Populært lige nu

Enhver krone er en god krone, men rammer uddelingen af de 20 millioner skiven?

Julegaverne kom tidligt i år for egnsteatrene og de små storbyteatre. De blev betænkt med 17 af de 20 millioner, der blev afsat til...
Annonce

Sådan trænger du igennem internationalt – tre cases fra Edinburgh Festival Fringe

Showcasen #DANISH promoverer i år seks forestillinger på Edinburgh Festival Fringe, der betragtes som et af de største internationale markeder for scenekunst. Vi talte med tre af aktørerne, der alle peger på, at det kræver kontinuerlig tilstedeværelse og langsigtede strategier, hvis man skal skabe lydhørhed på det fantastiske festivalmonster og tiltrække de rigtige kontakter.

Annonce

Don Gnu, der deltager på festivalen med forestillingen Women in Socks and Sandals, er en af de mest garvede Edinburgh Festival Fringe-deltagere på årets hold. Det aarhusianske kompagni har været med siden 2015 og har også været en del af #DANISH siden starten. Producer Malene Cathrine Pedersen fortæller, at det for dem især handler om at skabe en kontinuerlig tilstedeværelse internationalt.

”Vi får opbygget en tæt relation til den internationale branche og til publikum derovre. Vi bruger det også til at udvikle, for vi får et væld af kunstneriske indtryk og vi får andre øjne på vores ting, men det er netværkspleje, der er det vigtigste. I år var vi der i den første uge, hvor det er lidt mere stille, så nogle af vores internationale kontakter var der ikke endnu, men vi har allerede haft dialog med dem, så vi kan følge op,” forklarer Malene over telefonen hen mod festivalens afslutning.

Edinburgh Festival Fringe
Torben Dahl neværker til receptionen for #DANISH på Edinburgh Festival Fringe. Foto: Lesley Martin.

Nomineringer, flyers og gode anmeldelser er nøglen

Teater Katapult var på Edinburgh Festival Fringe med Insideren i 2023, hvor den modtog prisen for nyskreven dramatik, Fringe First Winner, og desuden var finalist i Storbritanniens Off West End Award Show The Offies, hvor den var nomineret for bedste soloshow. Teaterleder Torben Dahl fortæller, at holdet i år tog tilbage med det samme forestilling, fordi de gerne vil så bredt ud med den som muligt, og med prisen og gode anmeldelser i ryggen har bedre mulighed for at trænge igennem på festivalen.

Alle er her for at se forestillinger, så de fleste er imødekommende, åbne og vil gerne høre mere

Torben Dahl har besøgt festivalen siden 2011 som opkøber, men trods god erfaring er det anderledes selv at have en forestilling med. ”Det kræver mere, men vi var godt forberedt i 2023 og har stort set gjort det samme som sidst i år. Dog valgte vi en anden venue i år, The Pleasance, som har et stærkere brand og en bedre markedsføring end der, hvor vi spillede i 2023, og vi er også blevet bedre til at netværke og følge op på folk fra branchen, der har været inde og se forestillingen, mens de er her,” fortæller han og peger på, at de i år også har haft endnu mere fokus på at få delt flyers ud.

Annonce

”Det er meget vigtigt at være aktiv med flyers og at snakke med folk. Alle er her for at se forestillinger, så de fleste er imødekommende, åbne og vil gerne høre mere. Lige nu her midtvejs er vi tæt på udsolgt, så vi kan geare lidt ned på den del. Når først forestillingen er blevet talk of the festival, kan vi skrue op for møderne med de rigtige branchefolk,” forklarer han festivalstrategiens kronologi, da vi taler sammen et stykke henne i festivalen.  

Edinburgh Festival Fringe.
Vi venter på Women in Socks and Sandals på Edinburgh Festival Fringe. Foto: ISCENE.

Langt hjemmefra

De fleste, jeg møder på festivalen, nævner, at det er hårdt at være der, især som spiller. Don Gnu var denne gang afsted med et nyt hold, og de tre spillere havde aldrig været i Edinburgh før. Selvom Malene Cathrine Pedersen havde forberedt dem grundigt, blev de alligevel overvældede af festivalens volumen og det faktum, at de selv skal på gaden hver dag med flyers for forestillingen.

Annonce

”Det er hårdt at være her, især for de mindre grupper. Selvom man får gode anmeldelser, skal man kæmpe hver dag for at få opmærksomhed og det er hårdt for spillerne, der er på hver dag i en lang periode, og som er lang tid hjemmefra,” fortæller Malene og peger også på, at det er en udfordring at spille for få.

Der er ingen skam i at have meget få tilskuere…det er et vilkår

”Gennemsnitsantallet er meget lavt, så der er ingen skam i at have meget få tilskuere. Man skal bare prøve at have det sjovt og give de få publikummer en fest. Man kan nemt føle, at man fejler, når der kommer få, men det er et vilkår,” slår hun fast, idet hun også opfordrer til at opleve festivalen, der med hendes ord er ”næsten en parallelvirkelighed, et boblende monster. som man er nødt til at overgive sig til, når man er her.” 

Torben Dahl er helt på linje: ”Edinburgh Festival Fringe er bare verdens største udstillingsvindue, en  magnet for teater- og showfolk fra hele verden. Så en bedre platform kan ikke ønskes. Men det er omvendt ikke nemt, når der præsenteres 3.350 forskellige shows på festivalen. Vores strategi er at høste på baggrund af den pris, de gode anmeldelser og prisnomineringer, vi modtog for to år siden. Man kan sælge mange flere billetter, fordi publikum er opmærksomme på forestillingen, men især er det vigtigt, at det skaber opmærksomhed fra programmers (opkøbere, red.) og teaterdirektører,” forklarer Torben Dahl.

Edinburgh Festival Fringe
Copenhagen Collective på Edinburgh Festival Fringe. Foto: ISCENE.

Hold bølgen i gang

Copenhagen Collective er et nyt kompagni og har derfor ikke samme erfaring med Edinburgh Festival Fringe som Don Gnu og Katapult. ”Vi blev nærmest skudt ind i det høje niveau af cirkusmiljøet sidste år, og vores agent ville gerne have os hertil, men vi følte ikke, vi var klar til det, fordi vi kun havde spillet The Genesis i knap to måneder,” fortæller canadiske Marilou Verschelden og den pt. eneste dansker i kompagniet, Alfred Hall Kriegbaum, efter deres show i en næsten fyldt sal i Assembly i det gamle slot centralt i Edinburgh.

Hun ville bare promovere vores arbejde uden at vi skulle gøre noget. What!

De skal lige tale af med publikum og dele de vigtige flyers ud, før vi finder en stille krog, og Marilou kan fortsætte: ”Vi surfer stadig på den bølge af opmærksomhed, vi skabte i miljøet sidste år, så det var vigtigt for os at komme her i år og få bølgen til at fortsætte. At vise, at vi er kommet for at blive,” forklarer hun.  Kompagniet kender de fleste andre cirkusaktører i Edinburgh allerede, så Alfred peger på, at det for dem også handler om at bevæge sig ud af cirkussfæren og ramme et større publikum, så kompagniet kan øge deres turneer fra seks til ti-elleve måneder årligt.

Karen Toftegaard inviterede dem med på showcasen og kom med Marilous ord som en lille gave. ”Det var en stor ting for os. Hun ville bare promovere vores arbejde uden at vi skulle gøre noget. What!” smiler hun og fortsætter: ”Karens hold kender markedet i Edinburgh og er virkelig gode til at sprede budskabet. De skaber også begivenheder som showcasens reception, hvor Karen var den, der præsenterede os for en masse gæster, og vi skal også med på den nordiske reception. Vi turnerer mest i Sydeuropa, så vi håber, det kan hjælpe med at skabe kontakter nordpå”.

Edinburgh Festival Fringe
Plakatsøjler for #DANISH på Edinburgh Festival Fringe. Foto: ISCENE

#DANISH samler alles kontakter

Malene Cathrine Pedersen fremhæver, at #DANISH er vigtig som kurateringsværktøj. ”Det er enormt svært for opkøberne at finde rundt i programmet. Her kan showcases fra forskellige lande pege på nogle værker. Jeg bruger dem også selv, men Word of Mouth er stadig det vigtigste, og så navigerer jeg også efter antal stjerner. Det er megahårdt og urimeligt, men det har en effekt, og måske lyder det dumt, men det er en kæmpehjælp, at showcasen printer og klistrer stjerner op på flyers og plakatstandere,” smiler hun og uddyber:

”De første par år var vi her alene og måtte selv finde ud af det hele. Showcasen er en kæmpegave både for nye og for os, der har været her før, fordi den løfter markedsføringsdelen overfor det brede publikum, men også overfor branchen. Vi har som Don GNU vores eget netværk, men #DANISH samler alles kontakter, og det har en kæmpeværdi, og så betyder det også meget, at det er nogle andre, der taler godt om os.” 

Den fælles markedsføring af danske forestillinger herovre er uvurderlig

Torben Dahl peger som Malene Cathrine Pedersen på, at #DANISH er særlig vigtig for nye grupper, men også skaber stor værdi for en garvet producent som ham. ”Den fælles markedsføring af danske forestillinger herovre er uvurderlig. Teamet hjælper med pressekontakter, men også det kæmpe arbejde, der er i at klæbe anmelderstjerner på plakaterne. Karen Toftegaard har via sit store netværk hjulpet mig med at connecte med de rigtige mennesker og invitere os til de events, der var vigtige at komme til”, fortæller han og nævner også, at det simpelthen er rart at have nogle andre at snakke med i Edinburgh.

Edinburgh Festival Fringe
Copenhagen Collective i gang med publikumsnetværk efter forestillingen på Edinburgh Festival Fringe. Foto: ISCENE.

Synlighed ude og hjemme

Alfred og Marilou er, ud over showcasens hjælp med markedsføring, logistik og netværk, også bare glade for at være med i #DANISH, fordi kompagniet trods sin internationale sammensætning repræsenterer Danmark. De vil gerne vil sætte landet på cirkuskortet og dermed skabe bedre synlighed ude, men også hjemme, hvor genren i mange år har arbejdet for en uddannelse og anerkendelse på lige fod med andre kunstarter.

Copenhagen Collective arbejder, som deres navn antyder, kollektivt

Copenhagen Collective arbejder, som deres navn antyder, kollektivt, så artisterne løfter i fællesskab alle opgaver med produktion, administration og markedsføring. De lærer løbende og sætter måske også derfor stor pris på den hjælp og sparring, de har fået af holdet #DANISH.

”Vi forsøger at begrænse hvor mange af os, de skal være i kontakt med, men de gør det nemt for os. De deler vores film og co-poster på Instagram. Det har været en velsignelse,” siger Marilou, mens Alfred også fremhæver samarbejdet om flyers, der skal understøtte en event, truppen laver ude på gaden med målet om at engagere nyt publikum og måle markedsinteressen.

Edinburgh Festival Fringe
Christoffer Hvidberg Rønje i den prisbelønnede Insideren af Teater Katapult. Foto: Jens Peter Engedal.

Fra Indien og Sydkorea til Nordsverige – og måske en tur over Atlanten

Fringe First Awards bliver uddelt i hver uge af festivalen, og Katapults  Insideren fik først prisen i den sidste uge i 2023, og havde derfor kort glæde af den øgede opmærksomhed. Insideren var dog på det tidspunkt allerede kommet godt ud over rampen.  

”Vi blev hyret til den Internationale Festival i Busan i Sydkorea, hvor vi spillede Insideren sidste år. Og vi har netop lavet en aftale om at komme til Hong Kong og spille 4-5 dage i december i år baseret på vores deltagelse her i 2023. Vi blev også nomineret i off-Broadway teatret Soho Playhouse i New York’s Encore Series, hvilket vil sige, at de gerne vil have, vi skulle spille der i 3 uger i januar/februar 2024. På det tidspunkt var Katapults økonomi desværre udfordret af vores situation i Aarhus Kommune, så vi kunne ikke sige ja på det tidspunkt, selvom det kunne have boostet vores muligheder i USA,” fortæller han.

Vi mødtes, connectede og skal nu co-producere en helt ny forestilling sammen

Katapult er dog fortsat i dialog med Soho Playhouse, og teatrets tilstedeværelse i Edinburgh har også ført til en international co-produktion. ”Den kunstneriske leder af Glasgows Vanishing Point så forestillingen i 2023. Vi mødtes, connectede og skal nu co-producere en helt ny forestilling, Flora, sammen med midler fra blandt andet Statens Kunstfond og Creative Scotland. Produktionen får urpremiere på Katapult i Aarhus i marts næste år og skal derefter spille i Glasgow, Dundee og på The Traverse i Edinburgh i foråret,” fortæller Torben Dahl.

Festivalen har også hjulpet flere af DON GNUs forestillinger på internationale turné gennem årene.  ”Vores forestillinger ligger et sted mellem fysisk teater, nycirkus og dans, og vi har et stort netværk på Edinburgh, der er interesserede i det, så festivalen er den vigtigste i vores internationale salgsstrategi. Vi turnerer stadig med M.I.S., som var den første, vi var herovre med, og Walk-Man, som vi havde med for et par år siden, har netop været en tur i Indien og Nordsverige,” fortæller Malene Cathrine Pedersen og slår atter fast, at festivalen for hende handler om langsigtet strategi og kontinuerlig tilstedeværelse.

LÆS også ISCENEs første artikel om #DANISH 2025 her

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.

Kommentar til artiklen: Enhver krone er en god krone, men rammer uddelingen af de 20 millioner skiven?

Hørt. Lad os sikre, at alle børn og unge møder scenekunsten – også gennem det frie felt, skriver branchechef Peter Mark Lundberg i denne...

Enhver krone er en god krone, men rammer uddelingen af de 20 millioner skiven?

Julegaverne kom tidligt i år for egnsteatrene og de små storbyteatre. De blev betænkt med 17 af de 20 millioner, der blev afsat til...