TOASTER Performance Biennale – opgør med menneskets dominans over naturen

Toaster Performance Biennale 2026 har takket af efter tre uger med et diverst program fra popkultur til naturens kraft og AI-fortolkninger af mennesker i en fjern postapokalyptisk fremtid. Et aspekt af forestillingerne handler om sammenhængskraft mellem natur og mennesker. ISCENE har talt med Julienne Doko, der har en vigtig stemme i den debat.

Koreograf og danser Julienne Doko fra Julienne Doko Dance er aktuel med værket Raven, hvor hun udforsker Ravnen gennem bevægelse, dans, sang og musik. Ifølge programmet bruger hun “det kunstneriske udtryk til at genforbinde sig med fællesskabsværdier forankret i hendes centralafrikanske baggrund”. Dette kobles til det nordiske ravnesymbol, der repræsenterer en forbindelse til jorden og indgår i et tværkulturelt felt af ravnetotemisme.

Formålet er at skabe plads og forståelse for en tværkulturel dialog med færre destruktive og flere fællesskabsbaserede måder at leve på. Vi befinder os på mange måder i naturens tidsalder – der også afspejles i scenekunsten. På biennalen er især fire værker optaget af fællesskabet mellem natur og menneske.

Tabet af kontakt til naturen

Udover Julienne Doko med Raven byder Colette Sadler ind med ARK1 og Kleemann med Sjæl gør dig smuk og ORSOQ. Alle med hver deres studier af natur og menneske eller konsekvenserne af fraværet af den. Det er tydeligt, hvordan emnet også er koblet til fællesskab og omsorg indlejret i kulturelle symboler og værdier. Som den mad vi deler, hvem der har vores ryg, og hvor langt vi kan gå med AI, før det ikke længere er foreneligt med liv.

Julienne Doko fortæller, at mange mennesker i den højindustrialiserede del af verden i dag allerede er afskåret fra naturen:

“Jeg mener, at mange mennesker – særligt i højt industrialiserede og urbane samfund – har mistet forbindelsen til naturen i den måde, vi lever og handler på. Dominerende forestillinger om succes i dag prioriterer ofte individuel præstation, forbrug og kontrol. Ofte på bekostning af fælles trivsel og økologisk balance. På en måde afspejler planetens tilstand disse værdier ret direkte.

Samtidig er denne adskillelse ikke universel. Mange samfund verden over har bevaret dybe, gensidige relationer til jorden og modstår fortsat udvindings- og udnyttelsessystemer. Deres livsformer minder os om, at alternative relationer til naturen ikke blot er mulige, men allerede eksisterer. At lære af disse perspektiver kræver ydmyghed og en forståelse af, at genforbindelse ikke blot er et individuelt valg. Det skal gentænkes kollektivt på tværs af kulturelle og sociale sammenhænge.”

Læs mere om værkerne her.

Ravnen forbinder verdener

Doko tilbyder os gennem sin forestilling at se, hvordan det nordiske ravnesymbol og de centralafrikanske værdier kan hjælpe os tilbage til en forbundethed til naturen:

“Ravnetotemisme tilbyder et refleksionsrum. I mange traditioner på den nordlige halvkugle optræder ravnen som trickster, skaber og en figur, der bevæger sig mellem verdener. Den udfordrer faste hierarkier mellem mennesker og det mere-end-menneskelige og minder os om, at vi er en del af et større netværk af relationer. Ravnens evne til at skifte form og forstyrre understøtter dens rolle som formidler mellem disse verdener.

I den forstand bliver ravnen en invitation til at gentænke vores forhold til jorden og anerkende slægtskab ud over det menneskelige. Den peger mod muligheden for genforbindelse – både med hinanden og med den levende verden,” fortæller hun.

Ingen universel tilgang

Doko gør samtidig opmærksom på, at mødet mellem de forskellige verdenssyn, beriger os:

“Der findes ikke én måde at forbinde sig med naturen på eller tage vare på den – og mødet mellem det nordiske ravnesymbol og Gbaya-kulturen (fra Den Centralafrikanske Republik) tydeliggør netop dette. I stedet for at søge én universel tilgang fremhæver mødet rigdommen i forskellige verdenssyn og måder at være i relation til den levende verden på.

I mange nordiske traditioner bevæger ravnen sig mellem verdener, bærer viden og symboliserer transformation. I Gbaya-kulturen er relationen til naturen ofte forankret i gensidig afhængighed, forfædres betydning og fællesskab, hvor det menneskelige og det mere-end-menneskelige er tæt vævet sammen i hverdagen. At bringe disse perspektiver i dialog kan åbne for nye forståelser.”

En af Dokos pointer er også, at perspektiverne er et opråb og en advarsel mod mennesket som kontrollerende overmyndighed overfor naturen. “Begge perspektiver udfordrer ideen om menneskets dominans over naturen, og peger i stedet på systemer baseret på gensidighed, ansvar og respekt. Broen mellem disse verdener er et rum for lytning, forhandling – og til tider spænding,” forklarer Doko og foreslår, at den tværkulturelle dialog kan hjælpe os med “at forestille os andre fremtider og skabe nye forbindelser”.

Synlige modsætninger

I Raven er ravnen en formidler, der giver krop og stemme til naturen og baner vej for at nye fællesskaber kan opstå. Det har haft betydning for udviklingen af forestillingen:

“Jeg udviklede forestillingens lydside i tæt samarbejde med Gert Østergaard Pedersen og Jordan Jackson. Derved har vi nået frem til et lagdelt lydunivers, der kunne rumme spændingerne mellem natur, menneske og de systemer, vi opbygger. Fra begyndelsen ønskede jeg, at musikken skulle rumme kontrasterende teksturer og følelsesmæssige registre, så publikum kan bevæge sig mellem ubehag, overgivelse og refleksion

Kernen i værket er fællesskabet: hvordan det opstår, brydes og eventuelt genopbygges. Ravnen fungerer som formidler – en legemliggørelse af naturen og en katalysator for genforbindelse. Herfra opbygges en dramaturgi, der stiller arketyper af menneskelig adfærd over for deres modsætninger: solidaritet kontra individualisme, forbindelse kontra isolation.”

Vendepunkter gjort sanselige

Anne Liisberg skriver i reportagen fra biennalen: “Raven er en tæt fortælling, der lykkes med at formidle sit transkulturelle budskab i en perfekt dosering af vildskab og ynde med afsæt i ravnen som totem.” De to modsatrettede energier i værket går i opløsning og erstattes af noget større. Julienne Doko forklarer:

“Koreografisk kommer dette til udtryk gennem to forskellige bevægelsessprog. Det ene er præget af en forbrugsorienteret, selvoptaget energi med bevægelser drevet af fremvisning, overflod og dominans. Det opbygges i intensitet og ledsages af et massivt, elektronisk lydlandskab. Det andet – ravnens – er præcist, jordbundet og intentionelt med et mere organisk lydunivers, hvor optagede lyde blandes med live-stemme.

Vendepunktet opstår, når de individualistiske figurer kollapser under deres egen intensitet. I dette brud vender ravnen tilbage som en aktiverende kraft, der genforbinder kroppe med hinanden og med naturens elementer. Dermed åbner værket et rum for dialog og peger på, at genforbindelse kræver både bevidsthed og fælles handling.”

Raven er derfor også i familie med en anden tendens i værkerne på biennalen som handler om sammenbrud som præmis ud fra ideen om, at der kan opstå noget nyt i “sprækkerne, når de logikker og normer, vi kender, kollapser.” Netop værdier som omsorg og fællesskaber har meget tilfælles med naturen og kunsten – de tilhører en værdisætning, der ikke kan regnes i kroner og ører, og derfor opdager mange ofte først værdien, når den ikke længere er der.

LÆS OGSÅ: Toaster Performance Biennale: Sammenbruddet som præmis – Interview med Esben Weile Kjær, Camilla Lind og Ar Utke Ács

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.