Toaster Performance Biennale 2026 bredte sig over hele tre uger fra den 16. marts til den 5. april, og viste hvad der rør sig lige på den nationale og internationale performancescene. I anden del af ISCENES reportage gælder det værker, der bruger kroppen som et af kunstens primære udtryksformer.
Performancekunstnere er generelt ikke kropsforskrækkede – heller ikke hos de kunstnere, der går med ordet som deres primære udtryksform. I denne reportage sætter vi alligevel spot på kroppen og dens mange udtryksformer fra dans i en vifte af former til kroppen som nonverbalt sprog. Som samhørighed med naturen eller som avatar i hænderne på AI. Som udtryk for alt fra den dybeste lidelse til den reneste nydelse.
Flere performances med et nonverbalt udtryk har også inddragelse af publikum som et let tilgængeligt aspekt. Den immersive oplevelse giver nye perspektiver fra indersiden af et værk, der formidles intuitivt fra krop til krop. På biennalen taler flere af værkerne desuden direkte fra ung til ung fra en populærkultur – og ikke mindst åbningsfesten går ikke stille for sig, når krop og musik er i centrum.
LÆS OGSÅ: Toaster Performance Biennale 2026 – del 1: Fra grynt til opråb
Åbning med Berlin-klubstemning
Biennalen indvies med et brag af en fest med danske Esben Weile Kjær, der arbejder i krydsfeltet mellem billedkunst, performance og skulptur. Hardcore Freedom indtager fire af salene i Den Frie. 30 performere danser i haze og pink/lilla lys. Gulvet i den første sal er selvlysende tern i pink, gul og lilla. Kostumerne er levende fortællinger fra identitetssøgende popkulturer, der udtrykker begær, kontrol, autenticitet og søgen efter fællesskaber og frihed.
Publikum er deltagere og ser det, de kan ved at bane sig frem gennem menneskemasserne
Publikum er deltagere og ser det, de kan, ved at bane sig frem gennem menneskemasserne – autentisk, råt og med øl i hænderne fra den fri øl-bar. Gule spærrebånd, med den sorte tekst “Hardcore Freedom”, bliver revet ned og danset på, rullet rundt i og kravlet på. Mange bliver til høje snublesnore, men frem for alt til succesfulde bunker af vunden frihed. Musikken er DJ-sets af Courtesy og den tyske producer Europa, der leverede en forrygende Berlin-klubstemning.
Alt til salg og betydningens forfald
På Den Frie har koreografierne også i den følgende dage indtaget de store white cube-rum med de høje, hvælvede lofter. Danske Camilla Lind byder i CRUSH – a psychodrama ind i et trashet rum befolket af en flok bifigurer, der i skiftende formationer bygger op, tøver og går i opløsning. Lækkerhed og grimhed følges ad i gruppens ritualer, der centrerer sig om væsker og tomhed. Brystmælk, tis, sved og halvstegte æg tilskrives kortvarigt betydning, før gruppen atter skifter fokus.
Lækkerhed og grimhed følges ad i gruppens ritualer, der centrerer sig om væsker
Smooth jazz, growl, en guitarsolo. Rummet pulserer med Heva Vaupels kompositioner, der næsten bliver en karakter i sig selv. Lysdesignets pink og turkise gennembryder de kødelige kroppe, gruppens bevægelser, rummets foranderlighed og de dekonstruerede kostumers sort/hvide elementer. Metareferencer til kulturelle holdepunkter som ”mit livs symfoni” eller at adle en ridder brydes af, tømmes for mening, mens alt er til salg i dette rum, hvor tomheden repetitivt favnes og forstødes.
Performancen fungerer fint som værk og resonerer stærkt i især den yngre del af publikum. Den forekommer dog en anelse lang – uden at det i sig selv er et parameter – og af og til mere upræcis, end det er intenderet.
Flydende fælles felt
Vi bliver lukket ind en efter en til den svenske LILITH Artist Duo Game Changer. I et forrum iføres vi sorte hætter. Misundeligt ser jeg efter dem, der får hætter dekoreret med flotte fjer, da min egen mere er af standard bankrøvertypen. Alle føres vi ind i det store tomme rum, der domineres af dunkelt, grønt lys og Siri Jennefelts heftigt dunkende kompositioner, der som performancen selv looper.
Misundeligt ser jeg efter dem, der får hætter dekoreret med flotte fjer, da min egen mere er af standard bankrøvertypen
Vi stiller os langs væggen, mens rummet fyldes, og forventningen stiger. En krop tager teten, andre følger med, grupper danner sig og går i opløsning. Trin går igen, hænder rækkes inviterende ud, flere går med i nye opstillinger, der mimer de forrige. Grænsen mellem publikum og performere findes ikke, da alle er anonymiserede, men det er samtidig et meget trygt rum, hvor man nemt glider ind i bare at være til stede i et flydende felt mellem deltager og voyeur.
Kroppen forstår intuitivt performancens iboende refleksion over individ/gruppe og fællesskaber. Kroppen husker legen Kongens Efterfølger. Kroppen husker trancen på klubben. Kroppen husker sammensmeltningen med andre og følger impulsivt invitationen til at skifte scene, at ændre spillet.
Fællesskabets ynde
I den ene side poserer sanger og komponist Jordan Jackson på en langsomt roterende puf. I modsat side står musiker Gert Østergaard Pedersen skråt bag en skulpturel sværm af ravne. Imellem dem bevæger Julienne Doko (FR/CF/DK) sig. Først til sprøde anslag og et luftigt ”uh”. Så starter en rytme, der eksploderer i elektroniske trommeslag, mens Doko tager den smukke sort-lilla kjole af, og i stedet ifører sig mørke beklædningsdele. De associerer ravnen, som også er danse-performancens titel.
Sanger og musiker mødes og danner en omfavnelse af lyd
Hun bevæger sig cirkulært i groundede positioner med præcise, kantede armbevægelser. Konfronterer først sangeren på puffen, så musikeren i en søgen, der foregår i spændet mellem natur og kultur. Sanger og musiker mødes og danner en omfavnelse af lyd om Doko, hvis skygge flyver graciøst over den hvide væg. Sangen stiger, mens hun piruetterer over gulvet. Så blødes bevægelserne op, og vi inviteres ind i en tæt kreds, der ordløst hylder fællesskabet – med naturen og hinanden.
Raven er en tæt fortælling, der lykkes med at formidle sit transkulturelle budskab i en perfekt dosering af vildskab og ynde med afsæt i ravnen som totem.
Det posthumane siver ud
Vessels Inc. står der på projektionen, der i sort/hvid breder sig rektangulært i hele bagscenens bredde. Foran ligger et ægte tæppe. Så blinker skriften og glider over i et magnetiserende billedflow, der ledsages af sagte blæselyd og fortællingen om fartøjet (vessel) Ark 1, der er overtaget af AI og efter århundreder i rummet har slået læk. Noget siver ud. Noget post-naturligt liv, for AI har morfet liv frem i skibets indre. Har skabt en simulation af det menneskelige liv for at bevare det i en ny form.
Som et scifi-væsen i Blade Runner-stil i et uafgørligt møde mellem menneske og maskine
Det siver ud. Ud på tæppet, hvor simulationen udstøder ordlignende lyde og gør organismelignende bevægelser med performer Leah Marojevics skulpturelle krop, der skal forstås som en algoritme. Det er en mageløs skabning. Så lig og dog så langt fra det menneskelige, når den repetitivt simulerer foran bagvæggens pulserende, nærmest psykedeliske visuelle storm. Som en robot, der er gået lidt i stykker. Som et scifi-væsen i Blade Runner-stil i et uafgørligt møde mellem menneske og maskine.
Skotske Colette Sadler er endnu en imponerende godt set international booking. Hendes Ark 1 er nærmest perfektionistisk gennemført, men ulmer samtidig sublimt æstetisk. En mærkbar og dybt original hilsen fra en måske ikke så fjern fremtid.
Det dobbelte koloniale blik
Dansk-grønlandske Jessie Kleemann er uomgængelig i rigsfællesskabets performancefelt. Hun deltager således også med to værker, hvor Orsoq, der betyder sælspæk, har været vist i forskellige formater over tid. Vi venter i mørket, til en skikkelse i hvidt banker på og kommer ind mellem os. Hun begynder at rette an til et interimistisk middagsselskab på en løber i midten af kredsen, mens salgsmængden af sælspæk listes op på voice-over.
Tavst, smerteligt fortrækker hendes ansigt og krop sig fra servile grin til intens pine
Ufatteligt mange ton og dollars drejer det sig om. Mængden bliver det ene perspektiv i Kleemans dobbelte koloniale blik på handelsvaren. Spækket kan dække hende i guld, men ud af den toppede mave fødes nu store stykker af den ikke særligt appetitlige spise, som hun gavmildt smider på fire udvalgte tilskueres spisepladser. Til os andre har hun kun tørre beskøjter. Tavst, smerteligt fortrækker hendes ansigt og krop sig fra servile grin til intens skrigende pine, før hun bogstaveligt går i ét med sælen og efterlader os med den dårlige smag i munden.
Sjæl gør dig smuk
Jessie Kleemann deltager også med sit seneste værk, Sjæl gør dig smuk, i Den Frie. Her smager vi på noget ganske andet, nemlig en kompromisløs kunstners brændende intensitet og nærvær. Midt i kriser om overtagelse af andres land, fokuseres på skønheden med inddragende installationskunst, hvor kunstneren ser dybt ind i vores sjæle. Titlen er taget fra Ole Jørgensens bog Sjæl gør dig smuk: Om inuit-menneskene fra 1981.
En kompromisløs kunstners brændende intensitet og nærvær
Et langt, hvidt klæde symboliserer den geologiske søjle, der går gennem nogle af verdens ældste klipper i Grønland og “bærer kloden”. Alexander Montgomery-Andersen og Sarah Aviaja Hammeken er sammen med Kleemann på scenen iført sorte lange kjoler, mens lydspor af dybe åndedrag, grønlandske ord og trommen fortæller om at “have hinandens ryg”.
En efter en inviteres publikum, blidt men bestemt, ind på scenen – tilsyneladende tilfældigt med en lang stok eller med Kleemanns intense blik og hvisken i ørerne. Selv står jeg pludselig under klædet med armene om to fremmede, og vi går helt sikkert lidt smukkere fra forestillingen med inuitkulturens rygsøjle brændt ind i sjælen.
Muterende ro og retning
Den svensk-danske koreograf Ar Utke Ács venter som en funklende perle i slutningen af biennalen. Deres shivr (at gyse, gåsehud) er første del af trilogien the unapparent, og taler lukt ind i tidens fascination af body horror i sin afsøgning af andre måder at gøre krop og sind på. I dette tilfælde væsnet Shivr.
Taler lukt ind i tidens fascination af body horror i sin afsøgning af andre måder at gøre krop og sind på
“This cell is a part of a larger cell than itself,” lyder det i den sproglabyrintiske intro, der spiller på lydtætheden mellem gloserne cell og self og de mange konnotationer, de har til begreber som skabelse, sammenbrud og mutationer. En betydning, gloserne sick og ick elaborerer videre på længere fremme. Så fødes væsnet, eller møffer sig nærmere ud under det store hvide klæde, der dækker gulvet mellem os. Det knejser mod loftet i den ene ende som lærred for de smukke, abstrakte projektioner af andre celler og glimt af væsnet i closeup.
“Now this cell is confused,” men nej, man bliver ikke forvirret af den kompakte, kontrolleret balancerende – og dog vildt raserifrådende kropsperformance. Her får vi lov at være i det modsætningsfyldte, i det foranderlige. Midt i mutationerne er der ro og retning i Ács betagende og billedskabende fortælling, der er skabt sammen med billedkunstner og fotograf Frej Frydendahl og Sofie Winther, der er tværfaglig kunstner.
LÆS OGSÅ: Sammenbruddet som præmis – Interview med Esben Weile Kjær, Camilla Lind og Ar Utke Ács
Artiklen er udgivet i et mediesamarbejde med Toaster med fuld redaktionel frihed for ISCENE.
