Populært lige nu

Her er de nominerede til Danmarks største scenekunstpris Årets Reumert 2026

Dansk Scenekunst, CPH STAGE og Reumertjuryen løfter i dag sløret for, hvilke kunstnere og forestillinger, der er nomineret til Danmarks største scenekunstpris. Nomineringsfeltet til...

★★★★★★ Otto er et næsehorn genfortælles virtuost

André Andersen Solo & Teaterkompagni
Annonce

Relationer og stjerner er alt på Edinburgh Festival Fringe

Wildtopia står for femte år i træk for showcasen #DANISH i samarbejde med Den Danske Ambassade i UK. #DANISH præsenterer de danske performances på den enorme Edinburgh Festival Fringe. Det har over årene skabt et attraktivt brand, der formår at brænde igennem til både international presse og samarbejdspartnere.

Annonce

Det summer hurtigt af stemmer i og udenfor den lyse café, der lægger rum til dette års reception for showcasen #DANISH under Edinburgh Festival Fringe. Dansere, artister, skuespillere, producenter, journalister, repræsentanter for festivalen og danske og britiske embedsfolk mingler på kryds og tværs og udveksler erfaringer for de første dage på festivalen. Hele byen vibrerer af buzz, forventninger og måske en lille snert af ensomhed.

Edinburgh Festival Fringe
Lone Britt Christensen taler til receptionen for #DANISH på Edinburgh Festival Fringe. Foto: Lesley Martin.

Et monster af en festivalmesse

Edinburgh Festival Fringe er nemlig et monster af en salgsmesse, hvor kompagnier fra store dele af verden samles i byen i det meste af august. I samme periode kan man også gå på Edinburgh International Festival, Edinburgh International Book Festival eller The Royal Edinburgh Military Tattoo.

Hvordan skiller man sig ud, når man kommer fra Danmark og møder den barske kamp om opmærksomhed

Byen er pakket med performances, så hvordan skiller man sig ud, når man kommer fra Danmark og møder den barske kamp om opmærksomhed fra presse, publikum og potentielle samarbejdspartnere? Det har man de seneste fem år kunnet få hjælp til ved at være en del af showcasen #DANISH. Her promotes de danske kunstnere og over årene er der skabt et attraktivt brand, som sælger dansk scenekunst med høj kunstnerisk, international kvalitet.

Det fortæller kulturel attachè Lone Britt Christensen, da vi nogle dage efter taler sammen. Hun har som repræsentant for danske ambassade i UK været med på sidelinjen af projektet siden 2018, hvor Karen Toftegaard begyndte at udvikle konceptet.

Annonce
Edinburgh Festival Fringe
Copenhagen Collective tager noget af sin præsentation udenfor til receptionen for #DANISH på Edinburgh Festival Fringe. Foto: Lesley Martin.

Stjerneeksemplet på kulturdiplomati

“#DANISH er stjerneeksemplet på, hvordan kulturdiplomati fungerer,” siger Lone Britt Christensen med glød i stemmen og uddyber: “Karen og hendes hold står for det professionelle. Hun kender det danske teaterlandskab og har alle kontakterne. De opgaver skal ambassaden ikke stå for, men vi kan hjælpe med at fundraise og støtte op om projektet. Min opgave er at få møder til at ske, og så kan parterne selv gribe kontakten og udvikle samarbejdet.” Hun understreger flere gange, at arbejdet handler om netværk:

“Vi har ikke så mange ressourcer, så det er essentielt for os at støtte op om partnerne og lade netværket gøre arbejdet. Sidste år havde vi besøg af Kulturministeren, hvor vi på et møde med det britiske embedsværk fik nævnt projektet, og i år dukkede de så op til receptionen – så de har også fokus på samarbejdet,” forklarer hun.

Annonce

Nogle gange kan det være værdifuldt at lade et stærkt brand, der gør en forskel, fortsætte, når det har momentum

De første år blev konceptet finansieret af Statens Kunstfond, der også kuraterede værkerne. Da fonden trak sig, kom ambassaden mere på banen: “Jeg har set mange koncepter komme og gå, men nogle gange kan det være værdifuldt at lade et stærkt brand, der gør en forskel, fortsætte, når det har momentum, så vi også skaber en bæredygtighed,” slår Lone Britt Christensen fast.

Hun tog derfor fat i Udenrigsministeriet, hvor ambassaden kan søge midler til kulturindsatser i udlandet, og showcasen er i dag finansieret af både Udenrigs- og Kulturministeriet. De deltagende kunstnere bliver finansieret af Statens Kunstfond, private fonde og egne midler. Det er ikke billigt at opholde sig og finansiere en produktion med daglige forestillinger i knap en måned i Edinburgh.

Edinburgh Festival Fringe
Don Gnus hold har en planke med til receptionen for #DANISH på Edinburgh Festival Fringe. Foto: Lesley Martin.

Det sender gode signaler

Derfor er det også afgørende at få sin performance præsenteret rigtigt, og her kommer relationsarbejdet for alvor i spil: “Karen (Toftegaard red.) har over årene skabt mange værdifulde kontakter til venues i Edinburgh. Det er vigtigt, at man spiller på et at de professionelle steder som Assembly eller Summerhall, hvor tingene fungerer. Og så handler det om at få de rigtige personer ind at se forestillingerne,” forklarer Lone, der især er imponeret over holdets evne til at få de altafgørende anmeldelser hurtigt.

“Det er imponerende, hvad de danske forestillinger efterhånden får af anmeldelser. Både i aviserne, men også i fagblade som magasinet The Stage, der går ud til branchen. I deres allerførste nyhedsbrev fra festivalen, var der en anmeldelse af himherandits Champion og i det næste en af Don Gnus Women in Socks and Sandals.

Det er altså supercool at få anmeldelser i den første uge

Det er altså supercool at få anmeldelser i den første uge og så endda af Lyn Gardner fra The Stage, som er en, man virkelig stoler på i branchen,” fortæller Lone Britt Christensen, der også peger på, at det kræver erfaring at få de rette outdoorplaceringer til showcasens plakater, der dagligt får klistret nye anmelderstjerner på.

“Jeg blev så stolt af at se plakatsøjlerne, der stod de helt rigtige steder. Karens hold ved, hvor de skal være og har sat et godt system i værk, hvor der også, efter alle forestillinger, står folk med showcasens folder klar. Det sender gode signaler, som kommer de enkelte teatre til gode, men også om, at vi kan noget sammen, og at der er kreativitet og dynamik i det danske scenekunstlandskab,” afrunder Lone Britt Christensen.

Edinburgh Festival Fringe
Festivalens CEO Tony Lankester taler til receptionen for #DANISH på Edinburgh Festival Fringe. Foto: Lesley Martin.

Råb Danmark ud fra tagets top

Tilbage ved receptionen må Karen Toftegaard råbe højt for at skabe ørenlyd til dagens talere. Tony Lankester, der er CEO for festivalen, har taget sig tid til at komme forbi. Han åbner talerækken med at beskrive den pulserende festivalstemning, hvor “det ikke handler om antal shows, men om de oplevelser, man deler, og de communities, der opstår.” Han priser #DANISH, der giver hele holdet mulighed “for at råbe fra tagets top, at Danmark er her.”

Lone Britt Christensen byder velkommen på ambassadens vegne og takker performerne med ordene: “Uden jer, ingen #DANISH”. Så kommer kunstnerne selv på banen. Andreas Constantinou fra Himherandit lover de fremmødte, at hans Champions er “not like anything else”, og den har da også siden trukket et hav af gode anmeldelser.

Hvor det ikke handler om antal shows, men om de oplevelser, man deler, og de communities, der opstår

Don Gnus hold har taget en planke med og giver deres performance Women in Socks and Sandals både krop og ord med på vejen. Copenhagen Collective stiller talstærkt op og trækker opmærksomhed med deres menneskepyramider udenfor cafeens vinduer. Deres samtidscirkusperformance The Genesis handler om tillid, og det giver de kropslig vægt.

Casper Phillipsens Late Night Lehrershow skiller sig lidt ud fra resten af programmet, der har fokus på dans og performance, men rosinen i pølseenden, Teater Katapults The Insider er et godt eksempel på, at også (delvist) tekstbårne forestillinger kan nå langt i Edinburgh. De er med for anden gang og vandt i 2023 prisen THE SCOTSMAN Fringe First Award.

Edinburgh Festival Fringe
Plakatsøjler for #DANISH på Edinburgh Festival Fringe. Siden er der kommet flere stjerner til. Foto: ISCENE

Op med stjernerne

Aviaja Dance, der deltager med danse-performancen Soil er forsinket, så Karen Toftegaard præsenterer hendes show. Hun griber også bolden, da Katapult-skuespiller Christoffer Hvidberg Rønje priser de #DANISH-shows, han har nået at se, med et: “Ja, det er jo det, det også handler om. Vi skal se hinandens ting og løfte hinanden op.”

Ja, det er jo det, det også handler om. Vi skal se hinandens ting og løfte hinanden op

Siden har de fleste af forestillingerne haft anmelderbesøg og Wildtopias Sara Bocz har haft travlt med at klippe og klistre alle stjernerne op på plakatsøjlerne. Så lavpraktisk er arbejdet med showcasen også, for i Edinburgh er stjernerne ligesom relationerne helt afgørende for at tiltrække det rigtige publikum.

Dette var første artikel af tre om Edinburgh Festival Fringe 2025. I den næste fortæller de danske kunstnere og producere om deres erfaringer med showcasen.

Seneste

Nyhedsbrev

Udforsk videre

Anne Liisberg
Anne Liisberg
Journalistisk chefredaktør ISCENE. Fagansvarlig lex.dk. Jurymedlem i Revyernes revy, Den Danske Cirkuspris og comedyfestivalen UP. Bestyrelsesmedlem i Foreningen Danske Teaterjournalister. Cand. mag. i Dansk & Dramaturgi. Tidligere blandt andet fast anmelder på Teater 1 fra 2011-2016 og på Berlingske fra 2016-2019.