Isnætter – relationer der driver mennesker og verden ud i opløsning

ISNÆTTER er et hypnotisk værk om magt og begær i en verden truet af kollaps, iscenesat af Tina Tarpgaard og baseret på Anna Kavans roman IS i en bearbejdelse af Amanda Linnea Ginman. Forestillingen åbner Sydhavn Teaters nye midlertidige scene på SPOR10 med teatrets største egenproduktion til dato. ISCENE er gået to af hovedkræfterne bag forestillingen på klingen.

“ISNÆTTER er en storladen og intens sammensmeltning af dans og teater, der udforsker magt, menneskelig skrøbelighed og begær (…). Den udspiller sig i et forskudt og urovækkende univers, hvor grænsen mellem
virkelighed og fantasi opløses. Publikum følger M, en mand på rejse gennem et mystisk landskab, der synes at fryse til i takt med, at hans blik på virkeligheden forskydes (…) M leder efter en pige – og i hende en version af sig selv, som han kan holde ud at leve med.

Sådan præsenterer Sydhavn Teater deres nyeste premiere i en pressemeddelelse, der lyder David Lynch-agtigt: “…En mareridtsagtig rejse udi 60’er roadmovie nostalgi og psykedelisk drømmelogik – en hypnotisk udforskning af magt, undergang og det menneskelige sinds mørkeste kroge (…) et psykologisk drama om besættelse, afhængighed og forskydningen mellem kærlighed og vold. Et værk, hvor begæret ikke blot driver handlingen frem, men former selve den virkelighed, vi ser.”

En besættelse at iscenesætte

“Da jeg læste IS, blev det næsten en besættelse for mig at iscenesætte den. Simpelthen fordi, den ramte en nerve i mig – og i den tid, vi står i, hvor destruktive kræfter virker til at have momentum. Det særlige ved Kavans IS er, at hun skriver sig ind i et narcissistisk og sadistisk sind og skaber en fortælling indefra.

Vi oplever, hvordan besættelse og begær ikke bare former fortælleren, men også langsomt driver omgivelserne ud i destruktion. På den måde rammer hun vores samtid med en skarphed, der føles uhyggelig aktuel. Det var netop den kombination af psykologisk dybde og samtidsrelevans, der gjorde så stort et indtryk på mig,” siger koreograf og iscenesætter Tina Tarpgaard om inspirationen og arbejdet med værket.

Dramatiker Amanda Linnea Ginman fremhæver styrken i at vise de narrativer, vi selv skaber – og som kan forskyde vores opfattelsesevne:

“For mig er ISNÆTTER en fortælling om besættelse, afhængighed og det begær, der driver mennesket og dermed verden ud i opløsning. Det er også en fortælling om de narrativer, vi skaber, for at kunne leve med os selv og retfærdiggøre vores handlinger, og hvordan de samme narrativer kan forskyde vores blik på verden. I sidste ende er det et værk om vold, manipulation, kærlighed og om, hvor svært det kan være at kende forskel.”

Grænserne forskydes

Forestillingen beskrives som en “sammensmeltning mellem teater og dans”, og det er derfor interessant at vide, hvad det er i værket, der kalder på et samarbejde mellem de to kunstarter.

“Ambitionen har været at lade ord og krop flette sig sammen i en dramaturgi, der både driver det trekantsdrama, som Anna Kavans roman IS rummer. Og samtidig at åbne for den kompleksitet, der ligger i romanen – både psykologisk og samfundskritisk,” fortæller Tina Tarpgaard. Ved at sætte krop og tekst i spil med hinanden skabes et “åbent fortolkningsrum” hos publikum, som hun forklarer det og fortsætter:

“Set fra et koreografisk perspektiv har særligt bogens surrealistiske og drømmeagtige logik været en vigtig inspiration. Den har givet os mulighed for at skabe figurer og tilstande gennem bevægelse og dans. På den måde bliver spændet mellem ord og krop også en måde at bevæge sig mellem det konkrete narrativ og en mere opløst, sanselig verden, hvor grænsen mellem virkelighed og fantasi hele tiden forskydes.”

Tina Tarpgaard fortæller, at hver performer har sin egen fysiske logik, hvor nogle er mere knyttet til tekst og andre til bevægelse, men at alle bevæger sig på deres helt egen måde.

Manipulation er også kropslig

Amanda Linnea Ginman er enig i, at det er selve forfatterens skrivestil, der giver god mening at knytte sammen med dans og forklarer: “Anna Kavan skriver med en ret radikal konsekvens ind i det indre landskab, hvor psyke, krop og verden glider sammen. IS er ikke bare en fortælling, men en tilstand, hvor virkeligheden opleves som noget, der hele tiden forskyder sig og trues af opløsning.

Det føles særligt relevant i dag, fordi hendes blik på kontrol, begær og undergang spejler en samtid præget af uro og sammenbrudsfølelser. Hun skriver frem mod det punkt, hvor det indre ikke længere kan holdes adskilt fra det ydre, hvor det, vi forsøger at fortrænge, begynder at forme verden omkring os.” For de to kunstnere er det noget, de ser en mulighed for at gøre nærværende på en anden måde på en scene, og Amanda Linnea Ginman fortsætter:

“Jeg har været optaget af at fremhæve den næsten hypnotiske bevægelse, der opstår i en voldelig relation – den proces, hvor en voldsudøver gradvist udvikler sin egen logik og legitimerer sine handlinger, både overfor sig selv og den anden. Teatret har en særlig mulighed for at gøre processen kropslig og sanselig. Hvor bogen kan beskrive den indefra, kan scenen lade publikum erfare den i realtid – i rytmer, gentagelser, forskydninger i rum og relationer.”

Dramatikeren fremhæver også, at “det gør det muligt at mærke, hvordan manipulationen ikke bare er et psykologisk fænomen, men noget der udspiller sig mellem kroppe, blikke og stemmer, og som langsomt forrykker virkeligheden.”

Gensidig inspiration

Tina Tarpgaard fortæller, at samskabelse mellem flere kunstarter for hende hænger sammen med både “en kunstnerisk nysgerrighed og en nødvendighed i det materiale der er afsættet for processen.” Og ISNÆTTER bad om det:

“Det var afgørende at lade koreografi, dans og tekst mødes, fordi romanen rummer både en stærk kropslighed og et psykologisk drama: konstante forskydninger i tid og sted, et billedmættet sprog og en intens indre bevægelse.” Noget andet er at få skabt de bedst mulige betingelser for den gensidige udforskning af muligheder, og til det siger hun:

“Hvordan man samskaber, er der utrolig mange svar på. For os har det handlet om at bruge tid på at etablere samarbejdet mellem skuespillere og dansere. Det har været afgørende at give plads til at udfordre og inspirere hinanden med forskellige tilgange og måder at bearbejde materiale på. Det har været et rum, som viste sig at være meget inspirerende, både for mig som koreograf, men også for de fire performere som alle har budt utrolig meget ind med deres erfaring, viden og faglighed.

Det er uden tvivl det, der har gjort netop denne proces til én, jeg er dybt  taknemmelig for at have oplevet. Og måske ligger svaret på, hvorfor det er vigtigt lige her: Det er inspirerende, og det får os til at tænke og gøre anderledes – og essentielt derigennem skabe ny og interessant scenekunst,” fortæller Tina Tarpgaard.

Bevægelse mellem logikker

For dramatikeren handler det også om at skabe rum til at organisere mening på forskellige måder: “For mig handler samskabelsen om at kunne bevæge sig frit mellem to logikker og lade dem påvirke hinanden. Dans og skuespil arbejder begge med krop, timing og nærvær, men de organiserer mening på forskellige måder – den ene ofte gennem det nonverbale, den anden gennem sproget. 

Det kræver en proces, der balancerer det intuitive og det analytiske arbejde: at turde følge det, der opstår i kroppen og i rummet, samtidig med at man fastholder en klar dramaturgisk tænkning. Når flere kunstarter mødes, opstår der sprækker i det entydige og det er jo altid interessant.”

Derfor glæder hun sig også til at invitere publikum ind i det særlige teaterrum, de har skabt: “Vi glæder os til at invitere publikum ind i en tilstand af desorientering, en drømmelogisk erfaring, hvor virkeligheden forskyder sig, og hvor det indre får en konkret form på scenen.”

En forestilling der skal erfares

“Man kan forvente en forestilling, der ikke forklarer, men som insisterer på at blive erfaret. Et rum, hvor stemninger, gentagelser og forskydninger langsomt opbygger en oplevelse af at være inde i noget, snarere end at betragte det udefra,” siger Amanda Linnea Ginman, og Tina Tarpgaard glæder sig også til at invitere ind til den nye scene på SPOR 10:

“Jeg glæder mig også utrolig meget til at byde publikum indenfor til et værk, som rummer både humor og sanselighed, og som er både grusom og smuk. Særligt glæder jeg mig til at publikum møder de fire helt fantastiske performere på vores nye scene på SPOR10. ISNÆTTER er nemlig vores første forestilling i de rå industrihaller, hvor Sydhavn Teater i den kommende sæson vil have som vores hovedscene – indtil vi kan genåbne vores scene i Østre Kapel i 2027.

Østre Kapel, hvor teatret ellers har base, har længe været under renovering, men Sydhavn Teater får det bedst mulige ud af tiden på SPOR10: “Med dette nye rum skaber vi en platform for eksperimenterende og grænsesøgende kunst – et sted, hvor publikum kan møde værker, der udfordrer og berører,” udtaler de i pressemeddelelsen.

LÆS OGSÅ: Der er brug for et nyt sprog: Det tværæstetiske samarbejde på dagsordenen

_{Kilde: Pressemeddelelse Sydhavn Teater og interview.}