★★★★☆☆ Köpenhamnstrilogin åbner Tove Ditlevsens erindringer dragende sanseligt

Tom Silkebergs Köpenhamnstrilogin er baseret på tre af Tove Ditlevsen autofiktive romaner, og havde premiere på Rezidenztheater Münich. Nu kan man se den på Malmö Stadsteater i en meget tysk iscenesættelse, der med sanseerindringen som greb kravler dybt ind i forfatterskabets kerne.

“I går døde Tove Ditlevsen. Det er selve poesiens blå blomst, vi siger farvel til.”

Tom Silkebergs dramatisering af Ditlevsens trilogi bestående af erindringsbøgerne Barndom, Ungdom og Gift åbner med hendes selvskrevne sort-ironiske og rå nekrolog over sig selv, som hun som bekendt skrev længe før sin død. På Intimans lille scene står Kajsa Ericsson i en cremefarvet frakke mod den hvide baggrund og gylper piller ned med tomatjuice, der snart løber ned over frakken. Det er nærværende råt og diffust-drømmende distancerende på samme tid.

Fravær af varme

Det samme er forestillingen. Den blev bestilt af Rezidenztheater Münich, men har nu fundet vej til Malmö i en stiliseret iscenesættelse, der er præget af Verfremdungsgreb (illusionsbrydende effekter, der fremkalder kritisk refleksion fremfor indlevelse, red.) Det passer på mange måder godt til det ditlevske erindringens rum, hvor stumper, bidder og indtryk blandes sammen i fortællinger, der indeholder skiftende sandheder. Toves bror “husker det helt anderledes.”

Men nu går tæppet op bag den ældre Tove, og barndomshjemmet toner frem. Blåstribet tapet, hvid dug og blomst på bordet, dukkevogn og gyngehest. Sådan så der næppe ud i baggården på Vesterbro, hvor Tove voksede op. Men måske føltes der lyst – i betydningen fravær. Karin Lithmans mor er i hvert fald blottet for varme, sådan som hun herser med børnene – særligt Toves kluntede barnekrop – og har i glimt sine egne dæmoner at passe. Erik Olssons far er svag og fraværende, oftest med en flaske i hånden.

Sammen og hver for sig dingler de rundt i dette lyse barndomsfængsel, mens stemmer fra fremtiden i form af spørgsmål fra læsere af Toves damebladsbrevkasse fletter sig ind. Disse kvinder med ondt i livet og parforholdet får barske svar af fremtidens Tove. Trods sit eget livs excesser giver hun stort set altid spørgerne småborgerligt-moralske råd om at blive hos den voldelige mand eller droppe deres utroskab. Svarene er en evig gåde i Ditlevsen oeuvre, der her næsten antager dæmonisk kraft, når Ericsson fysisk presser de spørgende kvinder af scenen. Kvindekroppen er der aldrig plads til.

Fortiden vil ikke glemmes

“Fortiden vil ikke glemmes. Nutiden værger sig mod at blive husket,” står der på bobinetten, der som et filmlærred adskiller Barndom og Ungdom. Citatet er den britiske kulturteoretiker Mark Fishers. Han opererede blandt andet med afsæt i Freuds begreb das Unheimliche (en særlig form for uhygge, der opstår, når noget velkendt bliver mærkeligt, red.) med begrebet sanseminder i sin omgang med kunst og liv. Citatet fungerer således – som et senere Derridacitat – ret bastant som nøgle til tekstens og iscenesættelsens forsøg på at mime erindringens selektion gennem sansning. Det gøres måske renest i Andreas Huumonens lydside, der aktiverer sumpen af følelser og minder, der ikke altid kan artikuleres i rent sprog.

Det sprog er også rusens, men før vi når dertil, skal Tove først ud i verden. Som akavet ung pige i hus hos nazisympatisører. Tilsyneladende reddet af sit første ægteskab med redaktør Viggo, hvor hun skriver sin første bog, men også samtidig er i en bog. En Grimmsk eventyrfantasi med talende dyr, hvor Toves krop heller ikke passer ind. Et nyt ægteskab med unge Ebbe, et barn, en hang til alkohol.

En ny skilsmisse, et nyt forhold, en ny graviditet. Denne gang med den diabolske læge Carl, der fyldte hende med Pethidin. Erik Olsson giver også denne syge sadist ekspressiv krop i det djævelske spil mellem to, som Ditlevsen skildrer med sitrende nerve i trilogiens sidste værk, Gift.

Et dragende sug

Narkomanien skubber til den evige fremmedgørelse, mens stemmerne flyder sammen i et Anders Andsk crescendo i Toves hvide rum. Her flyder sansede erindringer sammen med nutidens rædsler og fremtidens løfter. Helga Bumschs stringente scenografi – med de få rekvisitter, der antager nye betydninger undervejs – og Maja Mirkovics stilrene kostumer skaber tilsammen en form for tegneserieunivers, som Damjan Kecojevics koreografi giver ekspressiv kant.

Det er en konsekvent tolkning og iscenesættelse, hvor vi er i Toves mareridt af overvejende negative minder om ikke at passe ind, der oftest omsættes til længsel efter at blive holdt af – af andre, mens hun aldrig selv når dertil. Man kan indvende, at især tredje del bliver en anelse lang i spyttet, da smerten her er så nemt mærkbar.

Man kan også indvende, at det næsten bliver for distancerende, fordi det kan være svært at identificere sig med den Unheimliche Verfremdungsform. En spillestil, vi i øvrigt så til hudløshed fra 80-erne og frem, hvor blandt andet David Lynch også excellerede i den på skærmen. Men når det er sagt, er Malmö Stadsteaters version af Köpenhamstrilogin et dragende sug på sansningens betingelser, som afkræver respekt som et originalt forsøg på at kravle ind i forfatterskabets kerne.