er værd at dvæle en stund ved overvejelsen af, hvem der egentligt er den/de latterlige i Erasmus Montanus, og ifølge Rikke er det ikke nødvendigvis titelkarakteren: “Jeg tror, at Holberg gerne vil vise, at det er dem, der holder så meget fast i én bestemt ting, der er de latterlige. Det er ikke ham, der afsøger nye veje, der er latterlig – det er dem, der ikke rykker sig. Sådan læser jeg det.”
Omsorg for rollen
Rikke indtager rollen som Erasmus’ forlovede Lisbed (“med blødt d”). “Det er en ret lille, men vigtig rolle. Lisbed er en del af det vendepunkt, hvor Erasmus enten skal give efter – droppe sin filosofi og alt, hvad han har lært – eller blive i sin egen tro. Og det er hende, der er med til at presse ham,” fortæller hun og forklarer, hvordan hun og holdet har arbejdet med at give hende mere agens og gøre hende knap så tudevorn, som teksten ellers kunne lægge op til.
Hun og holdet har arbejdet med at give hende mere agens og gøre hende knap så tudevorn
Jeg spørger, om hun opfatter Erasmus som en latterlig karakter: “Nej, men jeg opfatter ham som arrogant og bedrevidende. Han kommer tilbage som en forandret mand og kommer hurtigt til at tale ned til de landsbyboere, han har kendt hele sit liv.” Det gælder ikke mindst Lisbed.
“Lisbed synes jo ikke, at det er en katastrofe, at Erasmus har lært nogle nye ting, og det synes Lisbeds mor heller ikke. Lisbed prøver at presse ham til at sige, hvad de andre gerne vil høre – han behøver ikke mene det. Det er ikke vigtigt. For hende er det meget simpelt, men det er det bare ikke for Erasmus,” fortæller hun med hørbar omsorg for sin rolle.
Uvurderlig relation
Titelkarakteren spilles af Nicolai Jørgensen, og det er ikke uden betydning for Rikke. De gik nemlig i sin tid på hold sammen på scenekunstskolen, og deres relation er uvurderlig:
“Det er jo en slags arrangeret ægteskab at gå der i fire år sammen. Vi kan jo bare instantly gå på gulv med hinanden. Normalt er der en tillid, der skal bygges op, men den tillid er givet på forhånd med Nicolai,” fortæller hun og sammenligner deres relation med den, hun kender fra ensemblet på Mungo.
Det er jo en slags arrangeret ægteskab at gå der i fire år sammen
Ifølge Rikke spiller den personlige relation også en direkte rolle i det kreative. For selvom hele holdet hjælper hinanden gennem den kreative proces, er et solidt personligt kendskab også afgørende: “Man lærer at læse folk og se, hvornår man skal give hinanden idéer, og hvornår man bare skal holde sin kæft.”
Is i maven
Mine spørgsmål er sluppet op, men vi bliver begge hængende lidt, og over den sidste cigaret taler vi lidt løst og fast om, hvad der skal ske, når spilleperioden er forbi. Der venter en velfortjent tur til Italien og et nyskrevet stykke på Teater V, men ellers er der faktisk ikke fastlagt det store. “Er det ikke fedt?” griner hun med en oprigtig selvtillid.
“Det kræver bare, at man har is i maven,” afslutter hun, før to freelancere omfavner hinanden og vandrer ud i hver deres uvished.
LÆS OGSÅ: Erasmus Montanus – så står den på hanekamp!
Grønnegårds Teatrets Erasmus Montanus spiller i Odd Fellow Palæet fra 25. juni til 27. august 2026.
