Toaster Performance Biennale: Sammenbruddet som præmis – Interview med Esben Weile Kjær, Camilla Lind og Ar Utke Ács

Hvordan finder man sin plads i en verden i sammenbrud? Tre kunstnere, der er aktuelle på Toasters Performance Biennale, har ikke svarene. Til gengæld insisterer de på scenen og det iscenesatte rum som laboratorium for at afprøve, hvad der kan opstå i sprækkerne, når de logikker og normer, vi kender, kollapser. Pakket ind i underholdningsindustriens formater vil de vise os virkeligheden fra nye vinkler, gøre os klogere på hvem vi er, og måske lade os opleve, at noget andet er muligt.

“I en verden, som på mange punkter er i konstant sammenbrud, er der noget befriende ved at arbejde ud fra apokalypsen som præmis,” siger koreograf og performer Ar Utke Ács, der sammen med kunstner Esben Weile Kjær, koreograf og performer Camilla Lind medvirker på den første udgave af Toasters internationale performance biennale, hvor sammenbruddet antager alverdens tænkelige og utænkelige former. Vi har talt med de tre kunstnere om, hvordan deres bidrag på forskellig vis holder et spejl op for beskueren.

I et forladt casino undersøger en fiktiv teatertrup bestående af backup-dansere nye formationer. I løbet af en tiltagende smadret fest performes ideen om frihed i sin mest ekstreme form til punktet af kollaps. I apokalypsen søger en monstrøs, krybende skikkelse efter et sprog og et sted, som den kronisk syge krop kan bebo.

De tre værker bruger sammenbruddet som scenografi, dels for at pege på de logikker i samtiden, som er med til at forme os, dels som motor for at undersøge, hvad der sker, når samme logikker træder ud af kræft eller direkte kollapser.

shivrs verden

I værket shivr er sammenbruddet kropsligt, cyklisk og udstrakt i tid. Ar Utke Ács fortæller, at publikum møder karakteren “shivr” i en fiktiv ramme, der holder på levede erfaringer af at have en autoimmun sygdom:

”Da jeg først blev syg, var jeg lige fyldt 21. Det var også et sammenbrud i mit liv,” fortæller Ar Utke Ács, der gennem interviewet udfolder, hvordan sygdom reorganiserer mening. Ikke kun for den pågældende krop, men også i mødet med omverdenen:

”Unge kronikere bryder med forventningerne til, hvordan og hvornår kroppe skal fungere,” siger Ar Utke Ács. I stedet for at lade sig begrænse af den ”begravelsesstemning”, der ofte opstår, når de taler om vilkårene for den kronisk syge krop, trækker Ar Utke Ács på den popkulturelle gerne body horror for at give form til og ”claime” det monstrøse: 

”shivr er i en konstant tilstand af eksistentiel opløsning. I sammensmeltning spørger den: Hvordan kan man bevæge sig frem i verden? Hvordan kan man bygge noget, som bliver ved med at falde fra hinanden og være i det? Hvad hvis det ikke var nødvendigt at bygge? Hvad hvis shivr ikke havde brug for at sidde oprejst, men i stedet var ikke-præsentabel og kommunikerede derfra?” spørger Ar Utke Ács og understreger, at i performancen er publikum gæster i shivrs verden – på dens præmisser.

Kapitalismens spøgelser

Camilla Lind inviterer i CRUSH – A Psykodrama også publikum ind i et værk, hvor det ødelagte er en drivende kraft. CRUSH refererer til at ”crushe på nogen” og at blive ”crushed”, fortæller hun. Det forladte casino, som den fiktive trup ”Tiny Theatre” rykker ind i, er for hende et kapitalistisk mikrokosmos, som stadig hjemsøges af dens forblændende logikker:

”Du har hotelværelserne, entertainment, baren, restauranten, butikkerne samlet på ét sted. Det handler alt sammen om penge. Der er et løfte om succes, men drømmen kan pludselig blive revet væk under dig, og du kan miste alt. The house always wins,” understreger Camilla Lind. Men ”Tiny Theatre” har ikke nogen frontfigur og spiller ikke efter spillets regler: 

”Hvad sker der, hvis man fjerner den main character, som backup-danserene, normalt bakker op om og skaber det større billede for? Jeg er interesseret i ikondyrkelse og i at undersøge det negative rum, der opstår, når stjernen er væk. En sætning jeg vender tilbage til er: The Stars are big but the space between the stars are even bigger,” siger Camilla Lind og beskriver den opdigtede trup som en container, hvor fragmenter og væsker presset ud af sammenbrudte systemer på alkymistisk vis kan flyde sammen på nye måder.

Tom frihedsdyrkelse

Hvor Camilla Lind har fjernet performancens hovedperson, udvisker Esben Weile Kjær i Hardcore Freedom grænserne mellem gæst og performer. I værket, som på biennalen også fungerer som åbningsfest, inviteres publikum ud på dansegulvet som aktive medskabere.

Esben Weile Kjær vil udstille samtidens frihedsdyrkelse og kommercialiseringen af den frie krop med installationen, som synliggør festens forlystelsesarkitektur. Rummet bliver tiltagende mere ”messy” i takt med, at det fyldes af umulige billeder på den ekstreme frihed.

”Inspirationen var oprindeligt at undersøge frihed som fetich og som fantasi. Siden ungdomskultur blev en ting med rocken i 50’erne, er fantasien om frihed blevet afbilledet i coming of age fortællinger i populærkulturen. I Hardcore Freedom undersøger jeg de billeder på frihed, som findes primært i Hollywood-producerede film. Billeder som ofte er umulige,” fortæller Esben Weile Kjær.

For ham findes der et potentiale, når installationens kroppe gentager billederne og performer frihedens ekstremitet til de kollapser af udmattelse: ”I værkets insisteren på at reproducere arketypiske forståelser af frihed opstår et mellemrum: Den trætte krop umuliggør præmissen, men skaber et mulighedsrum for noget andet,” fremhæver han.

Iscenesat mellem virkelighed og fiktion

Fælles for værkerne er, at de bevæger sig i grænselandet mellem fiktion og virkelighed. For Esben Weile Kjær er det iscenesatte en præmis i den digitale tidsalders forbrug af populærkultur:

”Selv er jeg vokset op som millennial og er en del af den sidste generation, der kan huske en tid før internettet, som har splittet vores identitet i et digitalt og et fysisk jeg. Den erfaring gør, at der er en bevidsthed om billedets kraft. Jeg er nysgerrig på, hvordan et billede performer, og den bevægelse, der sker fra kroppen, der bevæger sig og bliver fotograferet til billedet, der bliver distribueret,” fortæller han.

Hvor Esben peger på den konstante mediering og remediering, bliver iscenesættelsens sløring af virkelighed og fiktion hos både Ar Utke Ács og Camilla Lind i højere grad et sted for at afprøve alternative virkeligheder. Camilla Lind beskriver scenen som et laboratorium for det umulige:

”Det umulige findes i flere lag, og handler også om normerne for, hvordan vi opfører os i offentligheden. I værket bruger vi det, der føles umuligt for at komme et nyt sted hen. Scenen kan være et mellemrum, et sted for fortolkning, hvor narrativerne kan eksploderes, vendes på hovedet eller omformes,” siger hun.

Coming of Age uden forløsning

Når værkerne på forskellig vis arbejder med at udfordre eller opløse den virkelighed, vi kender, er det ikke nødvendigvis for at stille noget bestemt i dens sted: ”Ideen med forestillingen er ikke at komme med en løsning eller katarsis,” understreger Ar Utke Ács, mens Camilla Lind på samme vis beskriver bevægelsen i CRUSH, som ”post coming of age”:

”Det er mere en cyklus af coming of age, coming of age, coming of age,” siger hun og fremhæver at udviklingen er en vedvarende forskydning frem for en dannelse af et stabilt individ.”  

Hvor den klassiske Coming of Age fortælling ender i forløsning, operer værkerne i det ambivalente, hvor der ikke nødvendigvis findes svar.

Beyond scenen

Alligevel peger alle tre kunstnerne på tilstande i deres værker, som rækker ud over scenen og griber ind i verden. I Hardcore Freedom gælder det for Esben Weile Kjær den udviskede grænse mellem performer og gæst:

”Når alt potentielt kan være en del af performancen, skaber det en sensibilitet overfor rummet og overfor hinanden. Jeg vil gerne gøre opmærksom på institutionen. Få dig til at reflektere over, hvad det er for et rum, så du ikke bare konsumerer oplevelserne fuldstændig ukritisk, men forholder dig til dem, ser dem, bliver bevidst om, hvordan du bevæger dig, og overvejer hvem eller hvad, der har skabt den koreografi,” forklarer han.

Camilla Lind taler om, hvordan der særligt i de kollektive arbejdsprocesser kan opstå en mening som er ”beyond”. I værket har hun inviteret venner, som hun ”crusher” på, ind som medperformere. De arbejder relationelt med psykodramaet som metode, men gør også brug af såkaldt telepati-dans.

Lige så højtsvævende og uhåndgribeligt det lyder, når Camilla Lind beskriver udvekslingen af bevægelser ved tankens kraft, lige så konkret og økonomisk bliver det, når hun samtidig fremhæver, at værket også gør opmærksom på performeres prækære forhold: ”Nu har jeg fået støtte til det her værk, og det er fedt at kunne betale folk,” siger hun og synliggør, hvordan værket i praksis også er med til at skabe en bestemt udveksling af penge og arbejde.

Et mulighedsrum

Ar Utke Ács fremhæver også produktionsvilkårene i branchen og understreger, at for dem, er arbejdsmetoderne lige så vigtige som det kunstneriske. I selve arbejdet er det muligt at bevæge sig fra kun at tale om kroppen til at spørge, hvordan vi kan arbejde på kroppens præmisser, og lade dens rytmer og tilstande forme måden, vi producerer:

“Jeg kommer fra en branche, hvor der er mange, der ender i uholdbare arbejdssituationer og burn out. Hvis vi kan forme branchen, så den kan rumme en uafhængig danser med en alvorlig kronisk sygdom, så er vi måske nået langt i forhold skabe samfundsforandringer og på vejen også gøre det mere holdbart for personer uden kronisk sygdom. På den måde ligger der noget revolutionært i shivr, mindst lige så meget, hvis ikke mere, bagom end på scenen,” siger de.

I Esben Weile Kjær, Camilla Lind og Ar Utke Ács’ værker er sammenbruddet dermed ikke kun en præmis, men også et mulighedsrum. Når de standardiserede opskrifter på identitetsdannelse udtømmes for mening, kan nye måder at være i verden måske vokse ud af det, der er brudt sammen: Succes som løfte, frihed, som vare, eller det opretstående og præsentable som krav.

Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.