For femte gang bringer den officielle danske showcase #DANISH stærk dansk scenekunst til Edinburgh Festival Fringe – verdens største kunstfestival. Med en international jury, strategisk synlighed og et stærkt netværk af programlæggere og producenter er #DANISH ikke bare en platform for kunstnerne, men et vigtigt redskab for at positionere dansk scenekunst på det globale marked, skriver showcasen i en pressemeddelelse.
Edinburgh Festival Fringe er den største markedsplatform for scenekunst med over 4.000 forestillinger og mere end 1.700 akkrediterede branchefolk. Konkurrencen er hård, og det kræver målrettede strategier at skille sig ud. #DANISH fungerer som et kvalitetsstempel og en døråbner for danske kompagnier, der ønsker at udvikle deres internationale karrierer.
Fokus på langsigtet udvikling
#DANISH er produceret af WILDTOPIA i samarbejde med Den Danske Ambassade i Storbritannien. WILDTOPIA arbejder ud fra regenerative principper – både kunstnerisk og organisatorisk. Det betyder, at projektet ikke kun fokuserer på at skabe synlighed, men også på at støtte kunstnernes langsigtede udvikling.
“#DANISH er mere end en showcase – det er et fællesskab, der skaber muligheder. Vi ser, hvordan danske kunstnere får internationale bookinger, udvikler nye samarbejder og vokser som kreative iværksættere. Samtidig arbejder vi for at gøre branchen mere bæredygtig, både økonomisk og menneskeligt. Det er en investering i dansk scenekunsts fremtid,” udtaler Karen Toftegaard, grundlægger og producent af #DANISH
En nødvendig platform i en foranderlig tid
Den internationale kultursektor står over for store udfordringer: Festivaler og platforme forsvinder eller udskydes på grund af manglende fondsstøtte. Det gælder blandt andet ICEHOT (Nordisk dans) og Internationales Tanzmesse (Tyskland), som tidligere har været centrale for danske kunstnere. I denne situation er #DANISH ikke bare en festivaltilstedeværelse – det er en strategisk indsats, der sikrer, at dansk scenekunst forbliver synlig, relevant og aktiv på det globale marked.
“#DANISH er et unikt samarbejde, der ikke bare skaber synlighed for dansk scenekunst, men også styrker Danmarks kulturdiplomati. Det er en platform, der gør en reel forskel for danske kunstnere på det internationale marked,” understreger den danske kulturattaché i London, Lone Britt Christensen.
LÆS OGSÅ: Sådan trænger du igennem internationalt – tre cases fra Edinburgh Festival Fringe 2025
Der er udvalgt fire danske forestillinger til #DANISH programmet
Aarhusianske HIMHERANDIT vender tilbage til Fringe med deres seneste værk, GOOD ENOUGH? på Summerhall – et vildt, queer fysisk teaterstykke, der fejrer ufuldkommenhed, selvudtryk og modet til at indtage rum. Efter den internationale succes med Mass Effect i 2023 leverer kompagniet en rå, legende og dybt menneskelig udforskning af at vokse op, finde sin stamme og genvinde sin historie.
Ligeledes på Summerhall præsenterer OPE-N LAUGHING OUT LONELY (LOL) – en kraftfuld, genreudfordrende opera, der forvandler ægte opslag fra sociale medier til en immersiv live-oplevelse. Performet af den ansete kontra tenor Morten Grove Frandsen udforsker værket moderne isolation i en hyperforbundet verden og skubber operaens grænser gennem en visceralt, følelsesladet soloforestilling.
I Summerhalls Anatomy Lecture Theatre præsenterer NoLands OUR OTHER ORGAN, en provokerende og uforfalsket forestillingsforelæsning af Boaz Barkan. Ved at blande fysisk teater, anatomi og politisk undersøgelse stiller værket spørgsmål til, hvordan trauma, racisme og ideologi inkarneres, og udfordrer publikum til at konfrontere de udviskede grænser mellem offer og gerningsmand.
Samtidig på ZOO Venues vender DON GNU tilbage med deres internationale hit M.I.S. – ALL NIGHT LONG. En udsolgt sensation under sin oprindelige Fringe-opførelse i 2016, genbesøger dette højenergiske, morsomme og rørende show moderne maskulinitet gennem vild fysisk teater, humor og sårbarhed – et årti senere og mere relevant end nogensinde.
LÆS MERE hos Wildtopia
Kilde: Pressemeddelelse Wildtopia.




