dFERIA 2026 – international teater- og dansemesse med dansk fokus

dFERIA løb af stablen i Donostia/San Sebastian i Spanien 14. – 18. marts med et stort program med medvirken af 31 forskellige kompagnier for knap 16.000 publikummer og over 650 professionelle aktører. Donostia Cultura og San Sebastian City Council planlægger hvert år festivalen i samarbejde med Victoria Eugenia Theatre. Danmark var i år et fokus i programmet, og ISCENE var med til forestillinger, velkomsttaler og præsentationer.

En tidlig morgen vandrer vi forpustede op af et bjerg for at se baskisk samtidsdans med VVS-rør, og senere bryder den spanske festglæde ud i lys lue i en forestilling med vimpler og sang på tværs af salen. Dagen før var vi i zigzag mellem pintxosbarer, der fik mundvandet til at løbe, som optakt til en tour de force af en ironisk krigsmonolog. Næste dag overvældes vi af en intens nyfortolkning af flamenco. Den baskiske scenekunstmesse har, med sine snart 40 år på bagen, rødderne godt plantet i det lokale, men hvert år med udvikling af internationalt samarbejde.

Messen var oprindeligt orienteret mod de latinamerikanske og spanske markeder, men er nu blevet en international brancheplatform med et strategisk fokus på både Europa og Latinamerika. Hvert år er et land og dets scenekunst i særligt fokus. I år er det Danmark i samarbejde med Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Scenekunst. Fire danske forestillinger vises på messen, og 12 andre kunstnere og institutioner fra det danske scenekunstmiljø præsenteres.

Diversitet er nøglen

Under velkomst og pressemøde får vi indblik i det imponerende arbejde, der ligger bag. Der deltager også både direktør for festivalen, Norka Chiapusso, og den danske ambassadør i Spanien, Michael Braad. Han understreger, at det er svære tider, hvor “vi må slå rødder gennem partnerskaber.” Festivalen har udvalgt de danske forestillinger, mens Statens Kunstfond har udvalgt og støttet de øvrige danske organisationer og kunstnere, der holder oplæg til samarbejde på messen.

Mens et kamera zoomer ind på mine noter, og jeg placerer høretelefonerne med simultantolkning, spørger værterne nysgerrigt til, hvad der er særligt dansk. Lau Tobias Tronegård-Madsen siger: “Det er ikke vigtigt for dansk scenekunst at repræsentere en særlig dansk identitet – kunstnerne er internationale, og diversitet er nøglen i de mange praksisser.”

Fire danske kompagnier er udvalgt til at vise forestillinger på festivalen, mens Dansk Kunstfonds Laura Navndrup Black guider os gennem de 12 andre institutioner og kunstnere under programpunktet Welcome Breakfast & Presentation. Med kanelsnegle, kaffekopper og juice vaklende på skødet hører vi om mulige samarbejder og om, hvad dansk scenekunst har at byde på.

Dansk scenekunst

Åbningsforestillingen Bloody Moon er koreograferet af spanske Marina Mascarell til Dansk Danseteater i 2024 med premiere på Copenhagen Summer Dance under åben himmel på Ofelia Plads. På scenen i det smukke Victoria Eugenia Theatre indrammes de farvestrålende kostumer i en magisk lyssætning. Kroppe i kæder af fællesskab til rytmer som et ritual mellem liv og død afveksles af dansernes skiftende soli. Koreografen hylder den spanske kultur og viser den store bredde af teknikker, kroppe og udtryk, kompagniet besidder. Værket kan næsten ikke være mere egnet til at åbne festivallen.

Se trailer her.

Stephanie Thomasen koreograferede SAMBA i 2020 som første del af trilogien Plejer er død efterfulgt af Limbo i 2021 og Kalinka i 2022. SAMBA fik en Reumertpris som årets danseforestilling 2021. Jeg sidder på kanten af scenen, der agerer svinefold, og hvor fem dansere næsten blæser os omkuld i en dyrisk magtkæmpende dans til Alexander Skjolds sublimt pirrende lilletromme. Scenografien, en hængebro, stole, halm og en balje, lægger op til øretæver, der også rammer de nærmeste publikummer.

Se trailer her.

Under åbningseventen oplever vi også Paolo Nanis kultværk, La Carta, der har turneret over hele verden siden 1992. Med sin helt enkle scenografi, et bord, en stol, en flaske vin og et brev, er forestillingen et humoristisk studie i stilarter, hvor en scene spilles igen og igen med nye tilgange. Her er ingen oversættelse nødvendig, og det primært stående branchepublikum, der før var optagede af tapas, velkomstdrinks og networking, bliver tavse og suges helt ind i et magisk underholdende univers.

Se trailer her.

Hvad er dansk scenekunst?

De danske forestillinger er dermed et godt eksempel på, at kunstnerne er internationale med diversitet som omdrejningspunkt. Anderledes bliver det ikke med Tierra Sin Suenos af fix+foxy, der er en ny spansksproget version af Landet uden drømme fra 2018. Værket præsenterer et, for instruktør Tue Biering, typisk smertefuldt split mellem teater og virkelighed – vores værste frygte og lykkeligste drømme.

Carlota Berzal fremfører monologen om kvinden, der er kommet fra fremtiden for at opfordre os til ikke at lade vores følelser og sociale relationer blive overtaget af geopolitisk katastrofer. Med stor relationel kompetence, sødme og nærvær, kommer hun på scenen igen og igen og spejler vores undren og frygt helt ind til benet i et billedskønt univers, der river den sidste rest af teaterdistance væk under os. Lever vi virkelig i et dystopisk mareridt uden drømme om, hvordan verden ellers kunne se ud?

Læs anmeldelse her.

De 12 øvrige danske kunstnere og repræsentanter for store, danske organisationer er Art & About, Svalholm, Copenhagen Stage, Cunts Collective, Dansehallerne, Aviaja Dance, Waves Festival, Ingimarsson Compagny, Dynamo Workspace, Out of Balance, Toaster og Boys* in Sync. De er udvalgt gennem et open call, og fælles for dem er en international orientering mod emner og debatter af international relevans. Flere af institutionerne har en international profil som deres reason d’etre.

De deler en interesse for temaer uden grænser som det tværkulturelle, klima, migration, hjem, kolonialisme og undertrykkelse. Temaer der vedrører hele verden og som per se ikke er afgrænset til et specifikt lands nationalitet og traditioner. Det gør dem alle meget egnede til samarbejder og networking på tværs af landegrænser.

Tidens flygtighed

Dans kan umiddelbart forstås på tværs af grænser – eller kan det? Nok er kunstarten nonverbal, men den er stadig mere eller mindre ladet med interessante koder om den kultur, den hører hjemme i. Det ser vi især i emnerne i de skuespil, der er repræsenterede. De nonverbale værker kredser om identitet og relationer – og festivalens tema i år er da også Legacy (arv red.). Fælles for dem alle er, at vi både kan lære noget om hinanden, men også rykke tættere sammen ved sammen at opleve det, vi har til fælles.

Hasta El Ultimo Baile (Indtil den sidste dans, red.) af Eva Guerrero er teaterdans, der smelter afstandene ved at vise, hvordan minder, fremtræden og relationer med vores omgivelser ændrer sig, uanset det sprog livet er foregået på. En stærk og poetisk lille perle i dans, naturlige bevægelser og musik med et smukt nærvær og symbolsprog i kostumer og rekvisitter.

Se trailer her.

En mere nationalt forankret udstillingsvindue specifikt til parrelationer får vi i FLEETING MATTERS og PULSE, der på hver sin måde har flamencoen og rytmen som base. I førstnævnte har spanske Begona Quinones skabt en dans mellem et par og trommen/klaveret, der er medskabere af en dystopisk stemning til kroppenes alvorlige udtryk mellem flamenco og moderne bevægelser. “Du er rytmisk, levende musik, der passerer gennem tid,” hører vi.

I PULSE har den moderne danser Sita Ostheimer inviteret flamencodanser, Álvaro Murillo, til at samskabe et værk, hvor samtidsdans smelter sammen med spansk tradition i en sveddryppende, intens pardans. Som en rejse gennem traditioner og relationer ser vi næsten billeder af tider, steder og stemninger for vores indre blikke i den mørke blackbox. Vi kan mærke varmen og rytmen i brystet.

Nyskabende ekvilibrisme

Den sidste tur i blackboxen i Victoria Eugenia Teatret gælder det tre udvalgte værker fra vindere og finalister fra Burgos & New York Dantz 2025. En international talentkonkurrence om koreografi og samtidsdans, der afholdes hvert år i Spanien – specialiseret i at blande samtidsdans med urban dans og give det en scenisk platform.

Push and Pull, der vandt førsteprisen, suger os ind i et pars fortryllende bevægelser med opfindsomhed, kropslig kontrol og ekvilibrisme spækket med magiske øjeblikke. Jeg undrer mig over, hvor tyngdekraften blev af. Inspireret af Tai Chi ser vi en fjedrende hånd, en let og ubesværet flyvende krop og et nærvær mellem parret og salen, der får tiden til at stå stille.

Parret i Olivídame, gør tilsvarende brug af sving, rul og formationer omkring hinanden, men her er relationen mellem dem giftig. Han dominerer og manipulerer med lovebombing, som kun en narcissist kan gøre det, så man får lyst til at råbe advarsler til hende. Steady Hands er en overbevisende duet med tempo og præcision i de konstante afspejlinger af hinanden i længslen om at høre til. Sublim teknik og stramme bevægelseskompositioner.

Inkluderende og festligt

Dans, cirkus og performance er, med deres ofte nonverbale udtryksform, noget af det mest velegnede til internationale samarbejder. Festivalen viser, som med fix+foxy, imidlertid også eksempler på muligheden for at oversætte tekster til lokalt sprog. Andre forestillinger oplever vi med liveoversættelse via vores telefoner. Det er en fin løsning, selvom noget af timingen med gestik og mimik, naturligvis ryger.

La Jácara de Los Cuerpos Impossibles af Alberto Velasco på Teatro Principal er talte vers og dans om kønsperformativitet i den spanske guldalder. En humoristisk, ærlig og visuelt stærk performance med et sprog a la Shakespeare, der forbinder fortid og nutid med følelser og kroppe. De fik ikke plads dengang, men får det i dag. I et rørende, afsluttende twist rejser den ene queer krop sig efter den anden fra salen og går på scenen til alles hujende applaus.

Fest er der også på Izulera på Dejabu i den anden ende af byen. Kompagniet Dejabu fra Bilbao elsker tydeligvis deres publikum, som de henvender sig til i en uprætentiøs stil. De kalder forestillingen en psykedelisk og irrelevant komedie om et lille teaterkompagni, der rejser til Mexico for at dokumentere baskere, der lever i diaspora. Undervejs er fortællingen et herligt kaos i en blanding af video og live – inklusive en fest med vimpler på tværs af hele salen, der får alle spaniere på benene i dans.

Spor af undertrykkelse

Når det kommer til det mere traditionelle teater, er det tydeligt, at friheden og demokratiet ikke tages som en selvfølge af de lokale kunstnere eller andre latinamerikanske lande, der traditionelt er en del af dFERIA. Flere af værkerne har politiske temaer, der synes at skabe mulighed for en fortsat kollektiv bearbejdning af fortiden.

Desorbidientes 18/98 handler om civil ulydighed, og er iscenesat af baskiske Tanttaka som en præsentation af en doktorafhandling i statskundskab for en akademisk domstol. Gennem video og billeder dokumenteres talrige eksempler på, hvordan civil ulydighed har bidraget til at beskytte demokrati og borgerrettigheder. Performerne spejler billedmaterialet og skaber et nærvær, der minder om, at kampen aldrig ender.

I det mere humoristiske skuespil, Arizona, er vi i USA på grænsen til Mexico, hvor en voldsklar mand og hans udglattende hustru har meldt sig blandt de frivillige, der skal overvåge flygtninge. Txalos’ veldrejede personkarakteristikker rammer ned i tidens tiltrængte råb om forløsning, mens geværet gradvist drejer sig mere og mere mod parrets egne indre dæmoner.

Luna Hienas Cantando Bajo Las Balas forstår min ledsager og jeg ikke ordene til, da vi ikke har fået teknikken til at virke. Alligevel er det en fascinerende oplevelse at overvære så stor en monolog af Ane Gabarain, der spiller Millán Astray – grundlægger af Legionen. Fuld af voldsglorificering taler hun direkte til publikum. At dømme på kropssprog og latteren omkring os, er historien fra Spaniens storhedstid genkendelig i nutidens politiske billede af storhedsvandvid og krigsparathed.

Identitet, teknologi og natur

Festivalen rummer også en god mængde forestillinger, der handler om identitet – med børn og/eller unge som målgruppe. Sin Fichero Adjunto af Erain er en dansende undersøgelse af rør, retning og rumlighed. Måske også en påmindelse om, at teknologi og krop er ved at smelte sammen, og de to dansere byder på imponerende, flydende bevægelseskvaliteter. Basandere af bastiske Node er derimod en historie om magtforholdet til naturen i en romantisk fortælling om et skovvæsens forelskelse. Til fuglekvidder og klassisk musik udtrykker de to dansere sig iført pelskraver i et melankolsk univers af klassisk partnering.

Se trailer her.

Baskiske Osa + Mujikas Tupper handler om vores relationer, når alt er præget af konkurrence. Der er afmålte, skarpskårne og udtryksløse spisescener, og TikTok-lignende sekvenser i klare rød-, hvid- og blåstribede bluser. En vellykket kommentar til den kontrol og perfekthedskultur, de sociale medier er med til at pålægge børn og unge. Burnt er dans, som når biler brænder dæk. De fire dansere fra baskiske LASALA er i kønsflydende kostumer og fortsætter konkurrencen om at være i toppen af den sociale pyramide. Et meget højt teknisk niveau på speed.

Hos målgruppen unge og yngre voksne er Monument en hyldest til ungdommens flygtige passioner danset af en kvintet af meget stærke dansere, der sveder, damper og ånder gennem høj teknik, styrke og udstråling. Et monumentalt værk af den anerkendte Barcelonabaserede koreograf Àngel Duran, der åbner sanseligt og poetisk til lyden af Händels arie, Lascia ch’io pianga, i en sky af haze. Værket udfoldes mellem det skulpturelle og det flydende, det melankolske og det ekstatiske i et kollektivt oprør i overjordisk lyssætning.

Se trailer her.

Det vi har til fælles

Branchens program slutter med et festfyrværkeri af samtidscirkus, da Sisifos løber over scenen på det smukke Victoria Eugenia Teater med de dygtige artister fra UpArte. Der er alt, hvad der skal være af parakrobatik, lufttov, vovede spring fra skulder til skulder højt oppe på menneskelige tårne. Det flotte show udstråler en enestående blanding af artisteri, sammenhold og tillid, der sender varme til hele salen på den sidste aften.

Se trailer her.

I det velgennemførte program, der også overlevede en generalstrejke med enkelte aflysninger, var der også lagt tid ind til networking og fællesspisning. Desuden var der indlagt to arrangementer, hvor kunstnere og programlæggere kunne møde hinanden i en form for speed-dating-event. Ved at være sammen om scenekunsten og udveksle vores legacy, forstår vi mere og mere vigtigheden af, som ambassadør Michael Braad sagde, at vi formår at slå fælles rødder gennem partnerskaber.