★★★★☆☆ Odense Sommerrevy har fingeren på pulsen

Odense Sommerrevy 2026 oser af overskud og spilleglæde i sin 10-års-jubilæumssæson, hvor der både er ny instruktør og kapelmester. Gamle kendinge og nye originale greb på en svært håndterlig verdenssituation bidrager til at skabe en god revy med fint tempo og fin balance mellem det lokale og verden udenfor.

Odense Sommerrevy rejser sig flot efter et par magre år, og fremstår i sin 10-års-jubilæumssæson mere frisk og fokuseret end længe. Ramus Krogsgaard er ny som instruktør og Thomas Pakula har overtaget kapelmesterpladsen efter Morten Wedendahl, der var med de første ni år.

Fejring med klædelig selvironi

Jubilæet fejres behørigt i “10 års jubii” med gamle kostumer og karakterer, der udløser genkendelsens latterbrøl i teltet. En fin, sober selvironi bliver der også plads til, da revydirektør Lars Arvad ridser revyens historie og egne forventninger til hæder og priser op. Det er ikke altid, anmeldere og publikum ser storheden i ens egne drømme og visioner. Men efter 10 år bliver teltet stadig rejst på engen med en jubilæumsudgave, der peger frem, om end en del gammelt hænger ved.

Det ville jo også være ærgerligt, hvis ikke vi fik endnu en rundgang med “De strivte”, OB’s trofaste fanskare, der i år har fået Rasmus Krogsgaard som nyt, ængsteligt medlem. Jacob Webles tekster rammer altid rent med disse passiv-aggressive fans, der så gerne vil af med kærlighed til fodbolden. Nok er det ikke AGF, men de strivte har også mange (undertrykte) følelser.

Også Dirch Passer får en jubilæumsfejring i en Rasmus Krogsgaard classic, “Tillykke med de 100”, hvor han selv, Lars Arvad og Vicki Berlin synger blidt “det er noget med replikken, med mimikken, med musikken”. Det er en smuk, enkel tekst, der skaber et lille åndehul mellem to af revyens udstyrsstykker, situationen på Christiansborg og det hedengangne Post Danmark/Nord.

Det er risengrød…

Den politiske stilstand, mens vi venter på en regering, giver en vis emnetørke i revyerne. I Odense gør man ventetiden til en dyd i Lars Bisgaard & Rasmus Søndergaards “Live fra Borgen”. Der er ikke meget at melde fra den udsendte reporter, der dog alligevel støder på en mekanisk Vanopslagh, der “godt kan selv”, og en uhyre rørt Pia Kjærsgaard, der så gerne vil ind og “hjælpe Morten”. Det er ridser af karikaturer, der afvikles rapt og underholdende.

Mere trist er det naturligvis, når Postmand Per stedes til hvile – ikke mindst, da præsten læser op af alle de breve, Per ikke fik afleveret, fordi “der ikke var nogen hjemme på adressen”, fx Christian 4’s påbud om at brandimprægnere Børsen. En lettere morbid, men opfindsom vinkel på postsituationen, der med DAOs overtagelse tegner til at blive et af årets revytemaer.

Inden da har vi i åbningen været forbi et andet aktuelt tema, Grønland, i et dobbeltnummer, hvor nissebanden driver gæk med Trump i Lars Arvad/Hans Dahls åbningsnummer “Arbejdsgruppen”. Det følges op af Rasmus Krogsgaard/Thomas Pakulas “En diplomatisk dialog” om Lars Løkkes evner til at trække sager i langdrag. Kækt, charmerende og en anelse kaotisk i første del. Verdenssituationen får også et vemodigt blik i Tor Baggers skræmmende “Den stærkes ret”, iscenesat i et stille tempo, der får rædslen til at trænge igennem.

Gammelt og nyt

Charlotte Guldberg er tilbage i Odense, og kaster sin skønne stemme ind i et væld af numre. Med tyk bund i “Jensens Bøf-blues” og i vemodig visemol med Lars Arvad i Leif Maiboms “Kommer han hjem”, der får et karakteristisk twist mod slut. Hun er fremragende som opgivende Frihedsgudinde i Krogsgaard/Pakulas “Jeg gider ikke mere”, der på original vis får italesat et af tidens dilemmaer: Hvad skete der med USA?

Troels Malling er også kaldet til Odense, men det er lidt uklart hvorfor, da han konsekvent sættes til ting, han er mindre god til, i stedet for at lade hans helt særlige sans for vanvidskomik folde sig ud. Jeg længes efter hans vidunderlige parløb med Kristian Holm-Joensen i sidste års Odsherred Sommerrevy.

Lars Arvad er her, der og alle vegne med sine fine karakterer, hvor måske især den troskyldige Keld og Hilda-fan rammer noget i de fleste. Vicki Berlin og Thomas Mørk gentager elskede karakterer fra revyens 10 år, men har ikke så meget nyt at byde på, da der ikke rigtig er bid i deres soloscener.

Odense Sommerrevy 2026 er tilbage i god, lidt uegal form. Det er en revy med fint tempo og en del gode numre – også selvom man ikke lige vidste, at der bombes på “Nyborgvej”. Lidt lokal skal en revy jo være. Som flere andre steder holdes buen bedst i første del, mens det bliver mere spredt fægtning i anden del. Lidt mindre veneration for det gamle, lidt mere idé med orkestret og lidt mere præcis casting vil bringe Odense helt op til revyhimlens top.